fredag den 9. oktober 2015

Gammel dino DNA på nye flasker.



Anmeldt af Søren Nielsen

Nu og da snubler man over begivenheder som evner at tilslutte sig nogle af livets helt store mysterier. En af dem er, hvordan det lykkedes Jurassic World at franarre biografpublikummet 1,6 milliard dollars.

Jurassic World er fjerde skud i genpuljen til det dino-land som Spielberg søsatte for mere end 20 år siden med den ikke mest vellykkede, men til gengæld effektmæssige banebrydende filmoplevelse Jurassic Park

Selv om man efterhånden skulle tro at befolkningens, investorenes og ikke mindst myndighedernes tiltro til det korrupte firma InGen’s evner til at forvalte gen-teknologi og forlystelsesparker med først katastrofen Jurassic Park og dernæst det luskede forsøg på at hente en T-Rex til San Diego, efterhånden burde kunne ligge på et meget lille sted, ja så er den tilsyneladende uformindsket både på børsen og blandt de der udsteder tilladelser til at jonglere med DNA og themeparks. For det er gudhjælpe mig lykkedes dem langt om længe at realisere drømmen om et velfungerende dino-land med tusindvis af besøgende. Hvem sagde tredje gang ikke var lykkes gang?

Sit Ubu sit! Good dog.
Problemet er blot, at selv dinoer tilsyneladende bliver old news og derfor ”tvinges” InGen ud i nye muteret dino-skabninger for at bibeholde interessen og hokus pokus så er en Indominus Rex født.  Og er der én ting mine damer og herrer vi ved af erfaring fra Hollywood land-land, så er det, at når mennesker leger gud, ja så går det sjældent godt.


Som reglerne forskriver for Jurassic formularen, så er der også denne gang børn i hovedrollerne. I Jurassic World er det to brødre vi skal trækkes med, men da den yngste både har langt hår og tuder igennem det meste af filmen, ja så kunne han faktisk ligeså godt have været castet som en tøs. Landet ligger nemlig sådan, at storebror og lillesøster sendes på ferie af far og mor til Costa Rica hvor det nye dinoland har til huse. Og ikke nok med det, så er de faktisk så heldig stillet at tante er chef for hele svineriet. Men da ungerne ankommer til øen, ja så har hun selvfølgelig ikke tid til dem da multimillionær ejeren (som lige har fået helikoptercertifikat) er ankommet til sin forlystelsespark og de samtidig er ved at lancere deres nye gensplejset dino. Så i stedet for at hænge i tantes skørter, så overlades ungerne til hendes assistent og det er selvfølgelig endnu en fantastisk beslutning, som er dømt til at slå fejl.


Samtidig i dino land, er det sideløbende lykkedes at klone Steve Irwin og Mik Dundee, som naturligt nok har lært sig selv at kontrollere raptors, så han kan dirigere rundt med dem som søløver. Irwin er samtidig udset som fornuftens stemme i filmen som ingen selvfølgelig gider lytter til. Her fra kan du så selv prøve at samle brikkerne og gætte hvad som nu skal ske. Den nye gensplejset dino slipper fri. Ungerne stikker af fra den uopmærksomme assistent (som så fuldt fortjent bliver spist) og den ellers magt -og pengeliderlige tante slår sig sammen med Steve Irwin i jagten på at finde og redde dem - er dit gæt? Tjae, godt bud. Men jeg afslører ikke noget.


Jurassic World er ikke så meget en fortsættelse som et reboot af Jurassic Park. Historien skæmmes af et papirtyndt plot og dræbende kedeligt persongalleri som det kræver et mindre mirakel at udvikle nogen som helst sympati for. Vi introduceres i filmens første halvdel for personer og subplots der ikke fører til andet end spildtid. Her kan man blandt andet spørge sig selv hvorfor parkens helikopterflyvende mange milliardær skal introduceres? Det eneste der sker med ham er, at han skvatter ned med en helikopter så filmfolkene har en undskyldning for i halvanden minuts penge at bringe flyveøglerne fra 3’eren tilbage i spil. Lige så påklistret er det højest besynderlige og ud af det blå sammenbrud fra den yngste af brødrene, da han flæbende fortæller at han tror deres forældre skal skilles….ehm a'hvaba?

Are you crying? There's no crying in baseball. Wait, this is Jurassic World!

Tante er til gengæld en vaskeægte klassisk Hollywood kliche som den ensidige karrierekvinde. Klædt helt i hvidt (det er det nye sort blandt evil women i Hollywood) og har kikkerten klistret for det blinde øje når det kommer til alder eller hvornår hun sidst har set sine nevøer. Hun har kun øje for profit, tal og ekspansion, men finder tam-dam-dam overraskende nok til slut livets sande værdier da lokummet for alvor brænder.  Sammen finder hun også med vores ven Crocodile Irwin, der gør sit bedste filmen igennem for at fremstå som et solidt tredje valg til en stand in tjans for Indiana Jones.

Problemer med Jurassic World er at den hverken tilbyder noget nyt på menukortet, eller formår at overraske. Der er intet på spil og ingenting at hænge sin hat på. Filmens største bedrift er faktisk, at det i bakspejlet lykkes at få persongalleriet i Jurassic Park til både at fremstå både sprælsk og levende. Hvad i sig selv må betegnes som et endnu større bedrift end at slå alle box office rekorder. Der ud over er den gensplejset dino som skal være Jurassic Worlds (og filmens) hovedattraktionen et underlig miskmask mellem en T-Rex og den store fætter vi blev introduceret for i 3’eren og ender som et uforløst og kedelig bi-monster i sin egen film. Hvad endnu værre er, at nu vi endelig… ENDELIG har en fuldt ud befolket dino-park til rådighed med mor, far og børn ja, så bliver det ikke udnyttet. De mange gæster er i ordets værste forstand blot statister og få bliver ofret på alteret i det festmåltid vi alle har indløst billet til. What a waste. Det lykkes nemlig aldrig for Jurassic World på noget tidspunkt for alvor at implantere den del i historien, at vi nu efter hele tre forsøg endelig har med en funktionel, up and running forlystelsespark at gøre. På samme måde er der forbavsende få dinoer vi præsenteres for. Gæsterne vil tilsyneladende heller rode i jorden og kigge på computeranimationer end parkens beboer. Omvendt kan vi sige, de lige der er ganske solidarisk med vores muligheder.


Jurassic World er med andre ord en film der ikke ved hvilket ben den skal stå på. Om den skal genindspille fortiden eller udvikle fremtiden og ender blot med at gøre de tre andre i serien bedre. Men alt det er filmens bagmænd helt sikker ligeglad med når de griner hele vejen til banken og mon ikke InGen igen er tilgivet og en ny Jurassic forlystelsespark venter lige om hjørnet? Jurassic Park 5. What could possible go wrong?



1 kommentar: