lørdag den 27. august 2016

Den mekaniske haj vender tilbage.

Anmeldt af Monkeyman


Hvis man troede det var sikkert at gå ud i vandet igen, så kan man godt tro om igen, især hvis man bor på Øen Amity, for så kan du godt pakke badeshortsene samme, og bare flade ud ved strandkanten med en solcreme der har en høj faktor, for du kommer til at bruge hele sommeren på tør grund, da endnu en svømmende dræber er vendt tilbage til det lokale farvand!

Efter Steven Spielbergs mesterlige kæmpe-blockbuster af en succes, som Jaws/Dødens Gab var, så var det fra pengemændenes side ved Universal Studios ren logik for burhøns, eller klumpfisk, at der ville komme en 2’er, selvom efterfølgere tilbage i 1977/78, ikke var hverdags kost for det gængse biografpublikum, der dog indtil videre havde nydt godt af efterfølgere til Abernes Planet og Dirty Harry filmene. 

            
Men ligesom den første film, så var Dødens Gab 2 ikke nogen løjerlig og skæg produktions oplevelse, for dem der kastede sig ud projektet. Filmens oprindelige instruktør (John D. Hancock) var blevet erstattet af en yngre fransk instruktør (Jeannot Szwarc)… Roy Scheider, som brilliant spillede poiltichef Brody I den første film, var desperat for ikke at medvirke I filmen, og derfor lod som om, at han var ikke helt rask I hovedet, men da han var bundet op af en to films kontrakt med Universal, så blev han I enden mere eller mindre tvunget til at tag det job, som han ikke ville, hvilket bl.a. betød gnidninger mellem ham og instruktøren, hvor vistnok et kort håndgemæng skulle ha’ været forgået… derudover, så var Murray Hamilton (borgmesteren på Amity) ikke ved sin fulde fem, da han var klar til at forlade settet, så kan kunne være ved siden af hans kone, der var under et cancer-forløb, hvilket gjorde, at man akut filmede alle hans scener hurtigt og på en gang, så han kunne komme hjem til hustruen… og det var bare en lille bitte håndfuld af de problemer, som produktion af Dødens Gab 2 rendte ud i.

  
Men, at lide for kunsten, var noget som man lærte fra den første film godt kunne bære frugt… så er Dødens Gab 2 ligeså brilliant som dens succesfulde storebror?

NEJ, det er den slet og ret IKKE, og langt væk fra det eminente fortællermæssige håndværk, som man fandt I 1’eren, og dog, så er det på den anden side heller ikke en så ringe film endda. Som barn (8-9 år), der synes jeg Dødens Gab 2 var ligeså god, som dens forgænger, men fra børnehøjde, så er det også sjældent man analysere og vurdere, så længe det bare var underholdende, kunne man næsten slippe afsted med hvad som helst… hvilket gjorde, at man også synes, at Masters of the Univers var en god film, men det er en helt anden og mere vandet historie ;-)

  
Hvor den første film klart var en suspense-spændingsfilm, med et twist af eventyr og horror, så er dette en ren slasher-film, hvor man har en 8 meter lang og skrupsulten hvid haj, I stedet for en fyr I hockeymaske, der slagter kåde og jointrygende teenagere, hvilket ærlig må siges at være en skuffende deroute for filmserien, men på den anden side, så er det måske også den bedste haj-slasher film der findes, så heeeey, det hele er ikke lort og lokum.

Filmens plot har der ikke just været raketfysikere og eksperter I marinebiologi til at sætte sammen, hvor det basalt bare handler om, at der har sket mystiske hændelser omkring øen Amity, som politichef Brody er overbevist om skyldes endnu en dræberhaj (ligesom I 1’eren), folk på øen tror ikke på ham (ligesom I 1’eren), Brody får ret (ligesom I 1’eren), og nu skal han så redde dagen (dog uden en havbiolog og en gal hajfisker), da en gruppe sejlglade teenagere, hvor Brodys to sønner er taget med, er fanget ude på havet, med dræberhajen der kredser rundt og prøver at spise dem en efter en….. And that’s all folks !!!

                   
Tyndbenet? HELL YEAH, men filmen er stadig pænt underholdende og skæg at se, trods man ikke får den samme saftige fiskemenu som før, men den mekaniske haj viser stadig dens tænder, og takket være filmens fotograf, Bill Butler (som også var fotograf på den første film), så er den visuelle stil den samme, som 1’eren, selvom indholdet er noget anderledes. 

Filmens måske aller største bonus, er at musikken er lavet endnu engang af maestro, John Williams, der præsterer et solid soundtrack, som fungere eminent til en film, om en haj der bare gerne vil have en bid af det lokale unge kød, som på hajmarkedet sikkert har en vis værdi.  Man kan dog ikke lade være med, at halv eller hel grine af filmens mange fejl eller bare skæve scener, så som at den mekaniske haj i scene lige pludselig får en deform mundform, da den skraver siden af en båd, hvilket kunne være en fed scene, hvis det ikke var fordi at gummihajen ikke så skæg ud.

En fejltagelse er det ikke, men en ret spøjs scene er, da hajen spiser en hel helikopter (med pilot), der er kommer for at redde de arme teenagere, men som i stedet bliver trukket ned af en 3 tons tung morderfisk, som er komplet ligeglad med hvilket redningsfartøj, som man kommer med. 


Mere latterkrampagtig, er scenen, hvor hajen angriber en motorbåd, og hvor kvinden ombord hælder benzin over sig selv og hajen, før hun med en nødraketpistol blæser hende selv og halvdelen af hajens ansigt i luften, så fisken nu har fået et SCARFACE!!! 

Men selvom plottet er tyndt, og det bund og grund ”bare” er en hajgyser, så er der skam nogle dramaturgiske øjeblikke, som er værd at nævne, og det gælder ene og alene Brody familien, hvor der bliver udbygget noget karakter og dybde, så man føler en slags familiær autenticitet, og kommer til at holde og kære sig af politichefen og hans kære, selvom man hurtig glider videre til en mekanisk dukke, som spiser unge personer, med frisurer, der hænger fast i 70’erne.

Ja, Dødens Gab 2 er ikke nogen luksus laks, men det er en ganske fin makrel i tomat, der altid har fundet et hjem i min personlige filmsamling, om det enten var på VHS, DVD og nu Blu-ray, men det er klart, at filmens eksistens grundlag ikke rigtig (for at sige korrekt) slet ikke er der, og at hvad man har disket op med er en værre halvbagt røverhistorie, som er lavet over de idéer vi så i den første film, bare gjort mindre stilfuldt og mindeværdigt, men det er en ret god tidsrøver af en film alligevel der klart kan nydes til pizza og kolde øl, eller bare øllerne for sig selv, og flere af dem, da det eneste sande grufulde element i Dødens Gab 2, er en ung tøs, som konstant skriger og jamre på en sådan facon, at man har lyst til at trykke på mute-knappen, når hendes flæberig begynder, da det virkelig er drøn irriterende.

Men ellers, så kast snøren i vandet og se filmen.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar