søndag den 16. august 2015

Heksedans

Anmeldt af Jes Beier


Gyserfilm er en mangeartet størrelse og selvom det oftest er de direkte chok der tiltrækker sig størst opmærksomhed, så er det i virkeligheden det subtile, esoteriske og atmosfæreladede gys der løber med de fleste point.

The Excorcist er nok et af de mest fremtrædende eksempler fra den første kategori, mens film som Don’t Look Now og The Mephisto Waltz bør fremhæves som markante værker fra den anden. Men vi skal lidt længere tilbage i tiden for at kaste et blik på en rigtig hyggegyser fra England, nemlig Night of the Eagle fra 1962 eller Burn, Witch, Burn! som den også hedder.  

 
Det er en intelligent formet thriller om en professor i religionshistorie, der finder ud af at hans kone har praktiseret sort magi igennem længere tid. Hvad han dog ikke indser på grund af sin dybe skepsis og afvisning af det oversanselige er, at hun har gjort det for at beskytte ham mod onde kræfter der vil sætte en stopper for hans karriere på universitetet.

Konsekvent spændende film der byder på en klassisk opbygget lag-på-lag fortælling og det er kun enkelte steder undervejs at der er et par utilsigtede spring i plottet. Slutningen er ganske nervepirrende for så relativt gammel en film og man føler virkelig, at man sidder med livet i hænderne så længe det står på. Filmen kan minde en smule om den helt igennem fremragende Night of the Creature med Dana Andrews, men er knap så effektiv som denne. Det er begge film der deler forestillingen om, at der er kræfter uden for hvad vi kan måle og veje som kan gribe afgørende ind i vores liv. 

 
Richard Matheson var med til at skrive screenplay'et til denne film efter en roman af Felix Leiber Jr. og en mand som Matheson vidste nok hvad han havde at gøre med. Det var ham der skrev en del af Poe-filmene til Roger Corman og desuden var bidragyder til Rod Serling TV-serien The Twilight Zone som om nogen må siges at beskæftige sig med okkulte emner- bare for at nævne en smule. Med Matheson kan man være helt sikker på at få en kompleks historie

med filosofiske betragtninger om den menneskelige eksistens og vores placering i universet. Så medmindre at man er overbevist fysikalist og ikke anerkender eksistensen af andet end hvad der kan ses og røres ved, så vil denne film rykke ved nogle vante forestillinger som så mange andre film også har gjort det. Her bliver det bare gjort lige dén tand mere originalt end man normalt ser. En film der helt naturligt hører til på hylden med okkulte gysere og voodoo-film.



 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar