Movie Madness: Liberté – égalité

lørdag den 8. november 2014

Liberté – égalité – fraternité

Anmeldt af Søren Nielsen

Frontier(s) er et fint fransk survival happymeal af en kannibalistisk blodfest smidt direkte i fjæset, hvor neo-nazismen lægger arm med unge franske muslimer om retten til at være mest afsporet. Frankrig er i oprør, højrefløjen er på vej mod en valgsejr og politi og unge er i voldsomme gadekampe, mens biler og forstæder står i brand. Fem unge har røvet en bank som selvfølgelig går piv galt og de flygter nu ud af byernes by og mod grænsen og Holland, hvor fjolletobak, træsko og vindmøller står øverst på menuen. Der skal dog bare lige først foretages et enkelt samlings pit-stop på et lille lokale neon-nazistisk hostel.

Xavier Gens manden bag den kluntede og kønsløse Hitman, trækker med Frontier(s) langt dybere og mere interessante spor i den franske muld og leverer en samtidig bloddryppende og løftet pegefinger mod den radikalisering som verden er på vej i mod, ikke mindst i Frankrig. Om budskabet så bider publikummet i struben, er måske mere tvivlsomt, da filmen fremstår temmelig karikeret og netop lige så polariseret som Xavier Gens selv advarer mod. Omvendt kan Frontier(s) sagtens indåndes uden den mindste skelen til instruktørens politiske agenda, da det trods alt er at lemlæste og torturere mennesker på så bestialsk vis som overhovedet muligt, der er filmens sande DNA. Helt uden vejbum af personkaraktistik eller plotudvikling.

Når det så er sagt, så er Frontier(s) absolut ikke en fejlfri film. Ved første øjekast virker det befriende at se en film som har location i good old Europe, i stedet for den amerikanske sump eller ødemark. Omvendt går der ikke mange minutter før det hysteriske franske sprog og konstante skrigeri, får en til at længes tilbaws til Sweet Home Alabama med banjo klang.

Siger man Frontier(s) må man også skele mod Tobe Hooper. I et forsøg på at overgå verdens mest dysfunktionelle familie (bortset fra The Simpsons) så har Xavier Gens stort set copy pastet hele den pukkelryggede familie med forkærligheden for velsmurte motorsave ind i sin film. Her heiler de så bare mod billedet af en lille ambitiøse østrigsk korporal på væggen, før den senest logerende indtages til aftensmaden. Stegt i grisefedt selvfølgelig. En detalje der nok skulle have gjort vegetaren og forbilledet Der Führer stolt. Problemet er blot, at familien ikke fungerer specielt godt. Især farmand falder slemt på røven og fremstår mere patetisk og grinagtig end decideret skræmmende i hans forskellige nazi outfits og miskmask mellem de franske og tyske gloser. Til gengæld er den grafiske og udpenslet vold en ren lækker bidsken. Her tages der

ingen gidsler. Som et resultat af dette kan man argumentere at selve gyset på behørigt vis har måtte vige pladsen for headshots, rundsave, kødkroge, akilleshæls overklipninger, grisesti og almen nasty familie kannibalisme. Sandt nok, men alligevel serveres det med en finesse som gør bekendtskabet langt mere interessant end f.eks. torturporno bølgen som Hostal repræsenterer. Frontier(s) tilføjer nemlig det franske køkken tiltrængt smagsforstærker, som det har sukket efter i årevis. Den er med andre ord et smukt indspark i the new french extremity bølge og placerer sig smukt side om side med søsterfilm som Sheitan, Haute Tension og Calvaire. Mere fra den skuffe tak!