Tex Mex: Jalapenos i skiver.

Anmeldt af Karsten Falkbøll

Danny Trejo spiller hovedrollen som Machete, en tidligere federale, der blev forrådt og måtte stikke af fra sit hjemland. Nu lever han som dagsarbejder tæt på grænsen, hvor han forsøger at holde lav profil. Samtidigt er senatoren John McLaughlin (Robert De Niro) i gang med at prøve at blive genvalgt, på en platform at fremmedhad, ikke mindst over for de tilrejsende mexicanere. Da Machete bliver tilbudt en stor sum penge for at myrde senatoren tager handlingen for alvor fart. 

Du skal ikke lede længe efter Phallic symbolerne i den her lille perle af 'en Kult Basker!.. Lindsay Lohan giver sit bud på idol plakaten - og så er der STADIG! nogle der tror at "Vesten" kun er ude på at koruptere de unge's sind med kun ligegyldigheder, Eminem, og sex før ægteskabet.. tsk tsk - hvad bliver det næste??. at Disney hjernevasker børnene?.

 

Ja ja.. men alt imens - svinger Machete sit lange stive..... øh stål.

Og det vil 'så være på nuværende tidspunkt, at fårene bliver skillet fra bukene.. eller sagt på en anden måde - Titanic fan-klubben forlader stuen, og drengerøvene bliver sidende i sofaen.

Alle! er med i den her'... jeg tror enda, at jeg spottede Mads Mikkelsen løbe forbi i baggrunden iført en poncho - jeg kunne også tage fejl?.. måske var det bare Bobby De'Nero?.

 

Hvem skal så købe den her' film?.. Godt du spurgte - Det skal Ham.. eller Hende der syntes, at Grindhouse var the Shit!.. (og her' menes den gode slags) Og - eller bare godt vil ha noget god gammeldaws underholdning.. bare lidt sjov i gaden, og en mulighed for at se rigtige skuespillere arbejde i en "rigtig" film.

For tag' IKKE fejl min ven.. Machete kommer direkte fra hjertet, og ikke fra 'en eller anden Hollywood skabelon - det her' er Fan der laver film til Fans, og genren er GRINDHOUSE baby!.

 

Og helt ærligt.. er det ikke ved at være slut med, at samle på lorte-film?.. hva? (sssssshh!, du skal ikke sige noget.. bare nik)

Du går bare hen til dvd-hylden.. laver en horisontal "Hail Hitler", og de film der står tilbage på hylden efterfølgende - må være de sejlivede?. Og så kan du jo håbe på, at Machete ikke røg på gulvet.. skulle det være sådan? - så tag den lige op igen.. Du skal bare spørge dig selv.. samler jeg på film? - eller er jeg ved, at åbne et lokal-arkiv?.

Eller som vidunderbarnet Steven Segal siger med sit aller bedste jeg tror det skal forestille et Mexicansk accent - Look at you're Machete now Cabrone!.

Jeg ved 'det ikke har ret meget med noget af det her, at gøre.. men det lyder sjovt (især når man har set filmen).

 Machete 2010 IMDB

Den mekaniske haj vender tilbage.

Anmeldt af Monkeyman

Hvis man troede det var sikkert at gå ud i vandet igen, så kan man godt tro om igen, især hvis man bor på Øen Amity, for så kan du godt pakke badeshortsene samme, og bare flade ud ved strandkanten med en solcreme der har en høj faktor, for du kommer til at bruge hele sommeren på tør grund, da endnu en svømmende dræber er vendt tilbage til det lokale farvand!

Efter Steven Spielbergs mesterlige kæmpe-blockbuster af en succes, som Jaws/Dødens Gab var, så var det fra pengemændenes side ved Universal Studios ren logik for burhøns, eller klumpfisk, at der ville komme en 2’er, selvom efterfølgere tilbage i 1977/78, ikke var hverdags kost for det gængse biografpublikum, der dog indtil videre havde nydt godt af efterfølgere til Abernes Planet og Dirty Harry filmene. 

            

Men ligesom den første film, så var Dødens Gab 2 ikke nogen løjerlig og skæg produktions oplevelse, for dem der kastede sig ud projektet. Filmens oprindelige instruktør (John D. Hancock) var blevet erstattet af en yngre fransk instruktør (Jeannot Szwarc)… Roy Scheider, som brilliant spillede poiltichef Brody I den første film, var desperat for ikke at medvirke I filmen, og derfor lod som om, at han var ikke helt rask I hovedet, men da han var bundet op af en to films kontrakt med Universal, så blev han I enden mere eller mindre tvunget til at tag det job, som han ikke ville, hvilket bl.a. betød gnidninger mellem ham og instruktøren, hvor vistnok et kort håndgemæng skulle ha’ været forgået… derudover, så var Murray Hamilton (borgmesteren på Amity) ikke ved sin fulde fem, da han var klar til at forlade settet, så kan kunne være ved siden af hans kone, der var under et cancer-forløb, hvilket gjorde, at man akut filmede alle hans scener hurtigt og på en gang, så han kunne komme hjem til hustruen… og det var bare en lille bitte håndfuld af de problemer, som produktion af Dødens Gab 2 rendte ud i.

  

Men, at lide for kunsten, var noget som man lærte fra den første film godt kunne bære frugt… så er Dødens Gab 2 ligeså brilliant som dens succesfulde storebror?

NEJ, det er den slet og ret IKKE, og langt væk fra det eminente fortællermæssige håndværk, som man fandt I 1’eren, og dog, så er det på den anden side heller ikke en så ringe film endda. Som barn (8-9 år), der synes jeg Dødens Gab 2 var ligeså god, som dens forgænger, men fra børnehøjde, så er det også sjældent man analysere og vurdere, så længe det bare var underholdende, kunne man næsten slippe afsted med hvad som helst… hvilket gjorde, at man også synes, at Masters of the Univers var en god film, men det er en helt anden og mere vandet historie ;-)

  

Hvor den første film klart var en suspense-spændingsfilm, med et twist af eventyr og horror, så er dette en ren slasher-film, hvor man har en 8 meter lang og skrupsulten hvid haj, I stedet for en fyr I hockeymaske, der slagter kåde og jointrygende teenagere, hvilket ærlig må siges at være en skuffende deroute for filmserien, men på den anden side, så er det måske også den bedste haj-slasher film der findes, så heeeey, det hele er ikke lort og lokum.

Filmens plot har der ikke just været raketfysikere og eksperter I marinebiologi til at sætte sammen, hvor det basalt bare handler om, at der har sket mystiske hændelser omkring øen Amity, som politichef Brody er overbevist om skyldes endnu en dræberhaj (ligesom I 1’eren), folk på øen tror ikke på ham (ligesom I 1’eren), Brody får ret (ligesom I 1’eren), og nu skal han så redde dagen (dog uden en havbiolog og en gal hajfisker), da en gruppe sejlglade teenagere, hvor Brodys to sønner er taget med, er fanget ude på havet, med dræberhajen der kredser rundt og prøver at spise dem en efter en….. And that’s all folks !!!

                   

Tyndbenet? HELL YEAH, men filmen er stadig pænt underholdende og skæg at se, trods man ikke får den samme saftige fiskemenu som før, men den mekaniske haj viser stadig dens tænder, og takket være filmens fotograf, Bill Butler (som også var fotograf på den første film), så er den visuelle stil den samme, som 1’eren, selvom indholdet er noget anderledes. 

Filmens måske aller største bonus, er at musikken er lavet endnu engang af maestro, John Williams, der præsterer et solid soundtrack, som fungere eminent til en film, om en haj der bare gerne vil have en bid af det lokale unge kød, som på hajmarkedet sikkert har en vis værdi.  Man kan dog ikke lade være med, at halv eller hel grine af filmens mange fejl eller bare skæve scener, så som at den mekaniske haj i scene lige pludselig får en deform mundform, da den skraver siden af en båd, hvilket kunne være en fed scene, hvis det ikke var fordi at gummihajen ikke så skæg ud.

En fejltagelse er det ikke, men en ret spøjs scene er, da hajen spiser en hel helikopter (med pilot), der er kommer for at redde de arme teenagere, men som i stedet bliver trukket ned af en 3 tons tung morderfisk, som er komplet ligeglad med hvilket redningsfartøj, som man kommer med. 

Mere latterkrampagtig, er scenen, hvor hajen angriber en motorbåd, og hvor kvinden ombord hælder benzin over sig selv og hajen, før hun med en nødraketpistol blæser hende selv og halvdelen af hajens ansigt i luften, så fisken nu har fået et SCARFACE!!! 

Men selvom plottet er tyndt, og det bund og grund ”bare” er en hajgyser, så er der skam nogle dramaturgiske øjeblikke, som er værd at nævne, og det gælder ene og alene Brody familien, hvor der bliver udbygget noget karakter og dybde, så man føler en slags familiær autenticitet, og kommer til at holde og kære sig af politichefen og hans kære, selvom man hurtig glider videre til en mekanisk dukke, som spiser unge personer, med frisurer, der hænger fast i 70’erne.

Ja, Dødens Gab 2 er ikke nogen luksus laks, men det er en ganske fin makrel i tomat, der altid har fundet et hjem i min personlige filmsamling, om det enten var på VHS, DVD og nu Blu-ray, men det er klart, at filmens eksistens grundlag ikke rigtig (for at sige korrekt) slet ikke er der, og at hvad man har disket op med er en værre halvbagt røverhistorie, som er lavet over de idéer vi så i den første film, bare gjort mindre stilfuldt og mindeværdigt, men det er en ret god tidsrøver af en film alligevel der klart kan nydes til pizza og kolde øl, eller bare øllerne for sig selv, og flere af dem, da det eneste sande grufulde element i Dødens Gab 2, er en ung tøs, som konstant skriger og jamre på en sådan facon, at man har lyst til at trykke på mute-knappen, når hendes flæberig begynder, da det virkelig er drøn irriterende.

Men ellers, så kast snøren i vandet og se filmen.

Jaws 2 1978 IMDB

Allehelgensaften

Anmeldt af Søren Nielsen

Blasfemi! Gravrøveri! Skandaløst! Er blot nogle af de eder og vredesudbrud som fortvivlede horrorfans med knyttede hænder og hvide knoer har skreget i frustration mod nattehimlen, mens de har flået hele hårtotter ud af naboens køter. Vrøvl! Det er blot big businsess kvækker Hollywood hen over hækken. Sandheden er vel, at det er to sider af samme sag.  

Psycho, The Fog, The Texas Chainsaw Massacre, The Amityville Horror, Black Christmas, A Nightmare on Elm Street, Friday the 13^th, The Haunting, Carrie, The Thing, The Wicker Man og House of Wax - for nu blot at nævne nogle af de film der de seneste 15 års tid er blevet presset igennem remake kødhakkeren i Hollywood og skidt ud igen som datooverskredet råddent kød i the almighty dollars navn. Listen er med andre ord både lang, ond og smertefuld. 

 
Der har dog været undtagelser, skal vi kalde dem lyspunkter i mørket? Som har formået, hvis ikke at forny eller genføde klassikerne, men så byde ind med frisk blod og nye vinkler. Film som Dawn of the Dead, Maniac ,The Hills Have Eyes og The Crazies springer umiddelbart i øjnene men puha, eksemplerne er få og spredte som danske sommerdage. I denne tilsyneladende uendelige lange række af miss..mis..miss..miss..miss..og hov, hit! Finder vi selvfølgelig også dronningen af slasher film: John Carpenters Halloween.

Rob Zombie blev manden som skulle lægge arm med Carpenters klassiker og reference film og det valg efterlod de fleste med hvis ikke ro i sindet, så en flig af optimisme, nu overgrebet synes uundgåelig. For var White Zombie frontmanden ikke den selv samme person der nærmest ene mand havde slagtet den gordiske knude og flået låget af kagedåsen med horror godbidder og givet en stagneret genre en yderst tiltrængt blodtransfusion med House of 1000 Corpses og ikke mindst mesterværket The Devils Rejects? 

På samme måde som Zack Znyder valgte at tilføre en ny drejning til Dawn of the Dead da han gik i infight med en anden af genrens sværvægtere, så kastede Zombie sig ligeledes på hovedet ud i den dybe ende af bassinet med en delvis nyfortolkning af Halloween frem for blot at lægge sig fladt på vommen i slipstrømmen af de mange horror genindspilninger som ikke har andet på hjertet end en opdatering af årstallet. I Zombies hænder kom genfortællingen om Michael Meyers til at indeholde både lidt nyt, lidt gammel og en hel del rødt.

Zombie vælger at indvie publikum i (for)historien og dermed hvad som ligger til grund for fødslen af uhyret bag masken. Vi får lov at smugkigge bag gardiet og får et unikt indblik i Michaels liv og opvækst før verden ramlede sammen om ørene på knægten og han søgte tilflugt i tavsheden bag masken. Der med byder Zombie samtidig ind med sit bud på hvad der antændte Michaels blodtørst. Et spørgsmål som Carpenter helt bevidst havde valgt ikke at berøre.

Zombie tegner et dyster og grumt billede hvor dagens menu for den unge Michael står på tørre tæsk og verbale overfald. Både af skolens bøller og hans fordrukne stedfar (herligt portrætteret af manden med Hollywoods største nosser, William Forsythe) Et liv hvor Michaels eneste trøst (ud over at torturerer små dyr) er sin mor (spillet af altid super lækre Sheri Moon), som helt i filmens ånd tjener til dagen og vejen som stripper og der med fuldender glansbilledet af Michaels 100% dysfunktionel familie, som ville gøre selv The Simpsons misundelige.

På trods af de ”formidlende” omstændigheder så hænger Zombie ikke ene og alene sin hat på denne undskyldning for Michaels udvikling. Der ligger mere bag og det skal Dr. Samuel Loomis hjælpe os med at grave frem. Desværre lykkes den del af operation Halloween 2007 ikke nær så godt for Zombie. Malcolm McDowells, som har overtaget figuren efter legendariske Donald Pleasence, er simpelthen for uvedkommende og overraskende nok svag i portrættet af psykologen der har set rædselerne som gemmer sig bag masken.

Halloweens første halvdel, og Zombies væsentligste undskyldningen for at gå i flæsket på Carpenters film, er langt den bedste. Daeg Faerch som spiller Michael som dreng, er intet mindre end et kup. Han vækker ikke blot figuren til live, men bidrager uden konkurrence til filmens bedste og mest intense øjeblikke. Michael er med andre ord en knægt du ikke ønsker at møde ved højlys dag, selv om han kun er 10 år gammel. 

2. del af Michaels opvækst foregår på et lukket hospital hvor han nu er anbragt efter nedslagtningen af bl.a. sin stedfar og søster og selv om der begynder at dukke klumper frem i syltetøjet, så holder Zombie trods alt skruen nogenlunde i vandet og vi hænger stadig på indtil Michael som voksen bryder fri af puppen og fødes som det monster vi kender.

I filmens anden halvdel, hvor Zombie indhenter Carpenters historielinje, læner han sig så meget op af 78 udgaven, at korthuset er ved at vælte. Michael er brudt ud og går nu på jagt efter lillesøster og alle de barnepiger som har tænkt sig at forbryde sig mod deres jomfrulighed. Zombie kommer her til kort som instruktør i sammenligningen med Carpenter og formår hverken at gøre scenerne spændende, interessante eller skræmmende og man sidder faktisk her og der og småkeder sig lidt og efterlyser Carpenters imminente evne til at opbygge og fastholde spændingen i en scene. Om dette skal tilskrives at vi allerede kender historien og ved hvad der skal ske, modsat den overraskende indledning er slet ikke utænkeligt, men det er nu engang det lod man har trukket og bjerg der skal bestiges, når man vælger at lave et remake. 

Konsekvensen er i hvert fald at den opløftende indledning langsomt fader ud indtil slutningen banker på og Zombie atter vover pelsen og igen træder egne fodspor, men her er det for sent. Betyder det så, på trods af den interessante nyfortolkning af Michaels opvækst, at Halloween skal smides på bålet sammen med 99.9% af de andre remakes i genren? Absolut ikke. Rob Zombie var, er og vil være en af de mest interessante instruktører genren har at byde på og hans styrker kommer også til syne i Halloween. Zombie har en ubehagelig evne til at formidle smerte. Du kan, vil jeg næsten vove at påstå, lugte og smage sveden, lortet, blodet og pinslerne i hans film. Han evner med andre ord at plante os, publikum, i ofrenes sko. Vi kigger dem i øjnene og kan smage deres smerte. Det kan være ubehageligt, men det er smukt, effektivt og en evne mange bør misunde ham.

Hvad skal man så overordnet mene om Zombies Halloween? 1. Så er Carpenter stadig mesteren. 2. Så kan man, trods alle de fine plusser, ikke undgå at stille sig selv spørgsmålet om Zombies nye take på Michael og hvad som drev ham ud over kanten ikke blot afmystificere ham som person og boogymand? Afmystificeringen eller maskefaldet om man vil, og der med menneskeliggørelsen af Michael Meyers er på en bizar måde et humant træk midt i al hans smerte og af savn, men det fjerner samtidig usikkerheden og utrygheden hos os om hvad der antændte dette had og hvad som fodrer hans vrede. Zombie fodrer os med disse svar, vi så febrilsk rakte ud efter i mørket hos Carpenter. Hvad vi kan gøre for at beskytte os, og om der overhovedet er noget vi kan gøre? 

Bonus info: Hvis splat og gore ikke liiiige er din kop blod, kan du alligevel med god samvittighed lure Halloween. Hvis altså, du gerne vil vide hvad der blev af Bruce Willis datter (Danielle Harris) fra The Last Boyscout. Hun vælger nemlig at lufter sine yndige attributter og det samme gør i øvrigt Hanna Hall, som måske er bedre kendt som Jenny (den unge udgave) i Forrest Gump.

Vi takker Mr. Zombie

Halloween 2007 IMDB