Kung fu snoring

Anmeldt af Søren Nielsen

Tre college piger, som tilfældigvis også er ninjaer ...OG cheerleaders ...OG stripper på den lokale bar i weekenden, skal redde…..well fuck it!

På trods af alle de gyldne og uforglemmelige oplevelser som exploitation genren så uselvisk og rundhåndet byder os, så er der naturligvis også her en fedtet bagside af medaljen. En bagside hvor genren placerer tyggegummiet når det har mistet al sin smag. En bagside som desværre alt for ofte stikker sit grimme fjæs frem og slikker dig hånligt i ansigt som en liderlig skødehund i løbetid. Sådan en film er Ninja Cheerleaders om nogen et fuldblods eksempel på.

 

Ninja Cheerleaders foretrækker at læse i træer. Little known facts.

Vi har ellers, som alt for ofte når det kommer til disse narrefisse film, at gøre med de ypperste ingredienser noget levende menneske kan forestiller sig:

1. Filmtitel. En out of this world titel som tvinger dig til at købe filmen hvor dårlig den så end ser ud. Ofte er det de gode ting fra kagedåsen som er kombineret. Ninja og cheerleaders for eksempel.

2. Babs og Nutte. Tre unge og særdeles veldrejet tøserbørn.

3. Ninjaer. Og ved du hvorfor? Ninjaer har været og vil alle dage være indbegrebet af en flok badasses som ikke finde sig i noget som helst crap fra nogen som helst. Med ninjaer i din film er du sikker på minimum én ting. Det kan aldrig gå helt galt. Der burde, nu jeg tænker over det, være ninjaer i alle film. Punktum!

4. Samuraisværd. Samuraisværdet er det ultimative våben Nuff said. Elegant, lydløst and a bloody mess. Ser man lige bort fra en motorsav naturligvis. Som sådan set ikke er et våben, men blot handy, effektiv og larmende.

5. Skurke. skurke og atter skurke. Baldheaded nigga’s eller niggas’ med en kæmpe afro fritz og garderobe, der vil få en Detroit pimp til at søge job hos 7-Eleven. White trailer-trash banjospillende scream like a pig psykopater. Skurke med storhedsvanvid som higer efter 3. verdenskrig og verdensherredømmet. Eller blot den smilende og altid venlige genbo, som har lænket lille Lotte til radiatoren i kælderen på tredje år. Skurke er nemlig langt, langt vigtigere end de såkaldte retskafne helte. De er det klistret stads mellem de to tørrer kiksstykker hvor al smagen er gemt. De er fedtkanten på kødet som du smovser i dig, når du tror lillemor kigger væk. Skurkene er dem der  bringer alt det sjove med til festen. Det der kradser i halsen og får hovedet til at snorre. Skurken er ham der legaliserer at helten kan gå bersærk med god samvittighed. 

Havde Charles Bronson ikke fået voldtaget og myrdet familien i Death Wish på så inspirerende vis, ja så havde vi jo grundlæggende blot haft med en temmelig forstyrret familiefar at gøre. Nu er han filmhistoriens go to guy, når vi taler motherfucker vigilante film og får Liam Nesson til at ligne en hang around til Teletubbies.

6. Stipkonkurrence. En stripkonkurrence kan reddede enhver film og det er et faktum. Nuff said!

Det bringer os frem til det sidste og desværre manglende punkt, som kunne have konverteret denne spicy gryderet til syv fuld fede Michelin kastestjerner. Nemlig punkt nr. 7. For havde de tre henrivende tøsebørn nu også været lesbiske (eller som minimum bisekssuelle) og overgivet sig i tide og utide til lange fælles brusebads sekvenser og olieindsmøring, ja så havde pladen været fuld og et fælles brøl af banko vellyst havde gjaldet ud over det ganske land. Men desværre...

Det sorte tøj afslører de er ninjaer.

Men, men, men hvordan kan dette ikke være et styk tasty happymeal af en sleaze kaloriebombe kan jeg allerede høre der bliver mumlet i krogene. Punkt 1-6 er jo trods alt repræsenteret? Se, det skal jeg fortælle dig min ven. Fordi den stinker! Den ikke bare stinker fælt, den stinker som den sommerdag, da du var ni og løb sorgløst rundt på den grønne eng i bare tæer og vupti trådte en heste nam-nam op mellem tæerne. For ser du, alle disse udsøgte og håndplukkede ingredienser bliver skubbet pænt til side på skærebrættet og i stedet serveres der et styk buddhistisk flamingo bidekiks vi kan tygge i. Ninja cheerleader style that is! 

Guess what. I think i'm parked in a red-zone.

Havde der nu været strip i Ninja Cheerleaders….altså den slags hvor de vitterlig smider tøjet og der ved validerer selve begrebet striptease. Så havde vi været mere end godt på vej. Men nu er stripdelen elimineret og der er kun tease tilbage. Og ved du hvad? Tease uden strip er lidt som at stå i regnvejr og vente på en Linie 9 der aldrig kommer. Måske havde det hjulpet på filmens troværdighed, havde blot en enkelt af skuespillerne fået 15 min. træning i martial arts før de kastede sig ud i at skulle agere som ninja prinsesse for en hel

verden? Måske havde det hjulpet på den kreative proces, havde der været en instruktør til stede på settet, som havde fostret blot en tanke om hvordan man laver film, siden han lå i vuggen? Tænk at man kan sidde og savne en plakatfuld Jean Rollin dingle rundt på sættet med en flaske rødvin i hånden. Måske havde det løftet den visuelle del, havde man hyret en fotograf som ikke blot stillede kameraet op i totalbillede også gik til pause? Måske havde det hjulpet på forståelsen af hvad som foregår, var der noget der blot simulerede lyssætning på natoptagelserne. Andet altså, end genskinnet fra en halvflad lommelygte. Måske havde alt dette været totalt omsonst, havde filmen spillet sit ultimative og desværre manglende trumfkort - punkt nr. 7 ud - og pigerne havde være lesbiske?  

Ninja Cheerleaders er Pelle Erobreren om igen. Havde Pelle drengen dog bare fundet et maskingevær i laden og en røvfuld sprængladningen, så havde det måske kvalt Bille August i tøjlerne og vi andre havde ikke kedet os ihjel.

Ninja Cheerleaders 2008

Instruktør: David Presley

Manuskript: David Presley

Fotograf: Richard Briglia

Medvirkende: Trishelle Cannatella, Ginney Weirick, 

Maitland McConnell, Michael Paré, Geprge Takei

IMDB