lørdag den 19. september 2015

På kanten af småt brændbart.



Anmeldt af Søren Nielsen

Der er ingen tvivl, hopper du på hovedet i baljen med klassisk slasher, så er The Burning en film som er umuligt at manøvre den knald røde gummibåd uden om. Filmen der poppede op med utallige andre ”kopi-produkter” i kølevand på Friday the 13 th. succes og tilsammen dannede sub-genren lejrbåls-slasher (Champ Horror) vil dog aldrig blive beskyldt for at hverken at have tilført genren en ny drejning eller originalitet. Der til har den slet ikke de kvaliteter som affødte Jason mytologien - horror-genrens største franchise.   

 
Men ved du hvad? Mindre kan så sandelig også gøre det og The Burning har da også med tiden opnået sin berettigelse og velfortjente plads i hierarkiet, som hvis ikke en klassiker, så semi-klassiker og står i dag som et pejlemærke man umuligt kommer uden om. For hvad The Burning mangler i stemning og skuespil i forhold til den originale Friday, det kompenserer den al rigeligt for i den grafiske afdeling. Når folk dør, ja så dør de. Ikke så meget pjat med halv bagte likvideringsscener, hvor der klippes væk eller det sker off screen når de unge mennesker skal straffes for at sove med hænderne under dynen. Her er der kontant afregning ved kasse 1. Og endnu engang må man blot konstatere, at det er make-up guruen Tom Savini der lyser op på nattehimlen som filmens sande stjerne og det er langt fra den eneste gang han har stjålet rampelyset.


Præmissen for genren er den rituelle og velkendte kalkule at et ”utidig” og før ægteskabssex-trip (eller tanken om sammen) medfører først straf også syndsforladelse når hovederne ruller eller the Prom Queen og skolens football helt spiddes i en symbolsk og blodig dødsorgasme. Sådan udlægges det puritanske verdensbillede i hvert fald ofte i fuck n’ die genren. Man kan argumentere for, at det nærmere er manglende opmærksomhed som koster de unge hormonforstyrret mennesker livet og ikke sexakten.
 
For ender det ikke i et blowout, er det det konstante fokus, tale eller tanken om sex der obstruerer synsfelt og opmærksomhed for hvad som foregår omkring dem. Film genrens svar på at køre bil og sms’. En direkte modvægt til og konsekvens af samme er oplagt i skikkelse af den altid standhaftige og snusfornuftige pige der modsat hendes slutty veninder undslipper morderens hånd. Sådan er det sjovt nok ikke i The Burning og det er vel her den for alvor skiller sig ud fra størstedelen af de andre indspark i genren. Her hvor de undertrykte og ikke mindste u -og forløste lyster skubbe historien fremad og placerer vores ofte traumatiseret morder i selskab med de villige ofre i en position hvor deres skæbne både er legimiteret og blodig.


Sex elementet er selvfølgelig ikke udfaset i The Burning, så var det jo ikke en slasher film, men morderens baggrund er ikke forankret i dette og selv om der både er tits n’ ass og et enkelt knald, så er de unge menneskers fokus ikke fastfrosset i de nedre regioner.  Læg der til, at den snusfornuftige, små-grå og kedelige hovedperson (fornuftens stemme) kan du både spejde længe og forgæves efter. The Burning er slet og ret befolket med en flok usandsynlig røvirriterende møg-teenagere, hvor selv Gandhi ville juble hver gang en af dem mistede fire fingre, eller på brutalvis livet. Og det alene giver den det strejf af originalitet den mangler på de andre parametre.


En ondskabsfuld lejerskoleopsynsmand (i følge børnene, i hvert fald), bliver ved en ellers ganske harmløs spøg der udvikler sig nærmest Homer Simpsons uheldigt voldsomt forbrændt og ender op på sygehuset i flere år, hvor de forgæves prøver at redde hans ansigt, men til sidst udskriver ham med disse ord: You may find it difficult, at first, to adjust to a normal life again. But with time you will adjust. Aha! Manden ligner elefantmanden i puberteten overhældt med æter og sat ild til. Hans første gerning er da også at samle den grimmeste prostitueret op han snubler over og slagte hende.

Ikke i skovens dybe-stille-ro, men i storbyens neon slum og der med træder The Burning samtidig uden for kridtstregerne af lejrbåls-slashererens DNA og lægger sig et kort øjeblik i ske med genrens italienske ophav da hun bliver dolket af en behandsket hånd med en saks i maveregionen og trykket igennem vinduet ud mod gaden, mens lynene flammer hen over himlen. Hvem sagde Argento? Slagtningen af den prostituerede er selvfølgelig ikke et one-stop, men blot warm-up på hvad som venter os og ikke mindst lejerskoleungerne. For vores lejrskole opsynsmand vil selvfølgelig tilbage i skoven igen, han har et regnskab der skal gøres op og hæksaksen er slebet.

Der hvor The Burning halter er på den temmelig ujævne klipning og til tider håbløse instruktion af Tony Maylam, som ikke score mange point på hverken talent eller opfindsomhed. Her ville det have løftet filmen adskillige pladser højere op ad trappestigen, havde der stået en instruktør bag roret med blot en lille smule mere tryllestøv i baglommen. Omvendt så skal man selvfølgelig ikke være blind for at både den klodset krydsklipning i filmens finale til de tidligere mord og den generelle lidt trashy følelse, sammenkogt med, at det for en gang skyld er teenagere som spiller teenagere netop kaster den aura over The Burning som har været med til at løfte den fri af dyndet og den i dag står helt som sin egen (ser man et kort øjeblik bort fra Savini’s bloddryppende effekter som publikums magnet). Sluttelig kan man selvfølgelig heller ikke negligere at selveste 'George' (med hår) fra Seinfeld og Holly Hunter er på menukortet. Spørgsmålet er så blot, om det også står på deres CV?



Har du fået smag for en større rundtur i lejerbål-slasher'ens forunderlige blodrøde ocean, så guider Falkbøll dig sikkert i havn her Camp Horror!



2 kommentarer:

  1. Jesper Christiansen19. september 2015 kl. 17.58

    Fed blog, ikke altid jeg er enig, men elsker at kigge forbi. Keep it up!

    JC

    SvarSlet
    Svar
    1. Mange tak Jesper, vi gør vores bedste. Og var du enig i alt, var det både foruroligende og kedeligt ;-)

      Slet