Paradise Lost

Anmeldt af Søren Nielsen

 

Ernest Hemingway once wrote: 'The world is a fine place and worth fighting for.' I agree with the second part.

 

'This isn't going to have a happy ending.' Afslører Morgan Freeman, da han lader os smugkigge bag gardinet - og så er tonen slået an for Se7en, en af 90’ernes bedste film. Måske endda den bedste? David Fincher som debuterede med den halvbagte Alien sequel Alien3, skifter her for alvor gear og leverer en kraftpræstation af en film som Fincher selv eller genren næppe nogensinde vil overgå.

Freeman spiller den trætte og endnu mere desillusioneret politidetektiv Somerset, som er tre skridt fra en længe ventet pension og nu blot mangler, som den sidste handling, at sætte sin nye hotshot-afløser Mills (Brad Pitt) ind i jobbet, da en intelligent og udspekuleret seriemorder melder sig på banen og udfordrer de to herre, plus den samlet politistyrke med en række nøje planlagte mord. Alle begået med udgangspunkt i Dante's Guddommelige komedie og de syv dødssynder.

Se7en præsenterer sig fra første sekund som et visuelt leverhug og med en uovertruffen lydside. Musikalsk parres Nine Inch Nails’ Closer til UG med Kyle Coopers stilfulde opning credits. Mens David Bowies 1. Outside binder sløjfen og kvæler barnet til slut. Ind i mellem fuldbyrder Howard Shores score voldtægten.

Fincher maler i Se7en et gråt, regntungt og deprimerende portræt af en unavngiven amerikansk storby, hvor kvinder opfordres til råber brand, bliver de overfaldet. En by malket for al håb og optimisme. En by hvor trøstesløshed, larm, støj, afmagt og menneskelig fordærv er selve fundamentet der bygges på. En stor del af ære for dette 'skøn' maleri bør tilfalde Arthur Max’s for hans scenografi, som er intet mindre end åndeløs.

Men det er Andrew Kevin Walkers dystre og pessimistiske fortælling der tegner Se7en og indrammes perfekt af Daius Khondji (Delicatessen og den ujævne, men billedemæssige flotte In Dreams) smukke billeder som samtidig sætter en tyk, tyk streg under hans uomtvistelige talent som en af branchens ypperligste fotografer. Han formår her at veksle mellem lange glidende steady-cam ture. Intense close-up billeder og et buldrende effektiv håndholdt kamera.

 

Læg for eksempel mærke til krydsklipningen mellem David Mills og John Doe da han jager ham igennem en bygning og ud på gaden. Superb – intet mindre. Og selv om stort set alle scener i Se7en udspiller sig i mørke, formår Khondji alligevel at bidrage med en detalje rigdom som blot vokser for hvert gensyn og han aldrig tillader at bliver gnidret eller et spørgsmål om hvad er det egentlig som sker? Totalbillederne er malerier, proppet med detaljer, som tigger om at blive nærstuderet igen og igen. Her bør der selvfølgelig også kippes med flaget for den exceptionelle overførelse af filmen som Newline har lagt både mange kræfter og dollars i. Det gøres simpelthen ikke bedre.

En anden bidrags yder til Se7ens visuelle look, er make-up guruen Rob Bottin. Bottin der har arbejdet på FX monomenter som The Thing, Legend, Robocop og Total Recall - leverer her et skræmmende portræt af vores Wunderbaum junkie som de flest sikkert sent vil glemme.

Roser bør der også tilfalde Richard Francis-Bruce emininte klipning. Ikke én eneste gang ryster han på hånden eller er saksen placeret forkert. Hans arbejde på Se7en er et Kodak-moment på det fuldkomne overblik, rytme og perfektion helt ned i den mindste detalje.

Foran kameraret leverer Freeman og Pitt begge en kraftpræstation af et samspil som matche filmhistoriens bedste. Pitt's utålmodige og flagerende stil som den unge fremad stormende, over entusiastiske og ikke mindre ambitiøse karriere betjent, som ene og alene er flyttet til byen som alle andre ønsker at forlade sammen med sin kæreste, for at pleje karrieren. Freeman der i mod er den aldrene betjent som har set det hele en gange for meget og et eller andet sted på vejen, har mistet troen på både Gud, menneske og retfærdigheden. Somerset finder sit fristed på biblioteket til tonerne af Bach. En skærende kontrast til lejligheden, sirenerne, arbejdet og ikke mindst byen. Kontraster som Se7en er så rig på.

På trods af filmens visuelle styrke og opslugende historie, så glemmer Fincher aldrig sine skuespillere. Freeman og Pitt's rejse i hælene på John Doe og døden er eminent godt vægtet. Og på trods af de mørke skyer og den konstante trøsteløse regn, så er der plads til små åndehuller med luftbobler af både humor og underfundighed. Indsmurt selvfølgelig, i den alle steds nærverende stemning af dommedag.

Se7en var i mange år en nyklassiker. Men bør vel i dag, 20 år efter, indtaget sin rette plads på hylden blandt klassens tunge drenge som en vaskeægte klassiker. En film som overraskende nok, og på trods af sin chok afsløring og slutning, kun vokser ved gensyn.

Se7en 1995 IMDB