Movie Madness: BRAAAAAAINS!

Anmeldt af Søren Nielsen

The Return of the Living Dead var en af de film som ubarmhjertigt flåede dig i næsehårene og tvang dig til at ignorere Politiskolen og The Blue Lagoon, mens du med rystende hænder pillede den ned fra videobiksens øverste hylde. Hvor efter du højt på tå og med dyb basstemme, prøvede at lyve dig et par år ældre og undgå direkte øjenkontakt med ekspedienten. Alene coveret til filmen indgav et gyldne løfte om, at her havde du med en filmoplevelse at gøre, som dine venner enten vil ophøje dig til afgud for, eller hovedrysten forlade stuen og du ville aldrig se eller høre et ord fra dem igen. Et ord du til gengæld ville høre om og om igen de næste mange år var BRAINS! For dette var rent faktisk filmen, som introducerede verden for zombiernes forkærlighed for netop hjernemassen. Som en zombie forklarer i filmen: Det hjælper på smerten ved at være død! Bøvs og velbekomme.

Dan O’ Bannon er en mand som har haft sine små tykke fingre med i så mange genre godbidder, at hans navn fortjener at være lige så hyppig en gæst på film geeks blodsprængte læber som f.eks. Carpenters eller Romeros er det. Og pssst ved du ikke hvem de to herre er, bør du øjeblikkelig hoppe tilbage til Netflix og se The Wire. Bannon er nemlig manden bag oplæg og manuskript til film som bl.a. Alien, Total Recall (the real deal udgaven med Arnold), Blue Thunder og Lifeforce.

Desuden var han medsammensvoren på John Carpetners off-beat hvordan skider man i rummet low budget perle Dark Star og bidrog med animations effekter til Star Wars. I instruktørstolen var hans mås til gengæld kun placeret to gange (ser man bort fra en short movie). Sidste gang var med den meget undervurderet og overset H.P. Lovecraft adoption The Resurrected aka. Shatterbrain fra 91' også selvfølgelig den det hele handler om: The Return of the Living Dead fra 85'.

I dag hvor zombiefilm er så meget det nye sort, at Hollywoods største stjerner står i kø for at få en en bid af kagen og selv husmødre slubre dem lystigt i sig mellem strikkeopskrifterne i Familie Journalen og TV2 Fri. Ja, så er der endnu mere grund til at åbne garagedøren, kickstarte Delorean'en og taste 1985 på displayet. Dengang blomstrede genrefilmene nemlig som var det ufortyndet gødning der væltede ned fra de regntunge efterårs skyer og et af de bedste og sjoveste offsprings fra dette fantastiske årti var og er utvivlsomt Dan O’ Bannons lige delt satiriske og groteske zombie epos om de levende døde fra chokoladefabrikken – eller well...almost.

The Return of the Living Dead, eller Ligene er Ligeglade, som blev den danske titel, kan umiddelbart tolkes som en navnebror og fortsættelse til Romero’s milepæl Night of the Living Dead. Og der er da også et både kreativt og retslig slægtsskab mellem de to. Return of the Living Dead er nemlig skrevet af Romero's medforfatter på Night of the Living Dead John A. Russo og det var meningen, at det var The Texas Chainsaw Massacre's Tobe Hooper der skulle instruere, men han forlod projektet og det endte i stedet i hænderne på O' Bannon som insisterede på at skrive historien om og give den en mere humoristisk vinkel. Og tak for det. Faktisk gør O' Bannon alt hvad der er menneskeligt muligt for at distancere sig, og bryde med Romeo’s sorte dommedags profeti. Men samtidig (sjovt nok) at omfavne og hylde den. For det første så kaster O' Bannon sin zombie film i den stik modsatte retning af Romero’s med en comedy-horror approach. Genren som måske er den vanskeligste af alle at mestre og hvor langt de fleste falder fladt på røven i forsøget eller som minimum, brækker skinnebenet.

Frank, Freddy og Burt i gør det selv mode

Alligevel er det Romero's (tilsyneladende) aflyste zombie apokalypse som er selve udspringet for historien. Men hvor O’ Bannon har skåret sortsynet og alvoren væk og samtidig bryder med stort set samtlige regler og konversationer for hvordan ”rigtige” zombier agerer.

I The Return of the Living Dead kan zombierne nemlig udføre forholdsvise komplicerede opgaver. Plus de kan løbe, tale og kommunikere. For eksempel griber en zombie ambulancens walkietalkie, efter de har overfaldet og dræbt de to ambulancereddere og beder stationen om at sende flere falckreddere. Der ud over (og nok så vigtigt) så dør de ikke, selv om de får smadret hjernen eller hovedet savet af. Når alverdens zombie puritanere (og dem er der mange af) så ikke øjeblikkeligt brændte hedningen O’ Bannon på bålet for at ødelægge zombie mytologiens A-B-C, så skyldes det selvfølgelig ene og alene, at resultatet af denne "fornedrelse" fremstod både morsom og med stor kærlighed til originalen.

Og nok så vigtigt, var skabt ud fra respekt og med det rette glimt i øjet, så publikum hurtigt både accepterede og adopterede hans anything goes stil i zombie wonderland. Faktum er faktisk, at mange år efter, hvor den store debat omkring de nye og lynhurtige "moderne" zombier blussede op, havde mange glemt, at de levende døde ikke bare løb, men løb fandens hurtigt allerede i O' Bannons film. Mb-Mb...

Frank og Freddy er to medarbejdere hos Uneeda Medical Supply House, som uheldigvis kickstarter zombie epidemien da de mere eller mindre tilfældigt kommer til at ødelægge en beholder hvor the left overs fra Night of the Living Dead er ”begravet” og der med vækker et kadaver i frysekammeret til live. De to herrer spilles henholdsvis af Thom Mathewes (Freddy) og veteranen James Karen (Frank). Frank og Freddys boss Burt, som hurtigt bliver tilkaldt for at at afhjælpe den lurende katastrofe, spilles af Clu Gulager. Skuespillet i RotLD er generelt intet mindre end fremragende. Balancen mellem det sjove, det hysteriske og det overspillede er perfekt timet. Især James Karen er spot on. Et af filmens absolutte højdepunkter er da også makkerparrets Freddy og Franks langsomme nedbrydning til først syge, så døde og sluttelig zombier som en konsekvens af, at de har været i direkte kontakt med indholdet i beholderen. Da rigor mortis sluttelig indtræffer, er der ikke et øje tørt.

Send more BRAINS!

Kun et kraftigt stenkast fra Uneeda Medical Supply House ligger områdets kirkegård og kapel. Og nok så vigtigt, krematorie. Her regerer Burts ven Ernie med hård hånd (fantastisk spillet af Don Calfa) som måske (måske ikke?) er gammel nazist. På trods af en vis portion sund skeptisk hjælper han den efterhånden temmelig desperate trio med at skaffe sig af med den halshuggede zombie, ved at brænde den i ovnen. Resultatet af handlingen får (naturligvis) katastrofale følger, da røgen fra ovnen stiger op i skyerne og producerer et voldsomt regnvejr, som vækker de døde på kirkegården til live, også kan jagten for alvor gå ind på more BRAINS! Og ved du hvad? Heldigvis er første ofre er ikke langt borte. For på Kirkegården hænger nemlig en gruppe new wave post punkere ud med Suicide, Trash, Spider og Freddy’s kæreste i spidsen.

Trash som i øvrigt spilles af Scream Queen favoritten Quigley som igennem årene har henrykket filmelskere i perler som Hollywood Chainsaw Hookers, Sorority Babes in the Slimball Bowl-O-Rama, Nightmare Sisters, Beach Babes from Beyond og mange, mange flere. I Return of the Living Dead, har hun sit ikoniske øjeblik med strip og dans på en gravsten. Vi er mange som takker.

Nænner man at kalde sig selv zombiefan, bør man selvfølgelig have set The Return of the Living Dead minimum 20 gange. Og har man ikke, bør man altid husk på, at et gensyn med de levende døde hverken kræver hjerne eller en undskyldning. Og slet ikke i så fornemt selskab som med Dan O’ Bannon og co. og husk så i øvrigt, at nyde det helt igennem fremragende soundtrack.