Zombieland Part I

When there's no more room in hell, the dead will walk the earth...

Af Søren Nielsen

Et lille kig på zombiefaderen aka. Mr. Living Dead - George Romero og hans dødsballet med de levende døde. Første stop: Night of the Living Dead.

Mr. George A. Romero & friends

Få film formår, at definere både nutid og fremtid og samtidig være en film, som nye generationer kan vende tilbage til igen og igen. I horror genren er film som Psycho, The Texas Chainsaw Massacre, Halloween, Alien og så Night of the Living Dead blandt disse få værker.

George A. Romeos minimalistiske belejringsfilm fra 1968 er, på trods af årstallet, langt fra den første film der beskæftigede sig med de levende døde. Tidligere har selveste Bela Lugosi danset tæt med fænomenet i White Zombie fra 32' og så har film som I walked with a zombie (43'), Plague of the zomibes (66') Back From the Dead (57') Castle of the Living Dead (64 Il castello dei morti vivi) med bl.a. Christopher lee og en meget ung Donald Sutherland. Terror Creatures From the Grave (65' 5 tombe per un medium) Ed Woods klassiker Plan 9 Fromt Outer Space (59) også The Incredibly Strange Creatures Who Stopped Living and Became Mixed-Up Zombies (64' ja, den er god nok, på et tidspunkt verdens længeste filmtitel) udforsket de levende døde. Men det der gjorde netop Romero's film så meget anderledes, i forhold til andre film var, at Romero formåede at koble sine zombier op imod den tid filmen udspiller sig i.

I 1968 var USA et land plaget af uro og oprør både på både de indre og ydre liner. Vietnam-krigen rasede og det stod efterhånden mere og mere klart for den almindelige amerikaner, at USA’s engagement i krigen var på, hvis ikke et forkert, så tvivlsomt grundlag og at de unge soldater blev slagtet i lige så hurtig et tempo som de skippet om på den anden side af jorden. Krigen kom på den baggrund til at fremstå for en stadig voksende gruppe som en meningsløs krig . Ikke mindst fordi det var den første krig, som blev serveret direkte til aftenskaffen. Og netop TV-billederne fra Vietnam var en af hovedårsagerne til at krigen endte ud i en af de største folkebevægelser i Amerikas historie. (I den forbindelse skal man altså ikke glemme, at krigen har givet os en røvfuld gode filmoplevelser og traumatiseret vietnamveteraner. Var sagde Apocalypse Now, Full Metal Jacket, Taxi Driver, First Blood?)

Vietnamkrigen var dog ikke USAs eneste problem. Indenfor landets egne grænser var raceoptøjer næsten hverdagskost og ungdommen havde taget et nyt rusmiddel til sig: Heroin! Den hvide død fejede hen over landet, og blev solgt til spotpris i kampen om markedsandele. En pris der til gengæld var frygtelig høj for misbrugerne.

På den politiske scene havde amerikanerne oplevet endnu et Kennedy mord. Robert F. Kennedy blevet myrdet, kort efter han havde annonceret sin kampagne for at blive demokraternes næste præsidentkandidat, og havde vundet det vigtige primærvalg i Californien ved at slå McCarthy. I Tennesee blev Martin Luther King jr. skudt ned og med de to borte, mistede mange amerikanere deres stemme, men lige så vigtig, de to personer som mange var overbevist om, kunne have være med til at bygge bro og løse landets problemer.

På den sportsligescene havde verdens største bokser på toppen af sin karriere og idol for millioner, nægtet at reagere på sit "slave" navn (Cassius Clay), da han var blevet indkaldt som soldat. Muhammed Ali nægtede hele fire gange at træde frem og det endte i en retssag, hvor han bl.a. mistede alle sine VM titler. Men problemerne med Ali stoppede ikke der, han nægtede endvidere at tage til Vietnam og kæmpe mod en gul mand som aldrig havde gjort ham noget, for en hvid mand, som ikke respektere en sort mand. USA var i flammer.




Det var blandt andet disse begivenheder og det faktum, at USA ikke længere var en uovervindelig supermagt, symboliseret meget kraftigt ved, at et fattig Uland kunne holde verdens mægtigste nation i skak, som Romero ville bruge i sin film. Zombierne var ikke længere en fastelavns opfindelse af en Voodoo troldmand på Haiti, meden sjov hat på og knogler igennem næse og ører. Men pludselig et symbol på de ting som amerikanerne kendte til. Et land og ikke mindst en kultur udsat for et enormt pres.

De døde rejser sig fra graven og verden balancer på kanten af total anarki og kaos. Ingen ved for alvor, hvad der er sket, eller sker og endnu mindre hvad fænomenet skyldes. Der er gisninger og teorier, men intet er sikkert på nær én ting: De døde lever af at spise de levende, og de vokser konstant i antal. Det er præmissen for Night of the Living Dead.

Barbara og hendes små irriterende bror Johnny, besøger deres fars gravplads på en trøstesløs kirkegård udenfor Pennsylvania. Johnny driller sin lillesøster med at "De kommer og tager dig - They are coming to get you Barbara!" Og det gør de. Ud af det blå, eller mere korrekt grå, dukker en levende død op. Han griber fat i Barbara, men Johnny kommer sin søster til undsætning, men falder og slår sit hoved mod en sten - og dør. Barbara flygter i deres bil, og søger tilflugt ved et lille hus. Hun er dog ikke alene, en sort mand (Ben) hvis bil er kørt tør for benzin, flygter med Barbara ind i huset og barrikaderer sig. Ben er filmens handlekraftige mand, uden han på nogen måde er en rendyrket helt. Men bare det at Romero tillod sig at bruge en sort skuespiller i den ledende rolle, var nærmest et kulturelt overgreb mod normen i 68'. Indenfor i huset har familien (far, mor & datter) allerede barrikaderet sig i kælderen sammen med et ungt kærestepar. Altså en isolation i isolationen.

Filmens belejringsdel og det ydre pres på gruppen fra zombierne får langsomt det skrøbelige sammenhold til at smuldre og modsætningerne, tvivlen og uenigheden til at blusse op og tage over og som til sidst truer med at splitte gruppen. Det er igen et godt tidsbillede på 60'ernes opbrud i USA. Både socialt, kulturelt og ikke mindst mht. landets selvopfattelse som modsat i årene efter 2. verdenskrig, hvor følelsen var uovervindelighed og sammenhold. Nu er den frygt og usikkerhed overfor en stærk fjende af ukendt antal, som man ved meget lidt om (Vietcong). Dette set-up er siden hen blevet udgangspunktet i utallige horrorfilm. Men få, eller ingen, har udført det med en så kliniskpræcision og intensitet som Romero gør det her.

Som i mange af sine andre film vægter Romero sit fokus på en lille gruppe og dennes kamp mod en overlegen fjende og det pres det medfører. Det er de levende døde der sælger billetterne, men det er os, de levende, det handler om.

I starten er der kun få zombier, som er forholdsvis let at undgå, men som gruppen forskanser sig og barrikaderer sig for verden udenfor, kommer der stadig flere til. Romero viser snu denne udvikling, ved at præsentere stadig flere zombier ved de talrige angreb og fortæller os der igennem, at antallet vokser og det vokser stærkt. En plan må nu udtænkes. Huset vil ikke kunne holde dem ude ret meget længere, men hvor vil du flygte hen, når der ingen steder er at flygte til? The final chapter er ren filmhistorie.

NOTLDs styrke er dens udgangspunkt i det helt almindelige menneske i en højest ualmindelig situation. Hverdagsmennesker som må forholde sig til en tilsyneladende uovervindelig fjende og håbløs situation og som uden nogen form for træning eller våben, må kæmpe for overlevelse. Og netop denne psykologiske faktor, at fjenden ikke kun er ansigtsløse dæmoner fra helvede, men i høj grad også består af familie, venner og tidligere allierede gør, at effekten, når zombierne hiver og flår kød og indvolde af deres ofre, fremstår ekstra stærk. Selv i dag.

NOTLD er en $ 114.000 indepented film med et hidtil næsten uhørt fokus på den grafiske vold. Godt nok er herlighederne serveret i S/H, men det er kun med til at give filmen et dokumentarisk skær og underbygge dommedagsstemningen. Romero evner nemlig, at holde tungen lige i munden hele vejen til mål og kreere en stærk følelse af usikkerhed, modløshed og undergang som vi som tilskuere kan mærke helt ud i de trygge stuer.

Romero styrer ligeledes eminent filmens udvikling, med det levende kamera som aldrig tillader os  at døse hen eller sænke paraderne. På trods af de begrænset locations. Skuespillet er ikke fantastisk, men ægte og der igennem med til forbilledligt, at definere filmens tone og vores indlevelse.

NOTLD blev med sin enorme succes og opmærksomhed startskuddet til en hel bølge af zombiefilm, hvor den næsten i rækken syntes at sætte alle kræfter ind på, at skulle overgå den forrige i grafisk exploitation og make-up gore. Især Italien var en stor bidrags yder til at denne subgenre blev en ren genre og over alle bør Lucio Fulci navn nævnes med bl.a. Zombie 2: Gli ultimi zombi. (Zombie 2: Fleash Eaters 79') City of the Living Dead (80) L'Aldila (The Beyond 81) Zombie 3 (Hell on Earth 88). Også Marino Giolami's Zombie Holocaust (80) trak overskrifter sammen med Umberto Lenzis: Incubo sulla città contaminata (City of the Walking Dead 80')

Selv Romeros egen åbning af ballet blev i 90 lavet i en remake version af en mand der næsten har haft ligeså stor indflydelse på genren som mesteren selv, nemlig hans effektmand og en af branches absolutte konger Tom Savini (meget mere om den herre i de kommende film). Remake er sjældent tæt beslægtet med kvalitet, og selv om det umiddelbart er svært at sammenligne de to film (på trods), da baggrunden og tiden er meget anderledes, så er Savinis bud absolut ikke kød fattigt, selv om den aldrig indfanger stemningen fra originalen.

I nyere tid er zombier blevet højest mode igen. Især englænderne har samlet handsken op med den ikke ueffen 28 Days Later fra 2002 af Danny Boyle som slog igennem med Shallow Grave og rus filmen Trainspotting. "28" affødte også en sequel i 2007: 28 Weeks Later denne gang med Juan Carlos Fresnadillo i instruktørstolen. I Irland ville man også være med, low budget filmen Dead Meat (04') er en bidsk kommentar til fornøjelsen ved en god rød

bøf, hvor kogalskab forvandler irerne til levende døde også Boy Eats Girl (05') som er en ja, anderledes teenage kærlighedsfilm.  Mere humoristisk (og vellykket) og med betydelig mere pondus er en af de bedste, ikke bare zombie spoof's, men spoof generelt: Shaun of the Dead  (04') som er et kærligt opgør med zombie traditionerne midt i Londons hjerte. Det franske køkken har bl.a. budt ind med La Horde (The Horde 09'). Grækenland med To Kao (Evil 05') Spanien med REC (07) Argentina og Plaga Zombie (97') og ja, selv vores norske venner skal gøre sig til med low budget filmen Ein, Zwei, Die (Dead Snow 2009) og så må vi selvfølgelig heller ikke glemme, når mainstream Hollywood endelig kaster sig over de levende døde med den ganske vellykkede Zombieland (09).

Et kapitel for sig er selvfølgelig filmskelskabet Troma (dem med The Toxic Avenger) og deres take på zombiegenren med film som bl.a. : Redneck Zombie, Pot Zombies, Zombiegeddon, Chopper Chicks in Zombietown og Poultrygeist Night of the Chicken Dead.

Også spilfronten har gjort sit til at holde liv i genren og lufte zombierne for et helt nyt publikum med den populære Resident Evil serie, som blev konverteret med (med blandet) succes til filmmediet med: Resident Evil (02) Resident Evil: Apocalypse (04) og Resident Evil: Extinction (07) Resident Evil: Afterlive (10)

Af andre indspark i genren (på godt og ondt) bør nævnes blandt mange: Shock Waves (77) Alien Dead (80) Le Notti del terrore (Burial Ground 81) Re-Animator (85) Dead Heat (88) Black Demonds (91) Brain Dead (aka. Dead Alive, Peter Jackson 92) Dellamorte Dellamore (Cementery Man 94) Chocking Hazard (04) Corpses (04). Plauge of the Zombies (66) Children shouldn't Play With Dead Things (Bob Clark 72') Dance of the Dead (08') Let Sleeping Corpses Lie (75'). Fido (06) Dead Girl (08') The Return of the Living Dead (85') Zombie Lake (81') Night of the Creeps (86')  Strippers vs. Zombies (08') The Astro-Zombies (68')  Bio Zombie (98')  Black Sheep (06') Zombie Strippers (08') I Am Legend (08') Pet Sematary (89) Creepshow (82) og ikke mindst Zack Snyders fremragende remake af Dawn of the Dead (04').

Fortsættes i del 2: Dawn of the Dead