fredag den 21. november 2014

Cry Little Sister




Anmeldt af Søren Nielsen

"My own brother a goddamn, shit-sucking vampire! You wait 'til mom finds out buddy"

Uha-da-da-da...her har vi fat i selve roden om tissetrolden og yanker og wanker den til der er en glædeståre i øjenkrogen. Jeg har slidt Joel Schumachers frog-vampire perle ned til grunden i samtlige formater. Video, Laserdisc, DVD og Blå-ray. Faktisk var The Lost Boys skyld i, at jeg måtte ud og investere de surt optjente spare kroner i en pladespiller da sundtracket ikke kunne opdrives på det-der Compact Disc noget. I hvert fald ikke i vores lille kongerige. Det kunne det så heldigvis på LP hos Pladepusheren i Danmarksgade i Aalborg. Sjældent har en bus retur-tur føltes så lang. Tøf-tøf-tøf. Men belønning der ventede for enden af regnbuen...Sweet Jesus. Jeg ville ikke byttet for 99 jomfruer og 1½ l. Cola. Kvæl musen og tag en timeout fra Facebook, kattebilleder og madopskrifter og tast Goooodtimes med Mr. Jimmy og INXS drengene på Youtube (vent jeg gør det for dig) og slik der efter dessert tallerken ren for krummer med Miss Sæxi Turners saxofonist Tim Capello i I Still Believe. Ååårsome man. Intet mindre.

 Boney Moroney's gonna be with him
I said, Long Tall Sally's gonna be with Slim
And Short Fat Fanny's gonna, she's gonna be there too


 
80’erne var på mange måder en brydningstid, også når det kom til vampyr mytologien. Her blev selve metoden hugtænderne blev filet skarpe på redefineret. Drejet og vendt på hovedet og slingshot’ sidelæns ud af filmkanonen. Livsstilen var for alvor under bombardament.

Kreativiteten der blomstrede i disse år i filmland Hollywood, smittede i allerhøjeste grad også af på nattens børn. Lur film som Near Dark, The Hunger, Lifeforce, Vamp, Fright Night I-II og ikke mindst The Lost Boys. Væk var de gotiske slotte, hængebroen og spindelsvævet. Nu var matrikel nummeret flyttet fra Transsylvanien til Forstæderne, natklubberne og storbyerne. Der hvor gode mennesker er, kommer der vampyrer til. Det var slut med en gammel fedtegreve med brylcreme og hestevogn. Generationsskiftet var sat i højeste alarmberedskab. Konventionerne skudt i sæk med en molotovcocktail af hakket hvidløg, træspyd og vandpistoler med vievand. Intet var helligt længere. End ikke hjørnetænderne.

"Murder Capital Of The World" hilser dig velkommen når du tørrer fødderne på måtten og træder inden for bygrænsen til Santa Carla. Her strides The Frog brothers og den lokale motorcykel vampire gang om at være storleverandører til den fortsatte verdensrekord. Midt i mellem parterne med et ben i hver sin lejr, står de to brødre og tilflyttere Michael og Sam.


The Lost Boys er en bastard. Intet mindre. Den er uren i travet vrinskes der. Det skyldes den hverken bekender kulør som en rendyrket horrorfilm eller komedie for den sags skyld. Men alligevel lykkes på imponerende vis, at balancere begge genre uden filmen knækker og lander fladt på røven mellem de to berømte stole, hvor der ikke indkasseres andet end et brækket haleben. 

Det placerer ikke blot The Lost Boys som en af de nyskabende vampyrfilm i slut 80’erne, men samtidig som et vigtigt pejlingspunkt for hvad 80’erne generede af samfundsrevolutioner for ungdommen. Lige fra MTV til videomaskinen og Commadore 64.


Har jeg så stadig vinylpladen fra hjertet af Aalborg spør' du? Det kan du vædde din røv på jeg har. Vi skriver nu 2014 og 1987 føles på den ene side som et lysår væk og på den anden, som er du lige trådt igennem døren fra stuen til køkkenet. Corey Haim er væk i dag, det er mindet om ham og resten af Peter Pan disciplene langt fra.





The Lost Boys 1987
Instruktør: Joel Schumacher
Manuskript: Janice Fischer & James Jeremias
Fotograf: Michael Chapman
Medvirkende: Corey Haim, Jason Patric
Dianne Wiest, Corey Feldman, Kiefer Sutherland








1 kommentar:

  1. Jeg elsker Lost Boys, jeg så den så mange gange da jeg var ung og havde et crush på Jami Gertz :-D

    Det er vist på tide med et genkig!

    P.S. Hvad med Near Dark og Vamp? Skal de ikke anmeldelse :-)

    SvarSlet