This Town Needs an Enema

Anmeldt af Søren Nielsen

Næsten ti år skulle der gå før Rodriguez og Millers sequel til den både kommercielle og anmelder roste neo-noir crime fortælling Sin City ramte biografmørket. Og var den så ventetiden værd? Well...kan Paven og hans slæng li’ små kordrenge?

Men lad os bare være ærlig, Sin City: A Dame To Kill For efterlader ikke den samme mavepuster og blodsmag i munden som storebror gjorde, og det skyldes først og fremmest fortællingerne over en bred kam står svagere og persongalleriet er knapt så skarpt.

 

Især The Long Bad Night segment om Johnny, Senator Roaks uægte søn, er liiidt lang i spyttet. Og da den heller ikke leverer den ønsket mængde af protein i form af en stærk nok pointe, eller et dessert hold kæftbolscher fra kick-ass hylden, ja så er det lidt op ad bakke de føste kilometer. Første del er sådan set interessant nok og pirrer nysgerrigheden tilstrækkelig til vi trods alt hænger på, mens anden del, der hvor de sidste brikker skal lægges, aldrig bliver afsættet til de højere luftlag hvor vi gisper efter vejret. Der kommer aldrig det-der twist der flår bukserne af og kaste os ind over spisebordet. Historien mangler i den grad accelrationen som kan retfærdiggøre idéen. Johnny mister ikke kun skoene, han forbliver på flade fødder.

The Long Bad Night er sammen med Nancy’s Last Dance, som passende runder ballet af, begge skrevet specielt til filmen og sjovt nok samtidig de to svageste segmenter. Just Another Saturday Night som åbner festen og vel mest har statur af en indskudt sætningen, er til gengæld både humoristisk, underholdene brutal og afviklet med tungen solidt parkeret i kinden. Og lad os da bare være ærlig, med Marv for fuld udblæsning går Miller og co. aldrig helt galt i byen og gør de, så skal Marv nok kompensere for de spildte kilometer ved sparke tænder ud og brække nok ansigtsknogler til at vi er in for one hell of a ride. Hold fingrene fra GPS’en. Træd på speederen og drej på rattet. 

Hovedhistorien A Dame to Kill For, er til gengæld fremragende og filmens klart bedste indspark. Og det skyldes ene og alene én ting: Eva Green. Green ejer rollen som filmens femme fatale Ava og det er ikke kun fordi hun i 85% af scenerne vrider og drejer sig butt naked i vand, på sengen og stuegulvet. Hun ætser igennem billedet, griber dig om halsen og stjæler hvert sekund og lidt til hun er med i. Og på vejen til din strube fordrejer hun hovedet på både Gud og Fanden selv. Johs Brolin som ellers er en ganske habil skuespiller, har overtaget rollen som Dwright, Ava's love intrest efter Clive Owen, som i sig selv ikke er den største gave under skuespiller træet.

Alligevel falder Brolin halvt igennem ovenlysvinduet. Han mangler simpelthen nogle kilo i rollen og bliver på alle planer skraldet, spillet og trådt ned under gulvbrædderne af Green.  

Nancy’s Last Dance og sløjfen til That Yellow Bastard ender desværre også som et slag i paraderne. Uden der nødvendigvis er noget ”forkert”, så mangler der bare det sidste skoaftryk i panden og man sidder mere med en …ahhh..hmmm…really? Fornemmelse end savl på underlæben da regnskabet er gjort op. Det sidste skæve smil tilhører den gule fanden på væggen og det er, når alt kommer til alt, måske et godt billede på Sin City?

Hvad er der så ellers at glæde sig over? Fik jeg nævnt Eva Green? Gjorde jeg ikke, beklager jeg af hele mit blødende hjerte. Det må skyldes, at jeg stadig sidder og prøver at få min puls ned igen. Ud over synet af Green i Eva klæder som hverken hun eller R&M er nærrige med at dele ud af, så er det igen en stor visuel fornøjelse at få lov at dykke med ned mellem bygningerne til de kulsorte og ugæstfri gader i Syndens By. Hvem havde forestillet sig, da man sad og læste Millers Graphic Novels for snart mange, mange år siden, at skulle opleve dette bizarre univers i ”levende live”. Så på den konto alene, er det rent eye candy af forkælelse, at være inviteret med til bords endu engang. Ikke mindst selvfølgelig, når turguiden hedder Marv og han tæsker livet ud af enten skrupelløse collegedrenge, eller låner et øje af Manute. Sweet Jesus, det er lørdag aften, et eller andet skal han jo få tiden til at gå med.

Over alle, højt på den blå himmel - havde Sin City nogensinde haft sådan en at byde sine hårdt prøvede indbyggere på - og uden mulighed for skygge, stråler Jamie Chung som Miho. Holy-fuckin’-Christ hun er en klinisk voldsorgasme. Ikke bare for de stopfyldte sukkerdepoter hun efterlader dig med, men en mere lethal killing-bitch maskine finder du simpelthen ikke på Guds grønne jord. Hun er som en Tigerhaj bevæbnet med en visdomstand og UZI. De kunne for min skyld lave fem film kun med Miho snitte, hakke og slagte sig igennem menneskehavet af facere i gågaden. Havde hun haft hovedrollen i Kill Bill’erne havde David Carradine overlevet i ca. 21 smertefulde sekunder, før hans hairdo havde trillet med bumb på bumb hen ad gulvet og vi havde vidnet verdens korteste dobbelt feature af Mr. Tarantino.   

–Sniiiiitzel!-  Take notes Uma! You just got schooled.

Hov, fik jeg nævnt, at Eva Green er med?

Sin City 2: A Dame to Kill For 2014
Instruktør: Frank Miller & Robert Rodriguez
Manuskript: Frank Miller
Fotograf: Robert Rodriguez
Medvirkende: Mickey Rouke, Jessica Alba, 
Josh Brolin, Eva Green, Powers Boothe,
Joseph Gordon-Levitt, Rosario Dawson, Ray Liotta

IMDB