Anmeldt af Svend Erik Ejstrup
Ni år efter
den katastrofale ekspedition til Jupiter bliver en ny mission samlet. Den skal
finde ud af hvad der helt præcist gik galt. Men tiden er knap. Det forladte
Discovery rumskib vil ikke kunne holde sit kredsløb omkring planeten ret meget
længere, så for at nå frem i tide, så må amerikanerne ty til et lift på det
russiske skib Leonov. Spørgsmålet er, om de sammen vil finde svarene på de
mange spørgsmål, eller blot blive mødt med endnu flere? Under alle
omstændigheder gemmer der sig noget helt specielt på Jupiter.
Hvorfor mon Clarke gad skrive en opfølgning til
filmen 2001? Mit bud er, at han
bl.a. reagerede på de synspunkter om HAL 9000's malfunktion, der fremsattes af
filmkritikere verden over. Mange foreslog, at kæmpecomputerens adfærd er Clarks advarsel om at lægge
beslutninger i "hænderne" på en chip. Andre mente, at det er hans
advarsel om, at selvlærende neurone netværk med menneskelige egenskaber kan
blive grebet af ondskab og udøve magtfordrejning.
Hvis jeg
forstår Clarke ret, er ingen af
delene hans synspunkt. Clarke var
bestemt ikke nogen maskinstormer. Hans synspunkt er, at samspillet mellem
computer og menneske kan gå galt, fordi mennesket er politisk og løgnagtigt,
medens computeren er lineær, logisk og uden skjulte dagsordener. Beder man en
computer administrere hemmelige agendaer, vil det uvægerligt gå galt - set ud
fra det menneskelige, manipulerende synspunkt.
Det gik galt
i 2001, hvilket Clarke efterfølgende forklarede tydeligere i bogen: de 2 HAL 9000
maskiner (en på jorden og en i rumskibet) er forbundne af sikkerhedsmæssige
årsager men den ene "ved" mere end den anden. Det kan de ikke
administrere.
I 2010 uddyber Clarke sit synspunkt ved at lade Dr. Shandra skære problematikken ud i pap for sine amerikanske
kolleger. Desuden
benytter Clarke lejligheden til
endnu en gang at fortælle om sine forestillinger om en stor fælles intelligens,
der påvirker universets gang.
Filmen bæres
dog af andre typiske Clarke-kendetegn
som: En minutiøs fremstilling af de tekniske omstændigheder og miljøer,
menneskenes behov for og fordele ved at arbejde sammen samt Clarkes livslange
mistillid til politik, når denne udøves af mennesker, der udelukkende forfølger
egen gruppes mål og ikke magter at se de større linier og muligheder.
Disse ting
får Hyams og hans gode besætning
fint frem, og det sker i en passende rytme og med superflotte billeder. Helen Mirren får demonstreret, hvor
indfølt sans hun har for filmmediet, idet hun finder sin plads i en birolle
uden at shine over nogen og uden på nogen måde at forsvinde i billederne. Hun
leverer varen.
Med 2010 får vi den ret sjældne 2'er, der
kan stå alene, selv om det i udgangspunktet var halsbrækkende gerning at lægge
sig op ad en kubrickfilm.
Underholdende og sine steder spændende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar