torsdag den 27. august 2015

Sunday Bloody Sunday

Anmeldt af Jes Beier


 John Frankenheimer startede sin karriere i TV og op igennem 50’erne lavede han en række bemærkelsesværdige ”americana”-film, der beskæftigede sig med generationskløften, ungdommens fremmedgørelse og opgør i familien, alle værker der holder temmelig godt i dag og som vakte berettiget opsigt dengang. Det kontroversielle tog han med over i de mere spændingsmættede film, som senere skulle blive hans særkende og blandt disse film er det umuligt at komme uden om ”The Manchurian Candidate” (1962) og ”Seconds”(1966), der stadig må regnes som hans bedste film. 


Nogle kritikere har begrædt, at de takter som Frankenheimer lagde ud med i de tidlige film ikke senere blev foldet ud og at han efterfølgende syntes at have koncentreret sig om ren spænding, men det er nu ikke en retfærdig dom at fælde, for han holdt balancen i de fleste af sine film og det var først i de sidste år at instruktøren begyndte at falde af på den med nogle temmelig rædselsfulde film, hvoraf vi her nøjes med at nævne ”The Island of Dr. Moreau” (1996) og ”Reindeer Games” (2000). Eeeew!  


Frankenheimer var også manden bag ”French Connection 2” som nogle mener, var lige så god – og måske endda bedre – end den originale film og året efter kom så ”Black Sunday”, der efter min opfattelse markerer højdepunktet blandt hans film fra 70’erne og – uagtet at det er en spændingsfilm – tillige er en film, hvor han gør sig nogle, indrømmet banale, betragtninger over konflikten i Mellemøsten. Det er en klassisk opbygget plotdrevet historie om den palæstinensiske terrororganisation ”Sorte September”, der planlægger et angreb på USA. En af de udsendte, spillet af sexede Marthe Keller har ved et tilfælde tiltrukket sig opmærksomhed undervejs og derfor er FBI og Mossad lige i hælene på hende og hendes amerikanske allierede, spillet af en forrygende Bruce Dern, der fik en af sine bedste roller i denne film. Dern er en nedbrudt Vietnam-veteran, der har fået job som pilot på luftskibet over Miami og som føler sig ladt i stikken af myndighederne, der intet gør for at hjælpe ham, men i stedet træder ham yderligere ned i skidtet ved at hive ham ind til ydmygende og resultatløse samtaler med skrankepaver. Han har derfor masser af gode grunde til at vende sig mod sit eget land.  

 
Robert Shaw er Kabokov, den jødiske militærmand der efterhånden indser, at der er tale om en operation på et niveau han ikke havde troet muligt og Fritz Weaver er FBI-agenten Cowley, der til at begynde med ikke sympatiserer med Kabokovs metoder, men gradvist indser, at der skal sættes hårdt mod hårdt, hvis det skal lykkes at sætte en stopper for terroristernes plan. Det er netop i beskrivelsen af disse mænd og deres udgangspunkt, at Frankenheimer prøver at nuancere Palæstina-konflikten og viser, at vold kun avler vold og at der kun er ofre uanset hvad, men han tager (klogeligt) ikke stilling, men det er godt set af ham i 1976 og er med til at hæve filmen over den rene spænding og gøre den medrivende på et menneskeligt plan også. 


Filmen er meget lang, men det virker tilsigtet, idet historien bliver gradvist mere intens indtil de sidste tyve minutters næsten uudholdeligt spændende crescendo, der stadig hører til de mest nervepirrende øjeblikke i nogen spændingsfilm og mere end retfærdiggør den lange forberedelsestid. 

Hertil kommer så John Williams’ mesterlige score, der folder sig stadigt mere ud efterhånden som historien gør det og så er der en række støtteskuespillere i castet, der alle fylder deres roller stærkt ud bl.a. Steven Keats, Michael V. Gazzo, William Daniels og Walter Gotell


Billedsiden må heller ikke forbigås og her var det John A. Alonzo, der satte dem sammen og han var ikke en hr. hvem-som-helst, med titler som ”Chinatown”, ”Norma Rae” og ”Scarface” på CV’et. 

Endelig kan man sige, hvis man ellers er til det profetiske, at Frankenheimer med denne film pegede frem mod katastrofen 11.september 2001. En af filmens taglines var ihvertfald: ”It could be tomorrow!”


Ingen kommentarer:

Send en kommentar