torsdag den 26. september 2013

Octaman: King of seafood




Anmeldt af Søren Nielsen

Siger man  The Creature From the Black Lagoon, Wolfman, King Kong og Godzilla, ja så er det selvfølgelig uundgåeligt ikke at nævne Octaman i kongerækken af monstre, der har gjort sit til  at bekæmpe jordens overbefolkning. For aldrig tidligere har menneskeheden stået overfor en større trussel end netop blækspruttemanden fra Mexico’s ørken. Måske er en goldhed ørken ikke lige det mest ideelle sted at opholde sig, er man en muteret blæksprutte vil nogen sikkert påpege. Men sådanne ligegyldige detaljer og smålige bagateller bekymre Octaman sig selvfølgelig ikke om. 

THINK BIG!

Shyy...Octaman ligger på lur mellem sivene.
Det alt overskyggende plus ved radioaktivitet (ud over det er en pokkers fin energikilde) er at det både har genereret et hav af superhelte (og skurke), plus muteret adskillige af filmlærredets aller største monstre. For hvem har nogensinde hørt om en kanin, som har udslettet et helt villakvarter i Brøndbyvester, fordi den har gnasket løs af en økologisk gulerod? Der ud over speeder radioaktiviteten muteringsprocessen op. Hvad der normalt ville tage generationer, ordner den på en formiddag. Sådan! Heldigvis har vores ven også kigget de radioaktivestråler dybt i øjnene og terroriserer som tak for det, nu en lille Mexicansk landsby, som dødens stivbenet engel. Legenden om menneskeblæksprutten er mange og disse tiltrækker et "forskerhold" fra USA bestående af en professor (!) hans kollega og en kvindelige assistent (spillet af Pier Angeli, som døde af en overdosis efter optagelserne – altså ikke radioaktivitet). Samt et par cowboys og en lokal, hvis mormor engang har set monstret.

Octaman i et af sine utallige kidnapningsforsøg

Octaman (filmen altså) er ikke af den nærige slags. Du ved de der irriterende film, hvor uhyret er skjult i skyggerne, og vi kun får små glimt at se, indtil der mangler tyve minutter. I Octaman får  vi uhyret smidt direkte i fjæset fra første minut. Intet er overladt til fantasien og tak for det. For er der noget effekt guruen Rick Baker mest skræmmende monster til dato fortjener, ja så er det selvfølgelig alt det Mexicansk sollys og screentime det kan få.  For faktum er desværre, at alt for mange monsterfilm er proppet med ligegyldig dialog og scener som intet bidrager med med til filmen ud over at trække spilletiden op.

Ramt af Octamans vrede
Heldigvis er Octaman stort set blottet for dette. Fokusset er 100% på vores helt som vralter han rundt og tager folk af med livet. Og det gør han i øvrigt ganske effektivt ved at slå dem med sine seks tentakler. Det er så (indrømmet) en sandhed med modifikationer, for kun to af dem synes at virke. De andre hænger blot og dingler. Nu og da virker fire skal det retfærdigvis siges, men det gælder alligevel ikke rigtigt, da de to sidste er forbundet med en snor til de to der virker. En mere udspekuleret evne som Octaman besidder, er en hypnotisk kraft som for hans ofre til at gribe hans arme og kvæle sig selv med dem, eller slå sig til blods med de ellers slatne tentakler. 



Octaman i infight med en cowboy, bevæbnet med en gren
Octaman er instrueret (og skrevet) af ingen ringere end Harry Essex som er mest kendt som manuskriptforfatter til bl.a. Creature From the Black Lagoon og It Came From Outer Space. Her har han dog selv grebet diagentstokken og levere den ultimative monster out-of-sea-movie. Essex har klogt nok allieret sig med før omtalte Rick Baker, som er the grandmaster of monstre: The Howling, An American Werewolf in London, Star Wars, Men in Black, Wolf, Planet of the Apes and the list goes on. Men aldrig....gentager lige: ALDRIG har Bakers kreativitet blomstret så frodigt som med Octaman. Bare det han har valgt at iføre ham hvad bedst kan beskrives som slange cowboystøvler samt med mund og øjne som ikke kan lukkes og ansigt helt uden mimik, er helt igennem et så kompromisløse valg, som kun en ægte kunstner tør gå i krig med. Octaman er desuden beriget i bedste Ed Wood stil med at have tyvstjålet masser af klip som kun sjældent synes at have noget med filmen at gøre. På samme måde er det meste af lyden og dialogen dubbet i en garage. Det bidrager selvfølgelig kun til uhyggen.


Octaman i sin Mexicanske sø.








Octamans helt store svaghed: Lommelygter




Til slut fristes jeg naturligvis til at nævne en række højdepunkter fra Octaman, men vil dog bide mig i tungen og begrænse mig til det ene. Da de indfanger ham. De hælder benzin ud i en stor cirkel omkring Octaman. Sætter ild til (flammerne er ca. 20 cm høje) også opsluger ilden alt ilten så Octaman besvimer. Se, det er smart thinking mine damer og d'herre.








Ingen kommentarer:

Send en kommentar