Allehelgensaften

Anmeldt af Søren Nielsen

Blasfemi! Gravrøveri! Skandaløst! Er blot nogle af de eder og vredesudbrud som fortvivlede horrorfans med knyttede hænder og hvide knoer har skreget i frustration mod nattehimlen, mens de har flået hele hårtotter ud af naboens køter. Vrøvl! Det er blot big businsess kvækker Hollywood hen over hækken. Sandheden er vel, at det er to sider af samme sag.  

Psycho, The Fog, The Texas Chainsaw Massacre, The Amityville Horror, Black Christmas, A Nightmare on Elm Street, Friday the 13^th, The Haunting, Carrie, The Thing, The Wicker Man og House of Wax - for nu blot at nævne nogle af de film der de seneste 15 års tid er blevet presset igennem remake kødhakkeren i Hollywood og skidt ud igen som datooverskredet råddent kød i the almighty dollars navn. Listen er med andre ord både lang, ond og smertefuld. 

 
Der har dog været undtagelser, skal vi kalde dem lyspunkter i mørket? Som har formået, hvis ikke at forny eller genføde klassikerne, men så byde ind med frisk blod og nye vinkler. Film som Dawn of the Dead, Maniac ,The Hills Have Eyes og The Crazies springer umiddelbart i øjnene men puha, eksemplerne er få og spredte som danske sommerdage. I denne tilsyneladende uendelige lange række af miss..mis..miss..miss..miss..og hov, hit! Finder vi selvfølgelig også dronningen af slasher film: John Carpenters Halloween.

Rob Zombie blev manden som skulle lægge arm med Carpenters klassiker og reference film og det valg efterlod de fleste med hvis ikke ro i sindet, så en flig af optimisme, nu overgrebet synes uundgåelig. For var White Zombie frontmanden ikke den selv samme person der nærmest ene mand havde slagtet den gordiske knude og flået låget af kagedåsen med horror godbidder og givet en stagneret genre en yderst tiltrængt blodtransfusion med House of 1000 Corpses og ikke mindst mesterværket The Devils Rejects? 

På samme måde som Zack Znyder valgte at tilføre en ny drejning til Dawn of the Dead da han gik i infight med en anden af genrens sværvægtere, så kastede Zombie sig ligeledes på hovedet ud i den dybe ende af bassinet med en delvis nyfortolkning af Halloween frem for blot at lægge sig fladt på vommen i slipstrømmen af de mange horror genindspilninger som ikke har andet på hjertet end en opdatering af årstallet. I Zombies hænder kom genfortællingen om Michael Meyers til at indeholde både lidt nyt, lidt gammel og en hel del rødt.

Zombie vælger at indvie publikum i (for)historien og dermed hvad som ligger til grund for fødslen af uhyret bag masken. Vi får lov at smugkigge bag gardiet og får et unikt indblik i Michaels liv og opvækst før verden ramlede sammen om ørene på knægten og han søgte tilflugt i tavsheden bag masken. Der med byder Zombie samtidig ind med sit bud på hvad der antændte Michaels blodtørst. Et spørgsmål som Carpenter helt bevidst havde valgt ikke at berøre.

Zombie tegner et dyster og grumt billede hvor dagens menu for den unge Michael står på tørre tæsk og verbale overfald. Både af skolens bøller og hans fordrukne stedfar (herligt portrætteret af manden med Hollywoods største nosser, William Forsythe) Et liv hvor Michaels eneste trøst (ud over at torturerer små dyr) er sin mor (spillet af altid super lækre Sheri Moon), som helt i filmens ånd tjener til dagen og vejen som stripper og der med fuldender glansbilledet af Michaels 100% dysfunktionel familie, som ville gøre selv The Simpsons misundelige.

På trods af de ”formidlende” omstændigheder så hænger Zombie ikke ene og alene sin hat på denne undskyldning for Michaels udvikling. Der ligger mere bag og det skal Dr. Samuel Loomis hjælpe os med at grave frem. Desværre lykkes den del af operation Halloween 2007 ikke nær så godt for Zombie. Malcolm McDowells, som har overtaget figuren efter legendariske Donald Pleasence, er simpelthen for uvedkommende og overraskende nok svag i portrættet af psykologen der har set rædselerne som gemmer sig bag masken.

Halloweens første halvdel, og Zombies væsentligste undskyldningen for at gå i flæsket på Carpenters film, er langt den bedste. Daeg Faerch som spiller Michael som dreng, er intet mindre end et kup. Han vækker ikke blot figuren til live, men bidrager uden konkurrence til filmens bedste og mest intense øjeblikke. Michael er med andre ord en knægt du ikke ønsker at møde ved højlys dag, selv om han kun er 10 år gammel. 

2. del af Michaels opvækst foregår på et lukket hospital hvor han nu er anbragt efter nedslagtningen af bl.a. sin stedfar og søster og selv om der begynder at dukke klumper frem i syltetøjet, så holder Zombie trods alt skruen nogenlunde i vandet og vi hænger stadig på indtil Michael som voksen bryder fri af puppen og fødes som det monster vi kender.

I filmens anden halvdel, hvor Zombie indhenter Carpenters historielinje, læner han sig så meget op af 78 udgaven, at korthuset er ved at vælte. Michael er brudt ud og går nu på jagt efter lillesøster og alle de barnepiger som har tænkt sig at forbryde sig mod deres jomfrulighed. Zombie kommer her til kort som instruktør i sammenligningen med Carpenter og formår hverken at gøre scenerne spændende, interessante eller skræmmende og man sidder faktisk her og der og småkeder sig lidt og efterlyser Carpenters imminente evne til at opbygge og fastholde spændingen i en scene. Om dette skal tilskrives at vi allerede kender historien og ved hvad der skal ske, modsat den overraskende indledning er slet ikke utænkeligt, men det er nu engang det lod man har trukket og bjerg der skal bestiges, når man vælger at lave et remake. 

Konsekvensen er i hvert fald at den opløftende indledning langsomt fader ud indtil slutningen banker på og Zombie atter vover pelsen og igen træder egne fodspor, men her er det for sent. Betyder det så, på trods af den interessante nyfortolkning af Michaels opvækst, at Halloween skal smides på bålet sammen med 99.9% af de andre remakes i genren? Absolut ikke. Rob Zombie var, er og vil være en af de mest interessante instruktører genren har at byde på og hans styrker kommer også til syne i Halloween. Zombie har en ubehagelig evne til at formidle smerte. Du kan, vil jeg næsten vove at påstå, lugte og smage sveden, lortet, blodet og pinslerne i hans film. Han evner med andre ord at plante os, publikum, i ofrenes sko. Vi kigger dem i øjnene og kan smage deres smerte. Det kan være ubehageligt, men det er smukt, effektivt og en evne mange bør misunde ham.

Hvad skal man så overordnet mene om Zombies Halloween? 1. Så er Carpenter stadig mesteren. 2. Så kan man, trods alle de fine plusser, ikke undgå at stille sig selv spørgsmålet om Zombies nye take på Michael og hvad som drev ham ud over kanten ikke blot afmystificere ham som person og boogymand? Afmystificeringen eller maskefaldet om man vil, og der med menneskeliggørelsen af Michael Meyers er på en bizar måde et humant træk midt i al hans smerte og af savn, men det fjerner samtidig usikkerheden og utrygheden hos os om hvad der antændte dette had og hvad som fodrer hans vrede. Zombie fodrer os med disse svar, vi så febrilsk rakte ud efter i mørket hos Carpenter. Hvad vi kan gøre for at beskytte os, og om der overhovedet er noget vi kan gøre? 

Bonus info: Hvis splat og gore ikke liiiige er din kop blod, kan du alligevel med god samvittighed lure Halloween. Hvis altså, du gerne vil vide hvad der blev af Bruce Willis datter (Danielle Harris) fra The Last Boyscout. Hun vælger nemlig at lufter sine yndige attributter og det samme gør i øvrigt Hanna Hall, som måske er bedre kendt som Jenny (den unge udgave) i Forrest Gump.

Vi takker Mr. Zombie

Halloween 2007 IMDB