lørdag den 22. oktober 2011

Sådan var det ikke i 80'erne #1


Anmeldt af Søren Nielsen

Den tid du er ung i er den bedste, er der nogle som påstår. Er det sandt, så er jeg yderst taknemlig for at jeg udklækkede min bumser i 80’erne. Ikke mindst hvis vi kigger på udbuddet af actionfilm og musik. Og min damer og herre, det skyldes to små ord: Sly og Arnold! De to var ikke blot filmstjerner som Orlando Bloom, Vin Diesel, Matt Damon, Leonardo DiCaprio og hvad de ellers alle sammen hedder nu om dage, nej d'herrer var SUPER STJERNER! De var out of this world. Måske var filmen ikke den bedste. Måske var dialogen mere end cheesy. Måske var plottet mere transparent end Helle Thornings smil på en valgaften, MEN de og de alene løftede oplevelsen op på et helt andet niveau ved deres blotte tilstedeværelse, som ville få selv Errol Flynn til at lette på filthatten. Det var med andre ord dengang at Canon Group tonede frem på tv-skærmen når man trykkede play på videomaskinen. Ja, sådan hed det før fladskærm tv'et holdt sit indtog, og man kunne endda vælge at betale licens for enten farve eller S/H. Og når medarbejderne i DR strejkede, ja så var skærmen sort og familien Danmark tvungen ud i vanvittige tiltag som Matador (altså spillet) eller Ludo. I kid you not!



Musik var ikke noget man stjal på nettet i computerskærmes skær. Nej, her sad man trofast foran radioen med høj puls, tilbageholdt åndedræt og optog på sit BASF kassetebånd. Helst i selskab med mesteren selv Kim Schumacher i Studiet et-eller-andet. Eller Hej P3 fra 17.05 til klokken 18.00 med oraklet og Mr. music Christian Flagstad.

Mr. Music in action
Her kunne play og rec knappen så trykkes i bund når tonerne fra Thompsons Twins, Dead or Alive, Erasure, Depeche Mode, Bananarama, Aha, Taco, Men Without Hats, Kim Wilde, Nena, The Bangles, Prince, MJ, Culture Club, New Order og Duran Duran og..og..og..strømmede ud fra anlægget som var købt for konfirmationspengene. Lommepengene der i mod, prydede væggen med dyrt købte Sabrina og Samanthe Fox plakater fra Bravo og Popcorn...Oh be still my gentle heart!


Miss Foxy Fox

Og lad os da så ikke forsømme lejligheden til at hylde Sabrina og Miss Fox, nu den er her. Det kan simpelthen ikke gøre ofte nok. Det burde så samtidig en gang for alle aflive diskussionen om Lady Gaga og musikidolers påklædning i dag er blevet for vovet og fordærver ungdommens moral og sind.



Nå, det var Cobra vi kom fra. Cobra er ikke Sly’s bedste film oh no, men make no mistake, det er FED action. Og til folk som vrænger på næsen af den…wake the fuck up! Har I luret coveret før jeres små fedtede fingre skubbede dvd-skiven indenbords? Manden står med spejlsolbriller, en tændstik i kæften og sorte læderhandsker. Han har en uzi-maskinpistol med lasersigte i højre hånd og en pistol med en kobra på skæftet, stoppet godt ned i bukserne og som flankeres af et par håndgranater. Og nå ja, så kører han selvfølgelig rundt i en 50'er Mercury Monterey custom med nummerpladen "Awesom". Det her små venner, er så rå, uforfalsket, tegneserieunderholdning som det overhovedet kan blive. Make no miskake!




Det er faktisk med actionfilm fra 80’erne (og skal vi være fair, en del af 90’erne) som med Side 9 pigen i Ekstra Bladet. Dengang var hun sgu’ ægte. Du ved ægte som i hun lignede en kvinde...ja, man kunne næsten...næsten dufte hende. Det var ikke et Frankenstein photoshop monster, men en kvinde støbt af kød og blod. I dag skriger side 9 pigen mere af computerredigering og har en nærmest tegneserieagtig "glød" når hun stikker silliconeattributterne frem fra avisen eller Se & Hør og ens tanker går automatisk fra det syndige til hvor lækker hun mon er i virkeligheden?



Det samme kan man sige om nutidens CGI film. Der er intet galt i at udvikle teknikken man laver film med. Men når teknikken bliver et mål i sig selv og drukner filmen i kunstige tilsætningsstoffer og samtidig sylter bevidstheden om, at actionfilm dybest set lever af ganske banale og helt lineære fortæller og virkemidler, så drænes potensen og man mister samtidig grebet og evnen til at skrue dem effektivt sammen. Og netop derfor er selv de actionfilm fra 80’erne som ikke umiddelbart popper frem som nummer tre eller fire på en all time greatest filmliste, stadig klasser over hvad man duplikerer i CGI helvedet i dag.

Der er ikke meget logik at finde i Cobra og leder man efter den alligevel, burde man måske revurdere sin opfattelse af begrebet og i øvrigt hvad man bruger sin tid på. For fra samme øjeblik som LT. Marion Cobra Cobretti, fra LAPD’s Zombie Squard (intet mindre) gør sin entre i supermarkedet og annoncer over højtaleren til gidseltageren fra den neo nazistiske et-eller-andet New World crap gruppe:Hey, dirtbag! You're a lousy shot! I don't like lousy shots! You wasted the kid...now it's time to waste you! Ja, så ved både vi og Sly hvad klokken har slået. Og da den kære ungdomsforbryder (som selvfølgelig har parkeret sin motorcykel på en handicap parkeringsplads) i et sidste øjebliks desperat forsøg truer med at sprænge supermarkedet, sig selv og gidslerne i luften, så vrisser Sly køligt, som var det blot endnu en meddelelse om et forsinket tog i højtaleren på KBH hovedbanegård: Go ahead, I don’t shop here! Og før vores nu overrasket wannabe terrorist for fremstammet: A hva’? Så skærer Sly maven op på ham, mens han hvisker ham i øret: I don’t deal with psychos, I put ’em away! Sådan Sly! Og ved I hvad børnlille? Vi er kun lige begyndt!


Sly befinder sig i øvrigt i fornemt selskab med selveste Birgitte Nielsen (uden bryster) som spiller Ingrid Knudsen.....den lader vi lige stå et øjeblik.


Cobra's superkurk og leder af The New World, er ingen ringere end Brian Thompson. Manden med verdens måske mest markeret hageparti. Thompson som vi i øvrigt også har haft fornøjelsen af i bl.a. The Three Amigos som filmens tyske højdepunkt. The Terminator og ikke mindst horror-comedy perlen Fright Night Part II.


Fright Night Part II er den yderst undervurderet fortsættelse til ja, godt gættet: Fright Night som der kører (suprise-suprise) remake af i biograferne for tiden. Fright Night  Part II kan (skulle man underligt nok ikke sætte pris på en god vampyr comedy) lures alene på grund af den underskønne og dejlige vamp godte, Julie Carmen...please bite me Miss Carmen! I øvrigt nærmere det sig med hastige skridt en 8. dødssynd, at denne perle endnu ikke har set lyset på en Blu Ray eller dvd udgivelse i sit rette format. En film som burde belønnes med en anmeldelse her på siden, men indtil da, kan I nyde Carmen så længe.

Sly var med Cobra leveringsdygtig i endnu en 80’er action-basker-klassiker og til med Warners største weekend åbning. Derfor bør vi alle med stolthed og en lille-bitte smule æresfrygt nu og da finde svinet frem, når vi er samlet med gutterne fra den-der-gang hvor bumsecreme, en pose fyldt med lunkne øl og den evige debat om hvem af pigerne fra naboklassens bryster var vokset mest hen over weekenden.

Sluttelig må vi selvfølgelig ikke glemme filmens udmærkede soundtrack med bl.a. John Cafferty og  Voice of America’s sons, som blev sparket ud igennem æteren og ind i de små danske hjem af Kim Schumacher i Harakiri


eller for den sags skyld Jean Beauvoir og Feel the Heat.  Until next time...enjoy!












Ingen kommentarer:

Send en kommentar