torsdag den 28. juli 2016

2'eren


Anmeldt af Svend Erik Ejstrup


Ni år efter den katastrofale ekspedition til Jupiter bliver en ny mission samlet. Den skal finde ud af hvad der helt præcist gik galt. Men tiden er knap. Det forladte Discovery rumskib vil ikke kunne holde sit kredsløb omkring planeten ret meget længere, så for at nå frem i tide, så må amerikanerne ty til et lift på det russiske skib Leonov. Spørgsmålet er, om de sammen vil finde svarene på de mange spørgsmål, eller blot blive mødt med endnu flere? Under alle omstændigheder gemmer der sig noget helt specielt på Jupiter.

  
Hvorfor mon Clarke gad skrive en opfølgning til filmen 2001? Mit bud er, at han bl.a. reagerede på de synspunkter om HAL 9000's malfunktion, der fremsattes af filmkritikere verden over. Mange foreslog, at kæmpecomputerens adfærd er Clarks advarsel om at lægge beslutninger i "hænderne" på en chip. Andre mente, at det er hans advarsel om, at selvlærende neurone netværk med menneskelige egenskaber kan blive grebet af ondskab og udøve magtfordrejning.

Hvis jeg forstår Clarke ret, er ingen af delene hans synspunkt. Clarke var bestemt ikke nogen maskinstormer. Hans synspunkt er, at samspillet mellem computer og menneske kan gå galt, fordi mennesket er politisk og løgnagtigt, medens computeren er lineær, logisk og uden skjulte dagsordener. Beder man en computer administrere hemmelige agendaer, vil det uvægerligt gå galt - set ud fra det menneskelige, manipulerende synspunkt.



Det gik galt i 2001, hvilket Clarke efterfølgende forklarede tydeligere i bogen: de 2 HAL 9000 maskiner (en på jorden og en i rumskibet) er forbundne af sikkerhedsmæssige årsager men den ene "ved" mere end den anden. Det kan de ikke administrere.

I 2010 uddyber Clarke sit synspunkt ved at lade Dr. Shandra skære problematikken ud i pap for sine amerikanske kolleger. Desuden benytter Clarke lejligheden til endnu en gang at fortælle om sine forestillinger om en stor fælles intelligens, der påvirker universets gang.

  
Filmen bæres dog af andre typiske Clarke-kendetegn som: En minutiøs fremstilling af de tekniske omstændigheder og miljøer, menneskenes behov for og fordele ved at arbejde sammen samt Clarkes livslange mistillid til politik, når denne udøves af mennesker, der udelukkende forfølger egen gruppes mål og ikke magter at se de større linier og muligheder.

Disse ting får Hyams og hans gode besætning fint frem, og det sker i en passende rytme og med superflotte billeder. Helen Mirren får demonstreret, hvor indfølt sans hun har for filmmediet, idet hun finder sin plads i en birolle uden at shine over nogen og uden på nogen måde at forsvinde i billederne. Hun leverer varen.

 
Med 2010 får vi den ret sjældne 2'er, der kan stå alene, selv om det i udgangspunktet var halsbrækkende gerning at lægge sig op ad en kubrickfilm. Underholdende og sine steder spændende.

                                   2010: The Year We Make Contact 1984 IMDB



Ingen kommentarer:

Send en kommentar