Lille spejl på væggen der.

Anmeldt af Søren Nielsen

Selv om Mirrors blev snydt for at spejle sig i biografmørket i lille Danmark, og i stedet røg direkte på dvd-hylden, så behøves det faktum jo langt fra at være et udtryk for filmens kvaliteter. Især ikke når det er den lovende Alexandre Aja der står bag kameraet. Aja som bl.a. slap af sted med mere end blot sand i skoene, da han stod fadder til re-maket af Wes Cravens semi-klassiker: The Hill Have Eyes. Hvor han ikke blot viste talent for genren, men også en fin pacet historie og næsten enerådigt bragte det rå, beskidte og brutale tilbage i en genre der ved at lide kvælningsdøden i afvæbnende selvironi 

Mirrors er historien om det fashionabel Mayflower stormagasin midt i New York, som brændte ned og samtidig kostede et stort antal menneskeliv. I dag står kun skelettet tilbage af den tidligere majestætiske bygning og partnerne strides i retten om forsikringssum og ansvar. Dette gør åbenbart, at der skal være tilknyttet en vagtmand 24-7 for at sikre at ingen sniger sig til at rydder op, eller piller ved det udbrændte inventar. Sådan et job er lige noget for vores hovedperson Jack Bauer, for hvem det mirakuløst er lykkes at presse lidt ekstra minutter ind i døgnets 24 timer. Jack, som her lystre navnet Ben Carson, har været helt nede og vende i rendestenen da han ulykkeligvis har skudt en kollega og nu er flyttet fra kone og børn for at campere i telt i sin søsters stue. 

 

Jobbet som Vagtmand i stormagasinet er ikke just Bens våde drøm, men et vigtigt skridt i hans healingsproces. Problemet er blot, at den tidligere vagtmanden begik et brutalt selvmord, da han skar halsen over på sig selv. Eller var det nu et selvmord? For snart opdager Ben, at det udbrændte stormagasinet, og især spejlene, gemmer på hemmeligheder af den blodige slags og at han kun har 24 timer til at afsløre dem. Okay, det sidste er løgn.

Mirrors lægger fint ud, med en lækker hals-overskærings-scene og en generel temmelig creepy stemning. Kobbel det op på fin personintroduktion og vi er godt fra land. Vi følger da også godt med endnu, da Ben begynder at ane at noget ikke helt er som det skal være i Mayflower, men så knækker filmen desværre også. Manuskriptet viser sig at være mere fedtet end et børnespejl og i stedet for at holde fast i sit udgangspunktet og hvad der virkede gives der los for en helt igennem kikset plotudvikling hvor historien spejler sig i den ene 

større og mere tåbelige usandsynlighed end den anden. Hele besættelse grenen, som leder op til den hovedrystende finale skyder alle de ellers så fine intentioner i sænk og efterlader en med rynker i panden og en tanke eller to om hvad der kunne have været. Og havde det ikke været for den bærende kraft Kiefer Sutherland, så var der næppe ret mange som havde nået forbi den første spejlrefleksion før de havde tigget om syv års ulykke. Nu gør hans optræden trods alt, at man sidder filmen igennem. Filmen er i øvrigt et amerikansk remake af den lille koreanske perle Geoul Sokeuro (Into the Mirrors). Som et andet plus bør nævnes Ben Carsons kone, spilles af Paula Patton, som måske ikke er verdens næst-største skuespillerinde, meeeen kompenserer flot, ved at være temmelig nams at se på. Både i våd og tør tilstand bør det bemærkes. 

Mirrors 2008

Instruktør: Alexadre Aja

Manuskript: Alexandre Aja & Grégory Levasseur

Fotograf: Maxime Alexandre

Medvirkende : Kierfer Sutherland, Paula Patton,

Cameron Boyce, Amy Smart, Erica Gluck

IMDB