Nordisk forbrødring.

Anmeldt af Søren Nielsen

Nordmænd og Norge er generelt to kikset størrelser. Ikke mindst når talen falder på underholdningsindustrien. Det var noget med en der råbte DÆÆÆÆÆÅÅÅÅ!…og så en popgruppe der lavede titelmelodien til halvlunken James Bond film engang i 80’erne. Desuden er de norske filmperler ikke af en kaliber eller størrelse som gør, at man hverken skal zigge eller zagge for at undgå dem i daglig tale. Her har Danmark og Sverige (også) hersket ubarmhjertigt i den nordiske broderkrig. Men alt det ser ud til at være slut nu. I hvert fald hvis man åbner skodderne til horror genren. For med bl.a. Ein Zwei Die (Dead Snow) og 2’eren der er lige på trapperne, Rovdyr og ikke mindst Fritt Vilt serien, så har nordmændene for alvor iklædt sig den blodrøde førertrøje.

Fem unge mennesker tager op for at stå på snowboards i et mere end øde fjeldområde. Den ene kvæster benet og gruppen må søge ly i et afsidesliggende og (selvfølgelig) forladt skihotel. Det viser sig dog hurtigt, at være et norsk pendant til Hotel California. Du kan tjekker ind, men ikke ud.

Lyder det hele banalt og simpelt og som noget du har set eller hørt en million gange før? Jamen det er det skam også. Slår man op i den store gyserhåndbogs A-B-C, vil man på side 1 kunne finde følgende opskrift:

1. En håndfuld unge mennesker? Tjek
2. Et geografisk isoleret område? Tjek
3. Ingen mobildækning? Tjek
4. Et uheld der tvinger dem væk fra deres oprindelige plan/ryte? Tjek
5. Et tilsyneladende forladt små spooky hus/hytte/hotel de kan søge tilflugt? Tjek
6. En ukendt morder? Tjek
7. En stærk heltinde? Tjek

På den konto er der altså intet overraskende, nytænkende eller sågar specielt skandinavisk over Fritt Vilt - overhovedet. Det er default setting for gyserfilm og kunne uden problemer være opskrift på de første fem hundrede amerikanske af slagsen. Ja, selv persongalleriet i Fritt Vilt er fra lærebogens første kapitel: 

Det nyforelskede par som kun har øje for hinanden. Den handlekraftige pige med den lidt bøvede kæreste (hun kan også være single) og så selvfølgelig ungkarlen der er leveringsdygtig i dårlige jokes. Men hvad er det så der gør Fritt Vilt anderledes? Jo, nu skal du høre. Først og fremmest sproget. Personligt gik der lige 5-10 min. før jeg var akklimatiseret og ikke længere sad og tænkte: Fuck hvor er norsk da bare et kikset sprog og råber de ikke snart DÆÆÆÅÅHH? Den får de så pænt betalt tilbage ved at svine Danmark og danskerne senere i filmen. Tak for det.

Ud over at amerikansk altså er konverteret til norsk, melder Fritt Vilt sig for alvor på banen med en ekstraordinær indsats fra skuespillerne. Os, der har denne her genre tættere på hjerte end hvad godt er, har siddet igennem flere gyselige præstationer end jeg kan tælle og her tænker jeg ikke på det tilsigtet gys, men skuespillet. Mange gange vil det endda være en grum tilsnigelse overhovedet at betegne det som skuespil. Charmerende nogle gange og helt i tråd med filmens touch. Andre gange….well!

Jeg har faktisk taget mig selv i efter jeg har set en film, og tilfældigvis zappet over på tv’et fordi klokken tilfældigvis havde passeret midnat og kanalen tilfældigvis var TV1000 og efterfølgende tænkt: De spiller nu egentligt ikke så tosset endda i de-der pornofilm. Og hvor er de dog både verbal og fysisk i deres skuespil. Det kan man da kalde engagement. Hvorfor visse personer altid har så pisse travlt med nedgøre pornoskuespillere og at de ikke kan spille skuespil, ja det forstår jeg simpelthen ikke? Konklusionen på det må være, at de mennesker ser for få gyserfilm. Punktum!

Med andre ord: De fem skuespillere i Fritt Vilt gør det rigtig godt. Ikke mindst Ingrid Bolsø Berdal er fremragende som vores heltinde. Hun fremstår både træfsikker, tæskelækker (på en naturlig måde), handlekraftig og sårbar. Men hele vejen rundt bør der nu løftes på skihuen for indsatsen af de unge mennesker der som gruppe skaber en god synergi filmen igennem. Filmens visuelle touch må man også kippe med de nordiske farver for (når det er andre lande end Danmark der gør noget godt, hedder det Norden). Billedsiden er ramt lige i øjet og det er lige fra de oplagte iskolde panoramaskud til de intime,

klaustrofobiske øjeblikke på hotellet, hvor mørket og uhyggen kravler frem fra hvert panel på det faldefærdige skisport sted. Klipningen og stemningsopbygningen er medrivende og udnyttelsen af den isoleret locatation er perfekt. Fritt Vilt er sågar leveringdygtig i den brutalitet som klæder genren så godt. Filmens boogyman er en variant over Tordenskjolds soldater, men selv om han (igen) på ingen måde er original, gør han sin pligt og udfylder sin plads og er (indrømmet) faktisk en ganske ubehagelig fætter. Sådan er det som ofte med nordmænd. Han holdes klogeligt i det skjulte og vi får kun langsomt syn for hvad det er de er oppe i mod indtil det nervepirrende klimax indfinder sig.

 
Så når alt kommer til alt må dommen være, at Norge stinker knap så meget som det har gjort, og selv om man hiver en gammel og velkendt opskrift frem fra skuffen, ja så kan man sagtens servere en velsmagende ”ny” og frisk ret. Originalitet er ikke et must for at fortælle en god historie. Slet ikke indenfor horror genren, hvor det formalistiske ofte er den vigtigste ingrediens i genkendelse og opbygning af chok effekten og muligheden for at flytte den de par sekunder der netop skaber overraskelsen og gyset.  Fritt Vilt er i øvrigt leveringsdygtig i to  sequels.

Fritt Vilt 2006

Instruktør: Roa Uthaug

Manuskript: Thomas Moldestad & Martin Sundland & Roa Uthaug

Fotograf: Daniel Voldheim

Medvirkende: Ingrid Bolsø Berdal, Rold Kristian Larsen, 

Thomas Alf Larsen, Viktoria Winge, Rune Melby

 

IMDB