tirsdag den 1. november 2011

Sådan var det ikke i 80'erne # 2


Anmeldt af Søren Nielsen

Lad os få en ting helt på det rene. Commando er på ingen måde hverken Arnolds bedste film, eller rolle for den sags skyld. Men når det så er sagt, så uha da da for dævlan, hvor har vi med en vigtig film at gøre her. For Commando er vel om nogen the Kodak Moment på hvad 80’er actionfilm was all about. Og netop 80'er actionfilmenes betydning kan på ingen måde overvurderes. For sidder du nu fejlagtigt og tror, at historiens største kulturelle mavepumper var anti Nam’ fredssange af Bob Dylan eller Give Peace a Chance med fredsterroristen John Lennon…then think again! Med små mirakler som Commando, Firstblood, og Death Wish serien, Dirty Harry, Missing in Action osv. blev fundamentet nemlig lagt for en hel genre af one-man-army movies og ikke mindst en nyvunden selvbevidsthed om at dialog og fredsforhandlinger sucks big time! Og ikke mindst, at svaret på enhver krisesituation lå gemt i selvtægt, steorider, onliners og fuldautomatiske våben. Med andre ord; Commando er våbenporno, eksplosioner, knivkamp og et par stykker på lampen. Nydeligt indrammet i et transparent plot, grotesk højt bodycount, klassiske onliners og så selvfølgelig, nok testosteron til at fylde Grand Canyon – twice! Give peace a chance? No way in hell! Og som bonus er der endda blevet plads til at snige et par bare bryster med på menuen som ekstra eye candy i ren Walther Hill stil.




I Commando spiller Schwarzenegger ex commando soldaten Matrix. Bemærk her, at ex altid er populært i actionfilm. I stort set samtlige Steven Seagal film er manden med hestehalen ex. et-eller-andet. I Abow the Law er han ex. CIA (det er han i øvrigt også i Into the Sun). I Under Siege er han ex. Navy Seal. I Out of Reach er han ex. CSA agent. I Today You Die er han ex. tyv. I Pistol Whipped ex. politibetjent og i….nå ja, tilbage til Commando.



Nu ved alle hvordan den kære Seagal ser ud, så her er i stedet hans ex. kone

Matrix lever nu et stille, tilbagetrukken og harmonisk liv i bjergene sammen sin pre teenage datter. Her får de tiden til at gå med at fodre bambier, fiske og diskuterer hvorfor Boy George ikke hedder Girl George. Idyllen bliver dog brudt da medlemmerne fra Matrixs gamle commandogruppe pludselig bliver likvideret fra en side af…bang!..bang!..bang!….clik..clik…
Attentatmændene finder til sidst også frem til Matrix og det lykkedes dem endda, at kidnappe hans datter. Det viser sig hurtigt, at være en tidligere sydamerikansk general og diktator som står bag aktionen. Han er nemlig temmelig muggen og træt af at være civilist og vil i returpant for Matrixs datter, have at Matrix tager tilbage til Sydamerika og myrder den folkevalgte præsident, som selv samme Matrix hjalp med at komme til magten. Matrix indvilliger i første omgang, meeeen allerede under take off slår han sin oppasser ihjel og hopper bogstaveligt talt af flyet! Nu har Matrix så…tik tak…elleve timer, før flyet lander i Sydamerika, til at finde og befri sin datter!


It's Matrix time

Du kan godt høre det ikke? Her er det ikke manuskriptudviklingen der har haft den højst prioritet på budgettet. Og ja, ja, indrømmet…historien er mildt sagt små idiotisk, but then again…who cares? Den leverer nemlig lige nøjagtig plot nok til at holde den del af gryden i kog og bevarer fremdrift og momentum til the final show down.

Commando er nemlig ikke en film som misbruger, modsat mange andre, sin besøgstid på ligegyldige twist og subplots, som blot har det ene formål i livet, at vil gøre sig selv smartere og fremprovokeret en nåååee, det er sådan det hele hænger sammen reaktion. Her taler vi nemmerli’ aktion, reaktion og erektion! Commando er nemlig om noget en 100% rendyrket popcorn film, som aldrig på noget tidspunkt giver sig ud for at være noget den ikke er – eller ikke kan leve op til. Commando sigter entydigt efter sit kernepublikum og hvad vigtigere er, rammer plet.

Arnold er her i topform. Han udstråler King Kong karisma og er leveringsdygtig i både hårdt pumpet (og olie indsmurte) muskler. Kilometervis af bodybags og endnu flere onliners. Hvad med f.eks. : Let out some steam Bennett eller: Remember when said i’d kill you last? I lied! Plus selvfølgelig: Don’t disturb my friend. He’s dead tired! Det mine damer og herrer, er William Shakespeare for actionfilm!



Et af Commandos mere ufrivillige underholdningsaspekter er, at den mellem alle guldkornene også er leveringsdygtig i ufattelige mange fuck ups. En gul sportsvogn som får siden smadret, for så i næste sekund ikke længere at have det. Arnold der lander i en sump og er drivvåd for så at være tør. Arnold som går ind i et storcenter i fuldt dagslys, for så kort tid efter at forlade det igen i total mørke og man kunne blive ved. Ganske underholdene.

Der skal ikke herske et sekunds tvivl om, at Arnold er kongen i Commando, men uden skurk, ingen helt. I spidsen for the bad guys i står Bennett. Bennett som er tidligere medlem af Matrixs commandoenhed, men fik et los i røven og blev smidt ud på grund af……brutalitet! Den lader vi lige stå et øjeblik!

……..Sådan!

Bennett spilles af Vernon Wells som gør det aldeles fremragende. Bennett er nemlig en af de få skurke igennem tiden, som ikke drukner i Arnold’s skygge. Wells lægger faktisk så meget power og energi i sin figur, og spiller stort set hver eneste scene med et så fantastisk psykotisk overdrev, at det vel kun overgåes af hans figurs total mangel på tøjsmag, som kandiderer til pladsen som stamgæst på The Blue Oyster Bar.


Det endelige opgør på øen er legendarisk. Her påtager Arnold sig ene mand at nedlægge omkring 100 svært bevæbnet kampsoldater med assistance fra alt fra en rocketlauncher, til knive, håndvåben, maskingevær og savklinge. Det er intet mindre end filmhistorie, når vores østrigske ven zig-zagger imellem blomsterbede og potteplanter og pløjer soldater ned til højre og venstre, som alle selvfølgelig,  står pænt i kø og venter på at det bliver deres tur. Faktisk tæller Commando 101 on screen kills. Her skal det lige indskydes, at en enkelt soldat med skæg dør tre gange. Om det så tæller for tre gange, eller kun den ene, skal være usagt.

Apropos the final countdown. Syn’s du  så at der sniff sniff dufter af noget genkendelig ved huset som Arnold indtager på øen og befrier sin datter fra (ups spoiler)? Så kan det skyldes, du har set Berverly Hills Cop. Det er nemlig også det hus, at skurken fra den film havde udset sig til sit slutopgøret mod Murphy og co..



Ratatatatatata!

Sluttelig, så smider man ikke en film som Commando i dvd-afspilleren og sætter sig til rette i stuens bedste lænestol for at blive intellektuelt stimuleret. Du  sidder heller ikke med tilbage holdt åndedræt i spænding for at lægge øre til en ny Meryl Streep’s dialekt. No siree! Der i mod så bør disse fantastisk pacet 90 min. r å  n y d e s  i Arnolds selskab og en rendyrket atmosfære af mayhem, krudtrøg, eksplosioner, vittig dialog og over the top action. Krydderet selvfølgelig, med en komplet mangel på realisme, logik og et historisk højt bodycount.

Mark L. Lester (Class of 1984, Firestarter og Showdown in Little Tokyo) er manden vi kan takke for, at denne filmperle kan hives ned fra hylden og nydes igen og igen. Alt imens tankerne glider tilbage til dengang, man kunne lave actionfilm og sangene der repræsenterede Danmark ved Melodi Grand Prix var Video, Video. Kloden Drejer og Sku’ du spør’ fra no’en? Kulturmaskinkanon hvisker du?  I think so!













1 kommentar: