fredag den 11. november 2011

Zombieland Part II



Næste pitstop på Romero's highway to hell er Dawn of the Dead...


Hvad der startede ud som en uforklarlig og katastrofal epidemi, og som spredte død og rædsel i Night of the Living Dead, fortsætter nu hvor den slap og med forøget kraft i Dawn of the Dead.


Det er endnu hverken lykkedes at knække og endnu mindre at forstå gåden om dommedagsepidemien som forvandler de døde til zombier. Myndighederne prøver desperat af finde årsagen, mens The National Guard, SWAT teams og militæret kæmper en håbløs kamp for at kontrollere udbredelsen af zombie epidemien. Dette kan dog på ingen måde skjule, at bekæmpelsen af de levende døde allerede er tabt på forhånd. Samfundsstrukturen er kollapset og anarki er nu den fremherskende styreform.  Desperationen har spredt sig som en steppebrand ud over det ganske land.



Stephen (David Emge), en trafik-helikopterpilot og hans gravide veninde Francine (Gaylen Ross) plus to SWAT TEAM soldater Roger (Scott H. Reiniger) og Peter (Ken Foree) beslutter sig for at flygte fra det dødsdømte og kaotisk Philadelphia i Stephens helikopter. De vil flyve til den canadiske grænse og prøve lykken der. Overbevist om, at situationen må være bedre alle andre steder end hvor de er. Da kvintetten er ved at flyve tør for brændstof, gør de stop ved et stort indkøbscenter. De beslutter sig hurtigt for (på trods af Francies protester) at droppe planerne om Canada og slå sig ned i centeret (efter de har udryddet de få zombier der drev rundt der). Centeret, som nu er blevet deres fort og afskærmning mode verden, har nemlig alt hvad hjertet begærer. De har barrikaderet indgangene og lytter dagligt til radiosignalerne fra verden udenfor, som bliver færre, mere desperate og usammenhængende som dagene går og de fire nyder livet i sikkerhed og trygge genkendelige rammer. Spørgsmålet er så blot, varer dette utopia paradis ved?

Hvor Night of the Living Dead var en harsk samfundskritisk kommentar med et nærmest trøstesløs sortsyn på 60'ernes USA og landets fremtid, så lugter Dawn of the Dead mest af alt af kulsort samfundssatire. En satire der selvfølgelig ikke får lov at stå alene.

Dawn of the Dead er lang og med et smalt persongalleri får vi rig mulighed for at følge vores fire venner på nærmeste hold og ikke mindst deres udvikling (afvikling?) individuelt og som en gruppe. Vi vidner igennem dem, menneskets fantastiske evne til at tilpasse sig i selv de mest ekstreme situationer. Bl.a. symboliseret ved at gruppen først sover på det kolde og hårde gulv, nervøse og konstant på vagt. Til de sover i store kingsize senge, spiser i centerets fineste restauranter. "Shopper" i butikkerne og ser TV, som om det var en almindelig fredag aften med Vild med Dans. Centeret er deres verden og hjem nu.

Selv om Dawn of the Dead ikke dedikerer sig selv som en politisk kommentar på sin samtid på samme kompromisløse måde som NOTLD gjorde det, så går verden udenfor ikke uset forbi Romeros tykke briller. 70'ernes racisme og USAs immigrationsproblemer og der af tilstrømning af illegale flygtninge, kommer til udtryk i filmens start, hvor racistiske SWAT-team soldater mejer en grupper af farvede zombier ned med fråde om munden - officerernes altså. Rednecks afholder som største naturlighed jagtselskaber med tilhørende barbacue party. Alt i mens børnene løber legende rundt, så skyder farmand zombier ned til stor morskab for hele familien. 



Midt i mellem kaos og trøstesløsheden i Dawn of the Dead har selvtægtsgrupper og militstfolk kronede dage og selv om man ikke direkte kan pege fingre af, at de udrydder zombier, hvad i bund og grund alle er opfordret til og som er en nødvendighed for egen overlevelse, så er det alligevel med en vis portion vemod  du  iagttager deres menneskesyn og opførelse. Der med bliver de samtidig eksponent for et  gennemgående tema og karaktertræk for Romero og mange af hans film, nemlig det, at vi tvinges til, selv i de mest håbløse situationer, at forholde os til vores egen medmenneskelighed og der af handlingerRomero prikker til os, og viser hvor hårfin grænsen netop er mellem disse to poler og ikke mindst hvor let det er at miste sig selv og det vi kæmper så desperate for at bevare.


Kommer du forbi, så kig ind og spot en zombie
Det billede kommer perfekt til udtryk med en flok rockere da de invaderer indkøbscenteret og der med udgør en endnu større trussel for vores fire forskanset venner end zombierne nogensinde gjorde. Mennesket er igen sin egen værste fjende og modsat de fire, som har tilpasset sig situation med en hvis form for forståelse og respekt og hvor de kun gør brug af hvad der er nødvendigt. Så er det omvendt et must for rockerne at smadre og plyndre centeret for at fastholde rollemønstret fra tiden der var engang. Den gamle samfundsorden må fortsat bestå.  Zombie epidemi eller ej.




Men hvad med splat og gore siger du? Skulle Dawn  of  the Dead  ikke være en kulturbærer for netop dette begreb? Jow sgu'! Og det er den ved gud også!


Hvad med Disneyworld.....Paris?
På trods af de samfundsmæssige referencer er Dawn of the Dead også en popcornfilm set i forhold til NOTLD og det er primært fordi, at Romero tillader filmen at være et udstillingsvindue i gore, headshots tarmudrivninger, pulsåre bid, blod og indvolde i litervis. Især filmens slutning eksploderer i lemlæstelser og nedslagtninger som aldrig tidligere set. Oh my!

Manden vi kan takke for dette vidunderlige slagterhus, er effekt guruen Tom Savini. Savini som om noget skabte sig selv et navn og kultstatus med Dawn. Savini skulle have arbejdet på NOTLD, men blev i stedet sendt en tur i Vietnam som fotograf, da optagelserne skulle til at begynde. Da han vendte hjem igen, var det med mange visuelle indtryk og oplevelser som var pakket med ned i rygsækken fra Nam'. Indtryk han aldrig glemte. 

Savini...til venstre forståes
 Savini abejde sammen med Romero på hans off-beat vampyrfilm Martin, men det var med Dawn of the Dead der for alvor blev tændt for Savinis navn på stjernehimlen, og i dag efterlader ham som en af branchens giganter sammen med folk som Rob Bottin, Dick Smith og Rick Barker.

Savini havde kun otte hjælpere på Dawn of the Dead og kæmpede hver dag en nådeløs kamp mod tiden for at få sminket zombierne og forberedt eksploderende hoved og arm afrivninger, indvolde i metervis og hvad der ellers var af udfordringer. Selv om Savini i dag ikke er tilfreds med make-up arbejdet på zombierne i Dawn of the Dead, ændre det ikke et sekund på, at hans arbejde i netop denne film, har dannet præcedens og stadig fortjent ved hver eneste lejlighed, at blive hevet frem i rampelyset som et skoleeksempel på kunsten at skabe speciel make-up effects. Men glæd dig, det skulle blive endnu bedre i Day of the Day.

Da Romero skulle skrive Dawn of the Dead, blev han "kidnappet" af den italienske mesterinstruktøren og giallo konge Dario Argento (Suspira, Profondo Rosso og Tenebre). Argento tilbød Romero sit hus i Italien og der med fred og ro til at udvikle sit manuskript. Plus at den lille italiener stod for en del af finansieringen af Dawn of the Dead. Til gengæld for filmens Europa indtjening. Noget for noget princippet. De to horror ikoner skulle gentage deres samarbejde i Two Evil Eyes (90') som er en dobbelt feature hvor begge instruerede hver deres bidrag. The Facts in the Case of M. Valdemar af Romero og The Black Cat af Argento. Delvis baseret på Edgar Allen Poes arbejde. Hovedrollen i Romero's bidrag blev i øvrigt spillet af Adrienne Barbeau som tidligere var gift med en anden genre legende John Carpenter og medvirkede bl.a. i Escape From New York og The Fog.



Argento, Romero, Gornick og Rubinstein
Selv om Argento ikke havde en direkte indflydelse på manuskriptet, så var det ham der linkede Romero sammen med sit hofband Goblin. Goblins musik blev brugt i den internationale release af filmen, og er intet mindre end mesterlig. Det er typisk sådan med film, at de kan have et score som nærmest er "usynligt", eller modsat, som stjæler billedet. I Dawn of the Dead er musikken og filmen smeltet sammen i en smuk  og blodig symbiose. Goblins musik er en ren og uforfalsket nydelse, og er vel kun overgået af deres arbejde på Suspiria.

Argento klippede i øvrigt også den skarpere 117 min. "korte" internationale version (US udgaven løb 120 min). Filmen blev lanceret i Europa under navnet Zombie: Dawn of the Dead eller blot Zombie. Det er i sig selv lidt finurligt, da Romero aldrig selv bruger ordet zombie i sine film. Den blev så stort et hit i bl.a. Italien, at giallo veteranen Lucio Fulci lavede en "sequel" Zombie 2 som dog intet har med Romeros film at gøre, men det blev en klassiker i sig selv og samtidig kickstartede en bølge af italienske zombie/kannibalfilm op igennem 80'erne.


Dawn of the Dead er om noget eksemplet på, at blodig horror i yderste potens ikke nødvendigvis er det samme som proteinfattigt og hjernedødt nonsens. Dawn of the Dead er her, mere end 30 år efter, et lige så frisk indspark og ikke mindst forrygende underholdning som da den blev udtænkt. En af grundene til dette er, at på trods af NOTLD store succes, fravalgte Romero de mange millioner fra de etablerede filmselskaber og der med en mere fordøjelige "familie venlig" udgave af Dawn of the Dead. Med andre ord: Han bevarede den kreative kontrol og final cut til gengæld for det store budget som kunne have gjort livet meget lettere. Sådan et fravalg (eller rettere tilvalg) har selvfølgelig konsekvenser. Dels måtte Romero, skuespillere og filmhold pænt vente til at det mall center de filmende i lukkede for dagens sidst kunder og de fik gjort rent. 



Klokken var ofte på den anden side af 22, før de kunne gå i gang med dagens optagelser. Og selv da måtte de leve med, at der var en bar med støjende gæster, så de ikke kunne lave lydoptagelser før senere. En anden konsekvens var, at  filmen ikke kom ud i så bred en distribution, som den ville have gjort med et stort selskab i ryggen. P.R. maskinen var selvfølgelig også mindre. Men vigtigst af alt, Romero bevarede kontrollen med sin baby. Et gennemgående karaktertræk  i det meste af hans lange karrierer. Slutningen på Dawn of the Dead blev dog ændret fra sort i sort til en "happy ending". En slutning som vel kun kan kategoriseres som happy i Romeros apokalyptiske zombie univers.

I 2004 lavede Zack Snyder (Watchmen) et re-make af Dawn of the Dead, som du absolut ikke må snyde sig selv for. Modsat mange af tidens andre blodfattige opdateringer fra horror skattekisten, har Snyder både noget på hjertet ...og hjernen og har lavet det umulige remake.




Næste stop: Day of the Dead

Ingen kommentarer:

Send en kommentar