Field of Nightmares

Anmeldt af Søren Nielsen

 

Der er film der skal fordøjes på kanten af stolen med nypudset briller og opspilet øjne. Også er der film der bør (gen)lures tilbagelænet, med fødderne oppe og igennem en tyk tåge af sødsuppe nostalgi krydret med pizza med ekstra ost og cola. Den sidste kategori hører Scarecrows så absolut til. En håndfuld lejesoldater der har røvet tre millioner fra en base og efterfølgende kapret et fly med far og datter (fantastisk flugtplan) er nu på vej mod Mexico, da den ene fristes af tanken, at der er mere i lønningsposen skal han ikke dele rovet med de andre. Som tænkt så gjort. Han vælger at sige adiós og tak for denne gang ved at hoppe ud af flyet med alle de rare penge i en kiste. Sidder du nu og tænker, at flugtplanen med det kapret fly ikke liiiige var verdens næst mest gennemtænkte, så bare rolig, Scarecrows fortsætter lystigt ud ad samme tangent.

Desertøren lander i noget der skal forestille en skov/majsmark, et eller andet sted i US of A. Når jeg skriver forestille, så er det fordi at landskab og lys/mørke ligger i en bitter strid filmen igennem om at skifte mest fra klip til klip. Og den konkurrence opsummerer så samtidig ganske godt Scarecrows for almindelige mennesker i to ord: Komplet idioti! Hvordan vores ven i øvrigt havde tænkt sig at manøvrere rundt med den tunge kiste fyldt med penge i det mere eller mindre ufremkommelige terræn, ja det for vi aldrig svar på da han heldigt nok, finder en forladt og faldefærdig rønne med tilhørende bil i ca. samme stand. Undervejs for vi dog et unikt indblik i hans gøren og laden og ikke bare ud fra hans handlinger, men også tanker.....ja, den er god nok. Vi kan høre mandens tanker. Her burde man måske fra manuskripforfatter og instruktørs side havde overvejet blot at lade ham tale med sig selv, men næ nej. Vi skal høre hans tanker. Som den eneste i øvrigt - eller så tænker de andre måske bare ikke?

 

Nå, nu sidder hans gamle venner jo ikke blot i flyet med hænderne i skødet og tænker det var da lige godt tarveligt gjort, nu var vi jo lige enig om en til dig og en til mig. Ja, okay, det gør de måske nok, men de har samtidig planer om at gøre noget ved den uholdbare situation. Tre af dem hopper efter og den sidste, en kvinde som ligner en ung udgave af Betty Thomas fra Hill Street Blues (er du gammel nok til at huske den fra de glade monopoldage) bliver ombord for at sikre at farmand og datter nu også lander flyet i noget der pludselig ligner et ørkenområde. I mellemtiden har vores pengegriske lejesoldat fået monteret sine night vision goggles og dem er de meget, meget glade for. Især i  filmens indledning.

Han har med andre ord dem på HELE tiden. Både når der lyst og mørkt og det er i bund og grund måske meget forståeligt når alt kommer til alt, for det skifter som sagt hvert andet øjeblik. Det eneste tidspunkt han ikke benytter sig af dem, er da han stikker af i bilen, for så kan de andre nemlig se lyset fra lygterne og dermed lokalisere ham. Temmelig dumt af en professionel lejesoldat, men ganske smart for filmens fortsatte udvikling. Nu skrev jeg udvikling, men det bør tages med et gran salt eller to. I hvert fald hvis man tænker udvikling i location og handling. Med den forladte rønne og ”majsskoven” har Scarecrows nemlig fundet sin playground. For her, i mellem træerne, er der opstillet en skov af kors og scarecrows, og det viser sig hurtigt, at de evner mere end blot at holde kragerne og det Radikale Venstre på behørig afstand.

Scarecrows er en ultra low-low budget film. Den har kostet i underkanten af en halv million dollars og det reflekterer den på godt og ondt. Skuespillet (og det ord bruger jeg med alle tænkelige forbehold) er tre niveauer under forbavsende dårligt, men samtidig må man lade sig imponere af, at dialogen er i synk med spillernes talenter. Her skyder ingen under eller over målet.

Hvad Scarecrows halser forpustet efter i plot, skuespil og dialog, prøver den til gengæld (og det, yderst succesfuldt) at kompensere for i blood n’ guts afdelingen. Og det er her, lige her, filmens sande værdi skal tilskrives. Når fugleskræmslerne kommer til live (ups, sorrry! Det gør de selvfølgelig ikke -spoiler) og begynder at gøre et seriøst indhug i vores lille gruppe af lejesoldater ved at sprætte dem op og udstopper dem med lige delt penge og halm (I kid you not!), ja så er der ikke et øje tørt og landbrugsstøtten burde have regnet ned over denne produktion. Se, det er nemlig ikke almindelige ehm...omvandrende fugleskræmsler vi har med at gøre, men zombie-fugleskræmsler (!). Så når du har fået hakket arm eller knæskallen af. Flænset maven og rykket tarmene ud og efterfølgende udstoppet, så er der dømt walking dead scarecrow. Og alene den detalje er så tilpas underholdene, at man sidder og hepper på næste encounter. 

 

Scarecrows i øvrige flotte dyster look kan tilskrives Peter Deming, som også gemte sig bag kameraret på film som Evil Dead II, Jack the Ripper filmen From Hell og Lynchs Lost Highway. I Scarecrows understøttes billederne superb af Terry Plumeri’s effektive score. Et andet plus i den lille sorte bog er at ingen er sympatiske. Så skulle du være en af dem der normalt sidder og krydser fingre for at helt eller heltinden slipper med liv og lemmer i behold, så slipper du for den øvelse her. Med en ensemble bestående af en flok idiotiske lejesoldater og en datter der er så pisserøvirriterende at du fra første øjekast hepper på hende som næste offer med en halmballe oppe i røven, ja så er der kun en ting at sige: Slagt løs, og lad kraverne gå på rov i majsen imens. Hov og husk i øvrigt at få fat i den uklippede udgave som MPAA ikke har haft deres små fedte fede klippe-klistre fingre i. Det er der mine damer og herrer, klumperne i jordbærmarmeladen gemmer sig.

Scarecrows 1988 IMDB