torsdag den 10. september 2015

Frostbite



Anmeldt af Søren Nielsen

Vampyrfilm er desværre ikke en genre hvor der fødes seværdige afkom hver eneste dag. I hvert fald ikke hvis vi snakker mainstream Hollywood. Det gælder faktisk ikke kun for de kære vampyrer, men for hele horrorgenren, Og når der så endelig viser sig et par nye skud på stammen, ender det ofte op i kønsløse forsøg som Wolf, Frankenstein eller Bram Stokers Dracula, som når det kommer til stykket, hverken har den mindste idé om på hvilken breddegrad de befinder sig og endnu mindre hvad de vil der. Det ender ofte op i et kønsløs mix af ønsket om at blive taget alvorlig i genren, men samtidig en panisk frygt for at støder "hr. og fru Danmark" fra sig midt i aftenkaffen og skærerkagen. Det kan man ikke just beskylde 30 Days of Night for.


Barrow er en lille og meget isoleret by i Alaska, hvor solen tager på ferie en gang om året i 30 dage og efterlader byen indhyllet i ”evig” nat. Dette er samtidig startskuddet til en tid på året hvor familie og venner skilles. De der ikke kan leve med mørket og kulden vælger at rejse væk til solen igen viser sit ansigt. Resten bliver tilbage og tæller dagene.

Det der lykkes så godt for David Slade med 30 Days og Night, er hvor de førnævnte fejler, nemlig etableringen af en creepy stemning som er så vital for genren. Den hjælpes som regel godt på vej af et fjendligt miljø. Og her Barrow smidt ned fra himlen i en ufremkommelig is ørken hvor isolationen kun toppes af kulden. Indbyggerne forbereder sig på den mørke tid, som er det er en tilbagevendende naturkatastrofe og det er mere end let for os at identificere sig med de tilbageværende beboere som byens rømmes og indbygger tallet falder i takt med temperaturen og solen på vej ned i horisonten. 



Jo Willems som også fotograferede Slades lille ball breaker Hard Candy, leverer vidunderlige stemningsbilleder som ikke kan undgå at henleder tankerne til Carpenters mesterlige is skulptur The Thing. Vi er igen fanget på isen og afsondret fra omverden. Denne gang er det blot vampyrerne der har meldt sin ankomst og samtidig vil gøre alt for at forblive skjult for omverden. Alt imens vidner selvfølgelig skal udryddes. Det yderst effektive score som underbygger løjerne har Brian Reitzell ære af på cv’et.



30 Days of Nights er desuden helt blottet for den misforstået vampyrseksualitet, som ellers ofte synes at være hovedingrediensen i Hollywood gryden. Her stemmer indpakningen der i mod helt i overens med indholdet og der er ingen i fare for, at få charmet polartrusserne af og tilluske sig en unødvendig underlivs betændelse. Slades vampyr epos er nemlig (når det kommer til stykket) mere i familie med zombie genren, end den transsylvansk greve med designer kiste og kyssesyge. Belejringsdelen og en lille gruppes fælles kamp for overlevelse og der af interne stridigheder, er altså et velkendt udgangspunkt, nu blot tilsat vampyrer. 

Gruppen der ikke blot skal redde sig selv fra udryddelse, men resten af verden, ledes af svigermors drøm Johs Hartnett. Han får her muligheden for at få lidt lort under neglene og vise en anden side af sig selv frem. Den mission lykkes delvis. Hartnett er byens sherif som tidligt får en fornemmelse af, at noget er galt. Hartnett der ikke umiddelbart det oplagte valg i denne type rolle og uden at genere ham, heller ikke er en skuespiller der kan beskyldes for at brænde igennem lærredet (og næppe heller bliver det) men ret skal være ret, de nye omgivelser klæder ham og giver (om ikke andet) så håb om mere. Hartnett’s bedre halvdel som er gået fra ham, men desværre (for hende) missede den sidste bus ud af byen, spilles af dejlige Melissa George som vel snart har fortjent med film som denne, Triangle og The Amitiville Horror, prædikatet ægte screamqueen 



Der hvor 30 Days of Night halter er på fremdriften. Første halvdel er langt den bedste, hvor imod midterpartiet og gruppens forsøg på at flygte fra udryddelse står i stampe. Dette kunne selvfølgelig sagtens være en naturlig ting, for hvor flygter man hen i en snestorm indhyllet i total mørke, omgivet af is og belejret af vampyrer? Desværre er det bare ikke sådan Slade formidler det. Det bliver med håndbremsen trukket og træden vande - og historien balancerer på kanten af at går i stå, eller så ved han bare ikke ved hvor han præcis vil hen med den, da han først har etableret sin konflikt. 


Gruppen er heller ikke specielt interessant formidlet, der er naturligvis den obligatoriske interne splittelse og modstridende interesse og opfattelse af hvad der er bedst, men en rigtig intens formidlet overlevelses kamp bliver vi aldrig vidne til. Vampyrernes interne agenda og mål fremstår også lidt sløret. Slade løfter en del af det: De (vampyrerne) vil forblive skjult og forhindrer deres antal i at vokse, men ellers?

Effekter er den blodige af slagsen og dem er der nok af. Ikke at filmen bader "unødigt" i dem hver andet minut, men der lægges ikke skjul på dem når de er der og de bliver brugt effektivt og med pondus, så selv genre idioter kan føle sig hjemme når hovederne først begynder at trille.

  
Har du som undertegnet både en svaghed for belejringsfilm og blodtørstige vampyrer, med tænderne i partymode, så er 30 Days of Night ikke en film du må snyde dig selv for.

I 2010 så en direct to dvd fortsættelse dagens lys, eller skal vi sige mørket? 30 Days of Nights: Dark Days er titlen.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar