søndag den 9. august 2015

Nazi med pipette


Anmeldt af Jes Beier


Der er nogle film man aldrig bliver færdig med. Sådan er det bare. Det handler ikke om at de nødvendigvis hører til de allerbedste i verden eller at man bare har et nostalgisk forhold til dem. Det handler om, at de blev lavet i en tid der aldrig kommer tilbage og derfor heller ikke kan genskabes. Okay, men sådan kan man jo sige om mange årtier, siger du måske. Ja, det er måske rigtigt, men der er altså et enkelt årti i filmhistorien som oppebærer en særlig status når det kommer til anderledes film og det er 70’erne.

Hvis man ser på perioden, så var det tiden, hvor Hollywood blev væltet over ende af en række unge og innovative filminstruktører (jeg nævner bare Spielberg som en enkelt, så vil de fleste være med) og de banede vejen for at filmsproget fik en ny toning og kant. Det var også en periode, hvor mange skæve film kom frem og hvor instruktører som f.eks. Robert Fuest og Gordon Hessler lavede makabre og bizarre gysere og Andy Warhol jonglerede med Frankenstein-variationer. Exploitation-genren blev også født og fostrede en lang række mere eller mindre heldige afkom; her tænker vi naturligvis først og fremmest på blacksploitation-genren, hvor navnlig Pam Grier slog sine folder. Og hvilke folder!   

Er du SÅ færdig! 70’erne var simpelthen bare et årti der endnu ikke var blevet løbet over ende af den i dag så omsiggribende politiske korrekthed, der langsomt, men med usvigelig sikkerhed er ved at kvæle alt, der ikke dufter af Doris Day og friskbagt speltbrød. Derfor så man også en række tema-film, der beskæftigede sig med en forskellige kontroversielle emner (genren blev fuldt udfoldet i sidste halvdel af årtiet og i begyndelsen af 80’erne) og i 1978 fik verden så The Boys from Brazil, der bekvemt lagde sig ind i rækken af no-nonsense spekulationsfilm af den mere polerede, men ikke desto mindre alligevel stærkt potente slags. Men Hollywood – dét var det!
 
Baseret på en roman af Ira Rosemary’s Baby Levin fortalte den historien om en nazistisk organisation, der udarbejdede en djævelsk plan for at indføre Det Tredje, undskyld, Det Fjerde Rige, selvfølgelig. Hvad planen går ud på må man se ved selvsyn, men filmen er et unikum, idet den bringer nogle af de bedste filmskuespillere verden har set sammen og sammensat på en yderst spidsfindig måde. Gregory Peck er castet imod sin type for (vistnok) første gang i rollen som den skruppelløse og komplet vanvittige Josef Mengele, der var slyngveninder med Adolf Hitler og hele den nazistiske inderkreds på Berghof.  

Mengele er flygtet til Paraguay, hvor han fra sin bungalow trækker i trådene og som en anden giftedderkop styrer sine særligt udvalgte lejemordere til at føre sin bizarre plan ud i livet. Tæt på sig har han en aristokratisk massemorder og bøsse, komplet med armlænke og charmeklud, oberst Eduard Seibert, superb spillet af James Mason, der med jævne mellemrum aflægger rapport om begivenhedernes gang ude i verden. Men planen er afsløret for en ung jødisk mand (Steve Guttenberg i en af sine første filmroller) er kommet på sporet og har informeret en østrigsk nazijæger Ezra Liebermann (naturligvis kalkeret over Simon Wiesenthal), forrygende fremstillet af Laurence Olivier, der straks går i gang med at efterforske de sydamerikanske bagmænd. En ikke ufarlig beslutning og filmen ender da også i et af de mest nervepirrende og hjertebankende crescendos man har set. 

Nok om filmen, hvis handling enten vil få dig til at trække på smilebåndet eller uvilkårligt få det til at løbe dig koldt ned af ryggen. Filmen formår nemlig at gøre begge dele simultant og den unikke blanding af sort humor og brutal pludselig vold er med til at give den unægteligt lidt svage historie den nødvendige rygdækning. Instruktøren Franklin J. Schaffner, der var manden bag klassikerne Planet of the Apes og Papillon var den helt rigtige til at tage livtag med historien; med sin særlige sans for både det spændingsmættede og det principielt interessante i et givet materiale, gjorde Schaffner filmen til et rollercoaster-ride, hvor man aldrig rigtigt ved om man skal le eller græde - eller hvornår.

Det giver filmen en særlig aura som aldrig er matchet, hverken før eller siden. Det kommer sig naturligvis af historien, men også af den særlige tone som Schaffner rammer undervejs og måden han bygger filmen op på, der har karakter af en gradvis acceleration mod stigende vanvid og desperation, der eksploderer i en forløsning, der imidlertid bliver stikkende i halsen i den temmelig tvetydige slutning. Ira Levins roman, der blev en bestseller fra dét øjeblik den ramte boghandlerne, var egentlig ikke synderligt velskrevet og heller ikke særligt morsom, men Schaffner foldede alle fortællingens potentialer ud og tilføjede ydermere en særlig grovkornet humor, der gav filmen den nødvendige ”edge” som bogen manglede. 

Har man ikke set filmen er man gået glip, måske ikke af en stor filmoplevelse, men i hvert fald en original én af slagsen. Derfor til sidst et par ord om de forskellige udgaver der findes af denne (i min bog, i hvert fald) semi-klassiker. Da filmen blev udsendt på leje-kassette i 80’erne var der fjernet 5 minutter af filmen, og det var denne version der sidenhen blev vist på TV også. Problemet var stadig ikke løst, da filmen blev udgivet som købe-kassette i 90’erne. Heldigvis er den efterfølgende blevet udgivet i sin fulde længde der løber 125 min. Censorerne (formentlig et par høje herrer i England) har fjernet et par scener med eksplicit vold, men har ydermere skåret et hel afsluttende scene ud (som romanen også slutter med), ligesom man har fjernet nogle besynderlige ting, der under ingen omstændigheder kan ses som censurfarlige – medmindre man ligger inde med en særlig viden (temaet fra The Twilight Zone!) Få evt. fat i begge versioner, så det er til at sammenligne. Uanset hvad: Se filmen!

Der er film man ser en enkelt gang, dernæst de gode og direkte fremragende film og så er der de film der ikke kan slides op, uanset om de så faktisk er gode eller ej. The Boys from Brazil er belagt med teflon fra yderst til inderst og snart 40 år efter premieren fremstår den lige så frisk som dengang. Men ham Mengele havde jo også lidt sans for at fremtidssikre


2 kommentarer:

  1. Fremragende anmeldelse til en ellers halv glemt film. Flere af dem tak!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej og mange tak.

      Tak, ja der laves ikke den slags film mere. Når du skriver halvglemt, hvad mener du så? Er filmen blevet kult?

      Slet