Transformes på steroider

Anmeldt af: Svend Erik Ejstrup

Da en hær af monstrøse skabninger kaldet Kaiju steg op fra Stillehavet, begyndte en krig, der kostede millioner af menneskeliv og tærede på menneskehedens ressourcer i flere år. For at bekæmpe den gigantiske Kaiju fremstillede man et helt særligt våben: kæmperobotter kaldet Jaegers, som kontrolleres simultant af to piloter, hvis hjerner er forbundet i en nerveforbindelse. Men selv the Jaegers viser sig at være næsten forsvarsløse over for de nådesløse Kaiju. Tæt på nederlag har styrkerne, der forsvarer menneskeheden, ikke andet valg end at søge hjælp hos to umage helte – en falleret tidligere pilot og en uprøvet rekrut. Sammen står de tilbage som menneskehedens sidste håb mod den dommedag, der rykker tættere og tættere på. 

Vi er nu så vant til meget store robotter og maskiner, der redder Jorden, at der skal noget ganske særligt til at fange vores opmærksomhed. Dette særlige kunne måske være Guillermo del Toros sans for billedets mystik og mytologi samt hans heldige hånd med at lade mennesker og sære væsner mødes? Ja, hvorfor ikke give ham en spand penge og se, om han kan lokke menneskemylderet i biografen.

I al opfindsomhed har man blot fulgt den opskrift, som mange andre i denne tid tror på som den hemmelige formel, der skal lokke folk til at lægge deres lommepenge i billetlugen: Vi fortæller den samme, gamle velkendte historie, vi gør blot maskinerne endnu større. Transformers skal ikke have levet forgæves.

De, der går i biffen for at se store - megastore - maskiner, bliver ikke snydt. De store robotter slås med store kryb på mørke og uklare billeder det meste af filmen. Man har fundet et lille gimmick, der dog ingen reel betydning har for filmens handling: Der skal være ikke en men to piloter for at styre en robot - aha! Lidt ligesom en Boing 747, mageløst.

 

Rundt om den såkaldte handling farer to klovne, Charlie Day og Burn Gorman som skingre videnskabsmænd. Velsagtens Toros forsøg på at smøre et skin af humor ud over det fattige plot. Ron Perlman ses i en ganske overflødig rolle, som ikke bringer historien hverken frem eller tilbage, han kunne være klippet ud og anbragt i en hel anden film, manden kan dog fylde et lærred.

Nævnes skal naturligvis også den underlige umanerligt høje stemmeføring, som praktiseres af samtlige medvirkende. Det virker så påfaldende, at man uvilkårligt spørger sig selv, om Toro har haft en eller anden særlig hensigt med det, som blot er undgået min radar?

Bortset fra de store maskiner er der meget lidt at hæfte sin interesse på i løbet af denne film, og de bliver i løbet af kort tid noget trivielle at følge. Der er således ikke tale om nogen god eller bare nogenlunde underholdende film. Der er tale om en gedigen misser med ganske habil productionvalue, der lige kan skrabe det sidst splat hjem.

 

Pacific Rim 2013

Instruktør: Guillermo del Toro

Manuskript: Travis Beacham & Guillermo del Toro

Fotograf: Guillermo Navarro

Medvirkende: Idris Elba, Charlie Hunnam, 

Rinko Kikuchi, Diego Klattenhof, Charlie Day

IMDB