In the Closet

Anmeldt af Søren Nielsen

I den tilsyneladende uendelige række af teenage popgysere som de seneste år er tyndskidt ud fra Hollywood fabrikkens samlebåndsproduktion, formår Boogeyman at tiltrække opmærksomhed på et eneste punkt: Den er en af de værste!

Brian Watson som pre-teenage tøserne savlede på hovedpuden over for en del år siden i den amerikanske sød suppe serie 7'th heaven (den med den pædofile farmand) spiller Boogeymans fortvivlet unge mand med det traumatiserende barndomsminde, at han så sin far blive fortæret til aftenkaffen af selveste……skabsmonsteret! Dette har forsaget to væsenlige ting i hans liv. 1. at Brian har tilbagevendende mareridt og 2. Ikke har en eneste skabslåge i sit hjem. Selve køleskabet har en glasdør, så der ikke ubemærket kan gemme sig et monster i smøret. Dette tvinger, om ikke andet, den unge mand til en hvis ordensans.

Der ud over har han selvfølgelig den obligatorisk blonde kæreste med både velhavende og uforstående forældre. En gammel barndomskæreste og en mor (Lucy Xena The Warrior Princess Lawless), som er indlagt på koldbøttefabrikken, og hvis eneste mission i filmen er, at akkumulere et par chokeffekter i rundhåndet drømmesekvenser. Da Brian's mor så endelige dør, opfodres han af den lokale psykolog til at overnatte i sit gamle hjem for en enkelt nat. Sådan bare for at få fortidens spøgelser og traumaer ud af systemet. Og ja, du har ret. Det må være den helt rigtige recept for en ung mand hvis mor lige er død og hvis far blev dræbt for øjnene af ham som en lille dreng. I hvert fald hvis du har læst psykologi i Bizarro world.

Filmens instruktør, Stephen T. Kay, som tidligere har beriget verden med Stallone genindspillingen af Get Carter (host), er manden som burde kastereres med en Round Up indsmurt høvl og så sendes i kredsløb omkring Saturn. Kay gør sit ypperste, for at sylte filmen ind i den ene større kliché efter den anden. Vi er vidner til det obligatoriske blå lys, visneblade i efterårsvinden, dryppende vandhaner, plastic der flagre i vinden. Fastmotion skyer osv. osv.

Persongalleriet er til gengæld malet med sirup, og tykt karikeret selv for en gyser. Dialogen er ikke mindre end hovedrystende pinlig og sceneopbygningerne ca. lige så stabilt håndteret som et korthus opført af en parkinson ramt, blind han elefant i en efterårsstorm. Her ud over begrænser Mr. Kay's evner ud i gyset sig desværre til den ene billig jump effect efter den anden og ellers et generelt højt..højt..HØJT! lydniveau i et fortvivlet forsøg på at få det hele til at glide lidt lettere ned.

Da vi så (endelig) nærmer os slutningen, vælger Kay at kamme over i CGI helvede og overrasker der med for den eneste gang i filmen. For nu troede vi lige, at det ikke kunne blive mere patetisk, men tam dam dam...det lykkes! Hvorfor i alverden vi skal se skabsmonsteret?!? Og i form af en sværm forkølet bier (?) er et næsten lige så stort spørgsmål, som hvordan Sam Raimi kan være producer på dette monster som aldrig burde være lukket ud af skabet.

Summa summarum, vil du gerne have en introduktion i hvordan du ikke skal skrue en gyser sammen, så er dette din bibel. 

Boogeyman 2005

Instruktør: Stephen T. Kay

Manuskript: Erik Kripke 

Fotograf: Bobby Bukowski

Medvirkende: Barry Watson, Emily Deschanel, 

Lucy Lawless, Tory Mussett, Skye McCole Bartusiak

IMDB