Morderen med ragekniven

Anmeldt af Jesper Ørsted

 

Brian De Palma er konstant fascineret af Hitchcock såvel som af italienske gialli. Her hylder han og låner fra Vertigo og Psycho. Med et konstant kravlende og panorerende kamera følger han den forsømte hustru, Kate, i Angie Dickinsons lækre skikkelse. Selv som 48-årig er hun særdeles velholdt og har nøgenscener i brusebadet gennem en glasskærm. Nærbilleder er dog af en stand-in. 

Efter en af ægtemandens elendige “wham bangs” går Kate på kunstmuseum for at blive samlet op af en mand, men efter stævnemødet møder hun sin skæbne i ejendommens elevator i form af en blondine med ragekniv. Den prostituerede, Liz, i Nancy Allens (Fru De Palma dengang) delikate skikkelse ser den døende Kate i elevatoren og får et glimt af morderen.

Hun slår pjalterne sammen med sønnen Peter (Keith Gordon - Christine), efter han redder hende fra at blive dræbt af morderen i et undergrundstog. Kate og morderen har tilsyneladende den samme psykiater. Der er tilsyneladende et transvestit-motiv involveret. Detective Marino, amerikansk-italiensk politimand spillet af Dennis Franz, lægger pres på Liz og truer med at anholde hende for mord, men Peter, som er lidt af et elektronikgeni, bruger sine evner til at efterforske sagen.

Der er en fin finale med en rosin i pølseenden, altsammen akkompagneret af et flot symfonisk score af Pino Donaggio, som De Palma også havde et frugtbart samarbejde med på soundtrackene til Carrie, Blow Out og Body Double. Billedsiden er smuk og farvestærk og med vilje gjort uskarp i kanterne, som om der var creme på linsen. Morderen er desværre ikke særligt velbeskrevet, men filmen placerer sig fint i giallo-traditionen med De Palmas omhyggelige kameraarbejde, der gør filmen til en fornøjelse at se.

 Dressed to Kill 1980 IMDB