Skyggetanterne

Af Søren Nielsen

I kender dem godt. Det er dem som liiiiige kan skimtes i kanten af billedet. De som står diskret i baggrunden. De som laver alt fodarbejdet. De som bruger timevis på at få puslespillet til at passe sammen, så vores helt kan lægge den sidste brik. De som igen og igen redder helten fra den visse død og forpurre skumle planer og diabolske fælder, vores helt kan stråle og redde heltinden, kongeriget og verdensfreden...eller noget i den dur. De som aldrig for hverken avisforsider, tak eller den opmærksomhed de fortjener. Med andre ord: Lad os for én gang skyld tænde projektørene og hive de sande helte frem i rampelyset. Vi lette på hatten og give dem en stor hånd. Vi hylder de 10 største sidekicks.

10. Dr. Watson (Sherlock Holmes)
Ingen sidekick listen uden den kære doktor. Dr. Watson. Ikke bare er den trofaste doktor garant for at generationer af mennesker verden over, kan læse om Holmes fantastiske bedrifter. Han er også limen der binder kiksen sammen for verdens største detektiv og sørger for, at Holmes ikke kommer afsted uden halstørklæde og vanter og mrs. Hudson ikke for længst er løbet skrigende bort, men fortsat vasker og stryger Holmes skjorter. Uden Watson ingen Holmes. Så simpelt er det.

9. Ricardo Tubbs ( Miami Vice)
Sidekick til Crocket i 80’er serien over dem alle: Miami Vice.De to MTV-Cops som gjorde pangfarvet T-shirts under Armani blazere og bare fødder i hytteskoene til et hit world wide. Måske var det Don Johnson der trak seerne i land og satte pigehjerter i brand, når han drønede Miami tyndt i sin Ferrari Testarossa. Men det var Mr. Tubbs med guldkæden og det oversavet jagtgevær fra NYC, der som ofte reddede Crocket, Miami og desuden næsten blev spist af Elvis.

8. Kaptajn Haddock (Tintin)
Kaptajen er det man kan kalde en rigtigt mand og uden Archibald Haddock, vil Tintin være ca. lige så spændende at tygge sig igennem, som en genudsendelse af Kristen Demokraternes landsmøde fra 88’. Kaptajnens farverige gloser og glæde ved indtagelse af Whisky, redder gang på gang ikke bare hans fimsede journalist ven og dennes gadekryds, men også en af verdens mest berømte tegneserier.

7. Walter Sobchak (The Big Lebowski)
Walther er en ganske utraditionel sidekick. I kraft af at han både er en og har en. Walther er først og fremmest jøde og der næst bowler. Han er samtidig udstyret med et voldsomt temperament, som ofte kommer håndgribeligt til udtryk via håndvåben og koben.Walthers temperament antændes ofte af hans egen sidekick Donny og resulterer typisk i utallige referencer til Vietnam-krigen. Walther går desuden sine egne veje som sidekick, men når lokummet brænder, ja så er han der for The Dude.

6. Brian Griffin ( Family Guy)
Sidekick til Peter Griffin og fast inventar som familiemedlem hos The Griffins. Brian er hund og alkoholiker. Han ryger marihuana og tisser nu og da ufrivilligt på gulvet og gør til sin store fortrydelse af sorte mennesker. Han går på bagben og ser gerne sig selv som en kultureloplyst person med stor forkærlighed for både litteratur, opera og jazz. Brian er selv en hårdt kæmpende forfatter/journalist og har da også fået udgivet én bog, men er ellers ganske usuccesfuld. Ofte kaster Brian sig ud i mere eller mindre vanvittige projekter med familiens hævngerrige og opportunistiske baby Stewie, som f.eks. i dennes forsøg på at myrde julemanden. Der ud over dater Brian et hav af kvinder. Bl.a. Linsay Lohan og spiser gerne indholdet af Stewies ble, så han ikke får en rød numse.

5. Waylon Smithers (The Simpsons)
Kaldt Smithers, er Mr. Burns mere end loyal 1. dame på atomkraftværket. Skal der fyres loyale medarbejdere, skal der ryddes et lig af vejen eller dumbes atomaffald på en legeplads, er Smithers klar. Smithers er desuden i besiddelse af en tatovering som siger Boss of My Heart og den største samling af Malibu Stacy dukker i Springfield. Nu og da siger Smithers dog stop, når Mr. Burns går for vidt, men det har altid store personlige omkostninger.

4. KITT (Knight Rider)
Kitt er bilen som James Bond vil gå i kloster for at få fingrene i. KITT er nemlig så raffineret et teknisk stykke vidunder, at bilens finesser først begynder for alvor der hvor Q’s drømme holder op. Før The Hoff trak maven ind og strippede ned til de orange badeshort og tænkte: Hmm, hvordan vil en arbejdes uge se ud, hvis man lavede en tv-serie hvor jeg fik en røvfuld penge for at kigge på Pamela Andersson løbe op og ned ad stranden i en lille badedragt? Med andre ord, før Mitch strandløve var der Michael Knight, som i kort sort læderjakke og stramme jeans reddede kvinder med luftig 80’er garn (og nu og da verden) og ved hans side var altid trofaste KITT.

KITT (Knight Industries Two Thousand) er en super-duper computer på fire hjul. KITT’s ”hjerne” er en Knight 2000 microprosser self-aware cybernetic. Som gør KITT i stand til at lære og tænke. KITT kan også interact med mennesker og har en følsom personlighed. I øvrigt er KITTS reaktions tid et nanosekund. Det er sådan ca. bilernes svar på Lucky Luke.

Af KITTS udstyr bør nævnes:

Armor, kan modstå faktisk alle slags automatvåben. Der skal direkte hit fra raketter og lignede for at skade ham og selv der, er det ikke vitalt. KITT kan modstå varmegrader til op over 400c. Snakker flyende engelsk, spansk, lidt jysk og fransk. Plus adskillige dialekter. Han kan lugte via en device monteret i køleren. På samme måde kan han også høre. KITT har også et silent mode (lidt som T-Rex'erne i Jurrasic Park) så han kan snige sig rundt uden at lave motorlyde. Han kan sanse hvis en person bevæger sig omkring bilen. Af de mere banale evner er der olie ud på vejbanen. Flammekaster og evnen til at blokere bremserne på andre køretøjer. Men vigtigst af alt er dog hans Turbo Boost, som kan accelerer KITT op til 322 km/h. I forbindelse accelrationen kan KITT flyve ca. 13 meter igennem luften. Typisk over strategiske placerede forhindringer på vejen foran ham og Michael i form af lastbiler, huse, hegn m.m. En finesse der blev brugt ofte. KITT er den uundværlige hjælper for Michael, som skylder KITT sit liv adskillige gange. KITT har en ond tvilling, som hedder KARR.

3. Niles Crane (Frasier)
Bror til Frasier Crane. Niles (M.D., P.h.D, A.P.A) er i evig konkurrence med sin storebror (som han anser som en pop-psykiater, men alligevel beundre) om at rekvirerer de dyreste og fineste antikviteter. Få de bedste siddepladser i operaen og teateret, eller komme med i de mest eksklusive klubber.

Niles er ultra snob og lider af alle tænkelige forbier (hvor af nogle er uhyre sjældne). Han er i mange år gift med den styrtende rige (og usynlige) Maris, som er ham en uvurderlig hjælp til at kravle op ad den sociale rangstige i Seattle. Alligevel er han hemmelig forelsket i hans fars "genoptrænings hjælper" Daphne, som på trods af at være påstået synsk, aldrig ænser dette.

Niles er motorisk og fysisk nærmest hjælpeløs, og evner f.eks. end ikke at gribe selv simple ting kastet til ham som f.eks. en bold (medmindre selvfølgelig, at Daphne er i nærheden) til stor frustation for hans far Martin. Til gengæld har Niles en IQ på 156.

Niles elsker desuden det franske køkken and fine arts. Det gør at han og Frasier ofte kaster sig ud i hovedløse projekter sammen, så som at starte en restaurant med et så tilpas vanskeligt navn at udtale, at almindelige mennesker ikke kan bestille bord. Skrive en bestseller, eller gå sammen om en fælles praksis som psykiatere. Alt selvfølgelig, dømt til at mislykkedes på grund af rivalisering og jalousi                           

   


2. Chewbacca (Star Wars)
Der vrimler ikke med filmroller til Wookier, men Chewbacca stråler i rollen som Harrison Fords trofaste sidekick og uldtæppe. Piraten Solo er ikke en mand som stoler på mange, men Chewie lægger han gerne sit liv i hænderne på. Der ud over er Chewie en ganske habil skakspiller og udstyret med en ultra cool armbrøst. Desuden er Chewie aldrig hoppet på den metroseksuelle bølge, for Chewie barber nemlig hverken bryst, ryg eller boller. Chewbacca havde sin storhedstid i de tre Star Wars film, der efter blev der lidt stille omkring hans person, men lever i dag et stille liv i Malibu. Og nej, det er ikke en fejl. Der er tre Star Wars. Punktum!

1. George Costanza (Seinfeld)
George er en yderst utraditionel sidekick. Han lyver, stjæler, snyder, bedrager og er super nærig. Han er neurotisk og usikker og stinker til parforhold. Han er typen der maser og skubber sig foran børn og ældre mennesker for at komme først ud af en brændende bygning. Ånder lettet op når hans soon to be wife dør før brylluppet, på grund af hun har slikket på giftige konvolutter købt billigt af George selvfølgelig. Omvendt har George gjort det at lyve til den største kunstform og udviser nu og da et besynderlig mod. Der ud over er hans eneste rigtige talent, at havde overlevet sin opvækst med sin psykotiske forældre også at spille Frogger.

Honorable mention:

Paven (Gud)
Andrew Ridgeley (George Michael)
Darth Vader (Kejseren)
Cato Fong (Jacques Clouseau)
Joseph Goebbels (Adolf Hitler)
Hawk (Spencer)
Sideshow Bob (Krusty the clown)
Doc Holliday (Wyatt Earp)
Newman (Kramer)
Schaffer (Smith)
Silent Bob (Jay)
Cliff  Clavin (Norman)
Villy Søvndal (Helle Thorning)

......Tak for alt og husk:

 

Post Apokalyptisk italiensk dommedags feber

Kommer talen ind på italiensk film, ja så vil visse personer straks rive hele hårtotter ud og skrige: Aldrig i livet! om det så kunne udrydde malaria og tømmermænd! De er endnu værre end hysteriske franske kunstfilm. Mens andre igen, vil få et intellektuelt og stærkt drømmende blik i øjnene mens der gryntes: Fellini, Michelangeo Antonio, Bernardo Bertoluccio, Visconti, Vittorio De Sica ..ZzZzzzzz

Well...begge dele er selvfølgelig en gang crap! For italiensk filmkunst er selvfølgelig andet og heldigvis meget, meget mere end de før omtalte søvngængere. Det er først og fremmest folk som Sergio Corbucci, Tonino Valerii, Sergio Leone, Ennino Morricone og Sergio Sollimaolk som introducerede os for den italienske sub-western genre. De vendte vores forestilling om hest og rytter på hovedet. Gav os dårlig dubbing, skægstubbe, støvfrakker, svedperler, close-up's og endeløse krydsklipninger. De berigede vores verden med personer som Henry Fonda, Lee Van Cleef, Claudia Cardinale, Clint Eastwood, Klaus Kinski, Franco Nero, Terrence Hill, Eli Wallach, Marianne Koch, Charles Bronson,

James Coburn, Barbara Bouchet og Jack Palance og..og... Med andre ord: The filthy few and dirty dozen...mænd og ikke mindst kvinder af den rette støbning. Også selvfølgelig så selvfølgelig italiensk horror. Giallo, zombie, kannibalisme ja, italienerne mandsopdækker hele den blodige palette med en stjerneparade af navne som Argento, Fulci, Bava (far og sønnike) Ruggero Deodato, Renato Polselli, Michele Soavi, Joe D'Amato og Antonio Margheriti, Paolo Cavara. Folk som gav os film som: Deep Reed,  The Beyond, Black Sunday, Suspiria, Cannibal Holocaust, Zombie 2 Flesh Eaters, Porno Holocaust og og og...men meget mere om den fortryllende italienske horror buffet på et senere tidspunkt.

Det bringer os så endelig frem til det tredje segment i min lille notesbog om italiensk film.  En kort, svimlende og stormfuld kærlighedsromance der tog sit udspring, peakede og døde i 80’erne. Post Apokalyptisk wasteland trash movies (PA film) og lad mig da så bare indrømme det med det samme, her er der ikke plads til fine fornemmelser. Er du typen der tæller dagene og kommer i bukserne med udsigten til en Transformes 7. Eller syntes du at to dværges vandring på bare fødder i 254736 timer med en fedtet ring til en udbrændt vulkan, er erektions fremkaldende, ja så er det ikke sikkert, at dette er genren for dig. Er du der imod nysgerrig eller en decideret trash-movie-aficionado og småforelsket i b-film segmentet fra dengang, at en gas eller benzineksplosion kostede minimum tre stuntmænd livet og ikke var brygget sammen i en computer? Ja, så er der ingen tvivl om at PA genren vil ramme dig lige i mellemgulvet..



The mothership

Tsunamien fra det italienske fastfood filmkøkken skyllede ind over Europa (og USA) i forlængelse af især to historiske pejlingsmærker: Mad Max også John Carpenters Escape From New York. To film som ofte stod model for sub-genren. For det var netop disse to film, om nogle, der blev refereret lystigt til på coverne til de italienske PA film. Ofte i stil med:  After Mad Max (eller) After Escape From New York came…

Den italienske bølge udmærkede sig typisk ved kendetegn som: Hovedløst skuespil, håbløs scenografi (ofte en grusgrav, mine eller nedlagt fabrik som ikke var svært at opdrive i fattigefirserne), mangelfuld eller decideret fraværende instruktion og typisk overraskende uopfindsomt kameraarbejde. Læg der til et plot som der hverken er hoved eller hale i. Grinagtig pseudo videnskab, idiotiske slutninger og klister så det hele sammen med mikroskopiske budgetter. Ja, så har du et ganske godt billede på den gennemsnitlige italienske PA produktion. Instruktører og forfattere (typisk den samme) kunne sagtens skrive og instruerer op til to-tre film på et år hvor det samtidig lykkedes ham, både at stjæle fra andre film og sine egne film.

Så med andre ord er du typen, der hænger dig i disse ubetydelige små-detaljer, når du ser film, ja så er det nok ikke liiige genren du hverken skal op eller genopdage. Er du der imod fascineret af B filmens herlige anarkisme, grovkornet spekulation, skruppelløshed og en nærmest barnagtig naivitet og tilgang til mediet. Koblet op på en gang herlig exploitation af bedste (værste?) skuffe, så er dette til gengæld menuen du skal bestille alle tre retter fra.

Filmene foregår som udgangspunkt altid engang ude i fremtiden i 000'erne et-eller-andet og gerne med et ni tal i. Altid efter en 3. verdens(atom)krig, hvor samfundet har givet fortabt og lovløsheden og magtkampe hærger banderne i mellem. Typisk med uspring i deres evige jagt på vand og brændstof til de store ombyggede benzinslugere som de logisk nok har valgt at køre rundt i, når der nu er mangel på de gyldne dråber. Midt i dette anarkistiske ragnarok befinder vores antihelt sig som ofte, og han bliver som regel modvilligt "overtalt" til en mission, hvor jordens sidste frugtbare kvinde eller et messias barn skal reddes, så kloden kan overleve. Det hele er så sat i scene af farout set-pieces, tidstypisk 80’er synthesizer score, sværd, flammekastere, motorcykler, køller med pigge, masser af skulderpuder. Kreative kostumedesigns, mutanter, opfidsomme navnevalg og personligheder. Plus en dialog pænt ude af synk.

Nå, men lad os kigge på et par stykker fra perioden.

2019 After the Fall of New York (1983)

Af alle disse film som blev spyttet ud på ganske få år, er 2019 After the Fall of New York absolut en af genrens ypperste. Efter en atomkrig (ta-da) er samfundsstrukturen kollapset og bl.a NYC ligger i ruiner (der af titlen). I byen der nu sover temmelig meget regerer en flok sortklædte facist mutanter kaldt Euraks som desperat leder efter klodens sidste frugtbare kvinde, da det er år og dag siden der er blevet født et barn. Ud over jagten på hende indsamler de også mennesker til diverse eksperimenter, sådan for hyggens skyld. Overfor Euraks'erne står  Pan American Confederacy (PAC) som har base på Polarcirklen (som åbenbart ikke er smeltet hr. Søvndal).

De har også en vis interesse i jordens sidste frugtbare kvinde som de har lokaliseret til at befinder sig på Manhattan og hende vil de gerne have kløerne i før Euraks'erne, så de kan sende hende og en udvalgt gruppe personer til planeten Alpha Centauri (believe or not!). For at finde hende skal de bruge lejesoldaten Snake Plissken Parsifal. Som bliver bragt til live af Michael Sopkiw. Parisfal lever ellers det søde liv. Han drøner rundt på sin ombygget trehjulet chopper, i et et klassisk post-nuke wasteland som består af ja, en grusgrav (Gud hjælpe dig, lavede du en PA film uden) hvor han deltager i gladiator lignende konkurrencer. Efter en konkurrence hvor han bl.a. vinder retten til at dræbe (!) eksekverer han lynhurtig denne ret, ved at likvidere tre personer som har drukket radioaktivt vand, og nu hoster grønt slim op. Vand er og bliver tilsyneladende et stort problem i disse film, hvor i mod benzin og patroner er der som reglen rigeligt af, selv om de altid påstår at mangle det.

Nå, Parisfal bliver så samlet op af PAC og lokket med en plads ombord på rumskibet til Alpha Centauri tilgengæld for at han begive sig til NYC og finde den-der sidste frugtbare kvinde. Her efter teamer vores helt op med to dusørjægere som skal hjælpe ham. På deres vej møder de bl.a. dværgen............Shorty og abe (pirat) mennesket Big Ape (veteranen George Eastman). De støder også på The Harlem Hunters (som burde hedde mumlerne). Rottefolket og ikke mindst dejlige Giara (Valentine Monnier) som overraskende nok forelsker sig i Parisfal. Hun er så heldigt nok en af de få på Manhattan, som ikke har bylder og knopper over hele ansigtet og kroppen (selv om hendes yndlings spise er rotter) hvad Parisfal forståeligt nok sætter pris på. Og ja, så har de end ikke stiftet bekendtskab med Eurakerne endnu.

2019 After the Fall of New York er fantastisk underholdene og godt skruet sammen. Den er selvfølgelig håbløst uoriginal og er en slags Escape From New York Grindhouse version krydret med godbidder fra en anden PA klassiker The New Barbarians (1982) og så er der drysset lidt Mad Max, Planet of the Apes, Star Wars og hvad de ellers har kun komme i nærheden af i gryden. Det ændrer dog ikke et sekund på, at den cocktail er en yderst seværdig film med en fantastisk pacing, flot miniature modelarbejde, og for genren, surprise-surprise hæderligt skuespil. Læg der til kreativt kameraarbejde og yderst vel koreograferet actionsekvenser ja, så ligner 2019 The Fall of New York faktisk et af de bedste bud på en italiensk PA film. 

2019 er instrueret af Sergio Martino, der som så mange andre italienske instruktører fra den hylde bevægede sig indenfor flere genre. Bl.a. Giallo, westerns og sci-fi. Martino er bl.a. kendt for La montagna del dio Cannibale (Kannibalernes Dronning) med dejlige Ursula Andress. The Violent Professionals og Arizona.

2020 Texas Gladiators (82)

Vi præsenteres her for en gruppe af svedige mænd med bar overkrop, matchende halskæder, stramme jeans og et patronbælte på tværs af ryg og mave og...ja, ja, jeg ved det. Det lyder kind of gay, men det er de nu ikke. De bærer der imod navne som Catch Dog, Nisus, Halakron og Jab og de er The Rangers, a band of brothers og det tætteste vi kommer på begrebet helte i 2020 Texas Gladiators. Efter en gruppe zombie lignende mænd (ligner nu mest mænd med mel i hovedet) har plyndret en kirke og korsfæstet præsten og i gang med at voldtage nonnerne (på nær en enkelt som vælger at skære halsen over på sig selv med et stykke glas) beslutter de sig for, at træde i karakter og gribe ind og nedkæmper "zombierne" til tonerne af pumpende synthesizer muzak selvfølgelig.

Her efter forgriber den ene af brødrene sig (Catch Dog) på en smålækker og halvnøgen blondine (som er filmens pacifist og øko freak) som har skjult sig og overlevet massakren. En af de andre brødre, Nisus griber dog ind, og synderen bliver så strippet for sin halskæde og smidt ud af broderskabet - så kan han lære det. Her efter slår Catch Dog (fuck et fedt navn) sig sammen med en neo-nazistisk biker gang (det manglede da bare). Alt imens blondinen forklarer på pædagogiskvis Nisus, at der altså er alternativer til blot at slå ihjel og øje for et øje logikken. Nisus tænker : Shut the fuck up bitch, men vil alligevel gerne have noget fisse, så han køber hendes lommefilosofi og de bliver gift og slår sig ned i et lille samfund, hvor han arbejder på et projekt om alternativ energi (damn hippies!). Men det lille øko-fællesskab bliver (selvfølgelig) angrebet af Catch Dog og hans nye venner og Maida (hippi-blondinen) bliver voldtaget igen (komisk). Men hvad værre er, Nisus bliver dræbt. Her gik vi ellers lige og troede, at han var helten? Det betyder selvfølgelig, at The Rangers som ellers er spredt ud over det ganske wasteland, igen må finde sammen og hævne deres bror.

2020 Texas Gladiators  er absolut ikke det ypperste genren har at byde på, men er man til den, eller blot nysgerrig, ja så skal den selvfølgelig lures. I hvert fald første halvdel før der går økologi og rundbordssamtaler i det og man faktisk fjerner sig en del fra de klassiske PA. dyder.

2020 Texas Gladiators er instrueret af notoriske Joe D'Amato som sjældent lå fingre i mellem når han lavede film og desuden bevægede sig rundt i stort set alle tænkelige genre. Lige fra sværd og sandaler, til westerns og sci-fi til horror og porno. Så hvis du har fine fornemmelse, er det ikke hans filmkatalog du skal smide i afspilleren, når der er dømt lørdags guf og hyggeaften i sofaen med lillemor. Vi snakker manden som har beriget verden med film som Porno Holocaust, 120 Days of Anal, Absurd og Antropophagus, Erotic Nights of the Living dead for nu blot for at nævne en brøkdel af hans kæmpe produktion. D'Amato var også manden der introducerede Black Emanuelle som i modsætningen til den franske pendant (Emmanuelle), er ren sexploitaionen. En kombination af her og der temmelig bizar sex, ekstrem vold og masser af sweeeet lesbisk cometogether. Feks. er der en scene i Emanuelle in America hvor en nøgen kvinde (med publikum) river den af på en...hest! Hun slap i øvrigt heller ikke fri af kannibalgenren den gode Emanuelle, men kiggede indenfor med Emanuelle and the Last Cannibals. Helt så vildt går det dog ikke for sig i 2020 Texas Gladiators. som dog stadig er et must see, er man bare det mindste interesseret i genren eller Joe D'Amato.

Exterminators of the Year 3000 (1983)

Her er vi laaaangt ude i fremtiden. Jorden er forvandlet til en gold ørken efter en(dnu) et atomragnarok og vi følger en flok overlevende i et klassike PA set-up med huler og ørken, hvor det lille mini samfund har barikaderet sig med pigtråd og makingevære. Her spejder en 12-13 årig dreng (Tommy) med længsel efter sin far, som er sendt på en mission efter vand. Alle andre er dog overbevist om, at han allerede er død. Imens bliver manglen på vand mere og mere katastrofal. Det lykkedes for en af beboerne at overtale deres senator (man ser dog på intet tidspunkt et senat, selv om det vil være temmelig tåbeligt med en senator uden et?) til at sende en ny gruppe afsted til den hemmelige vandforsyning som de har et ligeså hemmeligt kort til. Det lykkes Tommy at snige sig med på ekspeditionen sammen med hans hamster-rotte. Ekspeditionen kommmer dog ikke langt, før den bliver angrebet af The Exterminators, en gruppe skupeløse wasteland lovløse (hvad alle vel i øvrigt er, i kraft af, at der ingen lov er?).

The Exterminators ledes af den karismatiske Crazy Bull. En stor ball headed nigger...okay, han er så ikke sort, men hvid. Men alligevel. De smadre snart den lille gruppe i hvad, som er en af filmens fedeste scener. Det er nemlig altid cool med Mad Max lignende kampscener med klassike ombygget PA biler, lasbiler og motorcykler pimpet op med gitter, spikes og maskingeværer og flammekastere. Kun vores unge ven Tommy overlever sammenstødet, og det lykkedes ham endda mirakuløst at snige sig væk med det hemmelig kort over vandforsyningens tanken. I mellemtiden er Bull blevet ganske pissed, da han opdager, at de tanke de havde med fra basen ikke indeholder vand, men er tomme. Her efter støder Tommy på Alien som er en ensom ulv der dog har en kæreste som han tiltaler Trash. De slår efter lidt start vanskeligheder sig sammen(Alien udleverer nemlig Tommy til Crazy Bull til gengæld for en motorcykel og sin frihed. Bull river så Tommys ene arm af, hvor efter Alien befrier ham igen) og Alien lover at hjælpe Tommy med at bekæmper The Exterminators og...tror ja, hvad tror du? Finder den hemmelig vandforsyning.

Exterminators of the Year 3000 er i sig selv lidt komisk titel. Ikke mindst set i lyset af de biler og mortorcykler de fræser rundt i - stadig! Her kan man da snakke om biler som holder og holder og holder. God reklame i øvrigt for producenterne. Filmen kom ud et par år efter Mad Max som den absolut ingen skam i livet har med at stjæle fra. Hell, den italienske copy paste-movie making stil har nu aldrig haft skam i livet, lige meget hvilken genre der så har været tale om. Så med andre ord, der er ikke meget nytækning at komme efter her. Selv skuespillerne er genbrug. Allerede på det tidspunk, før det blev rigtig populært var man miljøbevidste. Det er i øvrigt mere reglen end undtagelsen i den genre, at de samme ansigter dukker op i flere af filmene. Alligevel eller netop på grund af dette, er Exterminators of the Year 3000 super underholdnene. Den er faktisk lidt low-key mht. vold, men heldigvis så badet i eksplosioner og car battles og on-screen kills. Omkring de 25 styk og endda 45 eksplosioner Oh yes.

Endgame (1983)

Endgame er endnu et Joe D’Amato bidrag til genren og absolut et af de bedre.

Vi befinder os i 2025. Lige efter tredje verdenskrig og verden er ikke et særligt hyggeligt sted længere. Gaderne er fyldte med grupperinger af weirdos som lemlæster, dræber og kidnapper i stor stil. Så folk holder sig klogelig inden døre. Her kan de så se, at de utallige vejrudsigter er aflyst (det ville betyde at TV2 og DR måtte fyre 275 medarbejdere). Vejrudsigten er så til gengæld blevet afløst af dagens radioaktivitetstal (det er også meget hyggeligere).

De ca. fem millioner som har overlevet atomkrigen, er ikke blevet meget klogere. De sidder stadig klistret til tv-skærmen, nu for at se reality shows i yderste konsekvens. Nemlig Endgame (en kombination af Rollerball og Running Man). Her kæmper tre jægere mod et bytte i en 12 timers duel sat i scene i en by-ruin hvor den som overlever går vidre til the grande fianle. Der med er Endgame, alt det som Robinson Ekspeditionen burde være, havde TV3 lidt nosser. 

Ron Shannon (Al Clive kendt for bl.a. Fulci’s Zombie 2 og The Beyond) er en Endgame veteran og har overlevet i showet 22 gange. Han kæmper denne gang mod blandt andet hans bitter rival (og ærkefjende) Kurt Karnak (prægtige spillet af George Eastman). Imellem de to duellanter tripper mutanten (ingen PA film uden sådan en størrelse) Lilith i skikkelse af den tæske lækre Laura ”Emanuelle” Gemser. Som i øvrigt kommunikerer via teleparti. Lilith redder Shannons liv, som så til gengæld skåner Karnak’s. Herfter hyre Lilith og hendes mutant slæng Shannon til at fører gruppen og en professor og dreng med ekstraordinære evner ud af byen og igennem ørkenen og mod lysere tider. 

Shannon får blandt andet hjælp af ”Ninja” (Hal Yamanouchi, som også sparkede alvorlig røv i 2019: After the Fall of New York, 2020 Texas Gladiators og The New Gladiators. Og som der med vel gør ham til P.A.’s genrens svar Bruce Lee eller Chakie Chan). Undervejs bliver de forfulgt af en gal S.S. oberst og hans sympatiske mænd, som gerne vil vide hvad meningen er med deres rejse. De får desuden tilslutning af Kanak og støder bl.a. både på en fedladende blå mutant som er leder af en gruppe bikere, som heldigvis beslutter sig til at voldtage Lilith, så vi kan se hende nøgen. En anden gruppe de også løber på, består af blinde sværd svingende munke. Endgame starter blødt ud, men når først vores gruppe når ørkenen eksploderer det hele i et orgie af traditionelt action-packed ultra violent italiensk PA. - når det er bedst. Der ud over fanger Endgame sågar et fint touch af post-nuke trøstesløshed. The (end)game is on.

Sluttelig før vi får fo meget sand mellem tæerne og den radioaktivestråling bliver for høj. Så lad os runde af med andre italienske PA film som bør nævnes, enten fordi de er værd at se, af den grund de er underholdnene, eller fordi man simpelthen tror det er løgn:

1990: The Bronx Warriors/Krigere På To Hjul (82), Bronx Warriors 2 (83), The New Barbarians/Warriors of the Wasteland (82) alle i øvrigt af legendariske Enzo G. Castellari, som også instruerede det yderste succesfulde Jaws rip off The Last Jaws (81), Interzone (87).

Until next time.

Whopper Monster

Anmeldt af Søren Nielsen

Gooooood evening. Her, en små sen nattetime (altså lørdag, søndag er der NFL) hvor jeg ledte efter lidt kvalificeret natkasseunderholdning at døse hen til. Ja, så snublede jeg tilfældigt over Ronald Emmerichs udgave af den største japanske film eksportvare, indtil en sorthåret pige begyndte at kravle ud af folks tv og efterlod dem med en fjoget grimasse og et akut ønske om at opgrader fra VHS til DVD. Vi snakker selvfølgelig om the one and only Godzilla. Eller rettere: Gojira!

Gojira voksede ud af 2.verdenskrigs atombombepaddehatskygge i 1954 i filmen Gojira. Godzilla blev der med om noget symbol på den japanske efterkrigstid og atomkraft. Ikke mindst set i lyset af episoden med den japanske tunfiskbåd som blev udsat for amerikansk stråling med et fatalt resultat til følge. Der med blev Godzilla et monster skabt af atomkraft og som på en gang både hærgede og forsvarede det japanske kejserrige. Alt efter hvem han nu lige stod overfor.

Godzilla blev i de efterfølgende årtier en kæmpe franchise med (næsten) lige så mange film, tegneserier og computerspil på samvittigheden som ødelæggelser.  Ja, selv helt til København trak Godzilla sine destruktive spor med den, alt efter humør og temperament, kikset eller hylende morsomme Reptilicus. Med bl.a. Carol Ottosen og Dirch Passer i blodig infight med Danmarks svar på Godzilla. Reptilicus blev i øvrigt både optaget på engelsk og dansk, med samme skuespillere.

Godzilla’s meningsløse hærgen og kamp mod den japanske hær og hvad der ellers dukkede op i hans synsfelt af udfordringer i film som bl.a. King Kong vs. Godzilla, Godzilla vs. The Sea Monster, Godzilla vs. Megalon osv. og ikke mindst, hans primitive fremtoning (der var tale om en mand i en gummidragt) kombineret med en stærk inspiration af Ray Harryhausen effekter, var den perfekte succesformel for seriens set-up. For netop manden i gummikostumet var charmen ved Godzilla, og det er det stadig. Selv i disse hardcore CGI tider kan det gamle japanske gummiuhyre få tv-seere over den ganske verden, unge som gamle, til at synke ned i stuens bedste lænestol med et sagligt smil og nyde Godzillas ødelæggelsesspor igennem Tokyos gader. Men alt har en ende også japanske atomkraftmonstre. For Godzilla skulle nemlig amerikaniseres. God bless America. Amen!

Denne konvertering fik selveste Mr. Disaster Movie himself, Ronald Emmerich til opgave. En mand der har ødelagt flere nationale varetegn end Villy og Helle har aflyst valgløfter.

Lad os bare få det på det rene med det samme, eller lorten på bordet - so to speak. Jeg indrømmer det gerne, jeg er ikke Emmerichs næst største fan. I det hele taget fortjener tyskeren og hans film end ikke en ameldelse, når nu der er så mange andre film der ude, som både er langt bedre og langt dårligere. Emmerich er nemlig, når alt kommer til alt, en sørgelig grå mellemvare som aldrig bliver hverken fugl eller fisk (minus ID4 selvfølgelig) og mindst af alt interessant. Han evner sjældent at forvalte sine store budgetter til noget glo værdigt og har aldrig en historie at fortælle.

Nå, fortjent eller ej, så får Godzilla så alligevel sin anmelelse. Men ikke den rigtige udgave, altså den underholdene japanske (som ellers havde fortjent det) men der imod den amerikanske skændsel. Og sådan er livet jo så møg uretfærdigt engang i mellem. Også for japanske strålemonstre. Jeg prøver lige nu desperat at komme i tanke om, hvornår jeg sidst har haft støvet min Godzilla dvd af og haft den i afspilleren? Men jeg kan ikke rigtig placere det. Jeg husker den dog som ikke bare stiv og kedelig, men også langtrukken (stadig Godzilla vi taler om) og helt uden hverken nerve eller nosser. Men nu må vi se...

Tik, tak..139 min. senere (det er to timer og nitten minutter mine damer og herrer). I Emmerichs bastard er det selvfølgelig franskmændene, der får skylden for at kreerer Godzilla via deres atomprøvesprængninger ved Fransk Polynesien. Godzillas første instinkt er (logisk nok) at søge mod byen som aldrig sover, da et andet monster, nemlig selveste King Kong, har givet NYC sine varmeste anbefalinger på Trip Advisor.

Militæret for dog snart færden af, at noget er helt galt (primært via fodspor på størrelse med Klaus Bondams røv) og samler en special enhed af diverse eksperter (det vil sige 2½ styk) som intet bidrager med ud over vilde spekulationer. Faktisk er Dr. Elise Chapmans eneste bidrag i filmen (ud over at tage briller af og på), at hun har en teori om, at det er en dinosaurus som uddøde for 250 millioner år siden som er dyret de leder efter...øh okay? Det er vores helt Dr. Niko ”Nick” Tatopoulos (udtalelsen af hans efternavn er en gennemgående joke filmen igennem) ikke heeeelt enig i. Nick er spillet af teen idolet fra kult semi-klassikeren Ferries Buellers Day Of - Matthew Broderick (han har iøvrigt dræbt en person, vidste du det?) Nick som er iøvrigt er biolog, studerer orme i Tjernobyl, som på grund af atomudslippet er vokset med op til 17% og nu, ifølge hans egne ord, er enorme. Nick bliver "kidnappet" til gruppen og snart er han og de andre ekspert(er) på vej til The Big Apple i fodsporerne på Godzilla, som selvfølgelig allerede nu har indset, hvad mange har før ham:  If I can make it there I'll make it anywhere!

Her efterlader Godzilla hurtigt et varigt indtryk på arkitekturen og NYC bliver lynhurtigt evakueret (3.5 millioner vupti), mens det japanske (ahh, det er det jo så ikke længere) franske monster trasker rundt mellem bygningerne og skiftevis brøler og æder fisk. Resten af filmen går med at militæret, Nick og  vennerne prøver at lokke Godzilla i diverse fælder, mens de i kombineret fællesskab gør et solidt indhug i byens kendte varetegn (Chrysler bygningen, Flatiron m.fl.). Når altså Godzilla ikke lige beslutter sig for at gemme sig på Manhattan. Nu er dyret så også kun ca. halv så stor som Empire State Building.

Vil du se min orm? Den er vokset med 17%

Når Nick ikke har travlt med sin "ekspert" bistand så tumler rundt han med sin eks. kæreste, som forlod ham i highschool for at forfølge sin drøm om at blive journalist. Det er så ikke lykkedes endnu, hun kæmper nemlig stadig som researcher for en NYC tv-stations smålig og småliderlig ankermand, spillet af Harry Shearer. I øvrigt en af hele tre Simpsons medvirkende. Med sin eks. kæreste i beslutningernes centrum, ser Audrey (det er så kæresten) pludselig muligheden for en eksklusive historie og der med sit store break som journalist.

Audrey spilles i øvrigt røv irriterende af Maria Pitillo, som helt fortjent vandt en Golden Raspberry Award for Worst supporting Actress. Pitillo har simpelthen kant som daggammel flødeskum. Ingen personlighed og ca. lige så meget udstråling som nudler. Hun må kunne noget temmelig kinky shit i sengen, ellers har jeg mere end svært ved at se hvad Nick vil fordrive tiden med sammen med hende? Omvendt samler manden på orme såe? Deres romance og kemi slår i hvert fald så lidt gnister, at det vil være problematisk for parret at antænde et nytårskrutlager i en forstads villa badet i benzin. Nu har de selvfølgelig også små dårlige odds i Godzilla, for der regner, regner og regner igen. Og hvorfor gør der så det...tjae?

Nok er Pitillo filmens katastrofe fejlcast, men ikke filmens eneste. Broderick er heller ikke et hit. Ikke fordi han er en dårlig skuespiller, i de rigtige roller er han ganske fin, men han har simpelthen hverken karismaen eller personligheden der skal til for at løfte en sådan blokbuster som Godzilla i land. Han minder mest af alt om en lidt hjælpeløs skoledreng som er mest bekymret for at få en monster olfert. Det er med andre ord lidt som at bede ham om at spille Freddy Krueger....og nej, vel? Nu er det heller ikke ligefrem A-list skuespillere der fylder Godzilla. Det kan der være flere årsager til. Den ene kan være, at de ville forvente, at Emmerich instruerer dem. En anden kan være og sikkert mere sandsynligt, at skuespillerne ikke må stjæle rampelyset fra øglen.

I det hele taget er filmens persongalleri underlig sammensat. Eller mere måske mere korrekt - brugt. Vi har gruppen af specialister med en rødhåret videnskab kvinde som påstår hun er et geni, men aldrig viser det. Hendes klassisk små kiksede hjælper. Vi har borgmesteren med de tvilsomme motiver og hans sleske højrehånd. Vi har den øverst militæransvarlig og hans højrehånd (spillet af bøssen fra Melrose Place i øvrigt). Vi har den arrogante og inkompetence nyhedsoplæser fra tv-stationen. Audreys bedste veninde (som mirakuløst nok, er ligeså irriterende) og hendes mand. Spillet af en anden Simspons kendis Hank Azaria. Vi har lederen af den franske efterretningstjeneste enhed spillet af (godt gættet) Jean Leon Reno og ingen, INGEN af dem får Godzilla lov at sætte kindtænderne i. What a waste af et komplet intetsigende og ligegyldige persongalleri.

E..e..er jeg med i Godzilla?

Filmens største problem er dog sjovt nok, at Godzilla er blevet ”realistisk”. Altså i den forstand, at Godzilla nu er CGI genereret og ser så virkelig ud som sådan et monster nu engang kan i 1998. Her med kaster Emmerich og co. nemlig al charmen med mand i latex kostume overbord og er der med nødt til at tilføje et nyt element for at balancere filmen og vække vores interesse og her kikser det for alvor. Godzilla har nemlig ingen puls. Action scenerne er helt på flade fødder. De er gentagelse på gentagelse og blottet for nerve. End ikke en hidsig flok halv dårlige CGI skabte Apache helikoptere på jagt mellem bygningerne efter Godzilla, skaber den mindste adrenalin boost. Filmens højdepunkt er faktisk en taxa biljagt rundt i byen, som ender på Brooklyn Bridge, men her er det alt, alt, for sent og hverken fireben eller film står til at redde. De komiske breaks der er smidt ind er ja, et løftet øjenbryn værdigt. Små pinligt er det til gengæld, at Emmerich ser sig nødsaget til at genbruge Jean Reno's forsøg på amerikansk dialekt fra Leon The Professional.

Emmerich og co. mission var at blæse Spielbergs dino Legoland film langt ud i Hudson floden og brugte faktisk 600.000$ alene på et spot med Godzilla, som kvaser en T-Rex på et museum med overskriften: Size does matter. Men når regningen skal gøre op, ja så er det Emmerich, der må ned og slikke kanvassen på ren knock out. Ikke at Spielbergs T-Rex encounter på nogen måde er noget at råbe hurra for, men den leverede på et vigtigt område, når man gerne vil være en speciel effekts film. Ny tænkning og innovation.

Reno, Broderick og Emmerich i et ømt øjeblik

Og det formår Godzilla ikke. Det hele er set før og bedre. Og netop NYC har Emmerich lagt i ruiner en gang tidligere og mere effektfuldt med den ganske idiotiske, men yderst underholdene Independence Day. Siden hen gik det så galt for NYC igen i bl.a. Deep Impact og Armageddon før altså, at Godzilla lagde vejen forbi de efterhånden hårdt prøvede New York’ere til endnu en gang ødelæggelser. Så ja, det bliver efterhånden en anelse trivielt, især når ødelæggelserne ikke eksekveres med større opfindsomhed, end tilfældet er i Godzilla.

Konklusionen må være for dette King Lizard gensyn, at ikke meget har ændret sig. Filmen er stadig en langstrakt gaber. Selv om jeg personligt finder den langt mere underholdne end både øko bøvset The Day After Tomorrow og fortidsgaberen 10.000 BC. Og hvor skræmmende er det så lige?

Godzilla 1998

Instruktør: Roland Emmerich

Manuskript: Dean Devlin

Fotograf: Ueli Steiger

Medvirkende: Matthew Broderick, Jean Reno,

Maria Pitillo, Hank Azaria, Arabella Field, Michael Lerner

Sådan var det ikke i 80'erne #1

Anmeldt af Søren Nielsen

Den tid du er ung i er den bedste, er der nogle som påstår. Er det sandt, så er jeg yderst taknemlig for at jeg udklækkede min bumser i 80’erne. Ikke mindst hvis vi kigger på udbuddet af actionfilm og musik. Og min damer og herre, det skyldes to små ord: Sly og Arnold! De to var ikke blot filmstjerner som Orlando Bloom, Vin Diesel, Matt Damon, Leonardo DiCaprio og hvad de ellers alle sammen hedder nu om dage, nej d'herrer var SUPER STJERNER! De var out of this world. Måske var filmen ikke den bedste. Måske var dialogen mere end cheesy. Måske var plottet mere transparent end Helle Thornings smil på en valgaften, MEN de og de alene løftede oplevelsen op på et helt andet niveau ved deres blotte tilstedeværelse, som ville få selv Errol Flynn til at lette på filthatten. Det var med andre ord dengang at Canon Group tonede frem på tv-skærmen når man trykkede play på videomaskinen. Ja, sådan hed det før fladskærm tv'et holdt sit indtog, og man kunne endda vælge at betale licens for enten farve eller S/H. Og når medarbejderne i DR strejkede, ja så var skærmen sort og familien Danmark tvungen ud i vanvittige tiltag som Matador (altså spillet) eller Ludo. I kid you not!

Musik var ikke noget man stjal på nettet i computerskærmes skær. Nej, her sad man trofast foran radioen med høj puls, tilbageholdt åndedræt og optog på sit BASF kassetebånd. Helst i selskab med mesteren selv Kim Schumacher i Studiet et-eller-andet. Eller Hej P3 fra 17.05 til klokken 18.00 med oraklet og Mr. music Christian Flagstad.

Mr. Music in action

Her kunne play og rec knappen så trykkes i bund når tonerne fra Thompsons Twins, Dead or Alive, Erasure, Depeche Mode, Bananarama, Aha, Taco, Men Without Hats, Kim Wilde, Nena, The Bangles, Prince, MJ, Culture Club, New Order og Duran Duran og..og..og..strømmede ud fra anlægget som var købt for konfirmationspengene. Lommepengene der i mod, prydede væggen med dyrt købte Sabrina og Samanthe Fox plakater fra Bravo og Popcorn...Oh be still my gentle heart!

Miss Foxy Fox

Og lad os da så ikke forsømme lejligheden til at hylde Sabrina og Miss Fox, nu den er her. Det kan simpelthen ikke gøre ofte nok. Det burde så samtidig en gang for alle aflive diskussionen om Lady Gaga og musikidolers påklædning i dag er blevet for vovet og fordærver ungdommens moral og sind.



Nå, det var Cobra vi kom fra. Cobra er ikke Sly’s bedste film oh no, men make no mistake, det er FED action. Og til folk som vrænger på næsen af den…wake the fuck up! Har I luret coveret før jeres små fedtede fingre skubbede dvd-skiven indenbords? Manden står med spejlsolbriller, en tændstik i kæften og sorte læderhandsker. Han har en uzi-maskinpistol med lasersigte i højre hånd og en pistol med en kobra på skæftet, stoppet godt ned i bukserne og som flankeres af et par håndgranater. Og nå ja, så kører han selvfølgelig rundt i en 50'er Mercury Monterey custom med nummerpladen "Awesom". Det her små venner, er så rå, uforfalsket, tegneserieunderholdning som det overhovedet kan blive. Make no miskake!

Det er faktisk med actionfilm fra 80’erne (og skal vi være fair, en del af 90’erne) som med Side 9 pigen i Ekstra Bladet. Dengang var hun sgu’ ægte. Du ved ægte som i hun lignede en kvinde...ja, man kunne næsten...næsten dufte hende. Det var ikke et Frankenstein photoshop monster, men en kvinde støbt af kød og blod. I dag skriger side 9 pigen mere af computerredigering og har en nærmest tegneserieagtig "glød" når hun stikker silliconeattributterne frem fra avisen eller Se & Hør og ens tanker går automatisk fra det syndige til hvor lækker hun mon er i virkeligheden?

Det samme kan man sige om nutidens CGI film. Der er intet galt i at udvikle teknikken man laver film med. Men når teknikken bliver et mål i sig selv og drukner filmen i kunstige tilsætningsstoffer og samtidig sylter bevidstheden om, at actionfilm dybest set lever af ganske banale og helt lineære fortæller og virkemidler, så drænes potensen og man mister samtidig grebet og evnen til at skrue dem effektivt sammen. Og netop derfor er selv de actionfilm fra 80’erne som ikke umiddelbart popper frem som nummer tre eller fire på en all time greatest filmliste, stadig klasser over hvad man duplikerer i CGI helvedet i dag.

Der er ikke meget logik at finde i Cobra og leder man efter den alligevel, burde man måske revurdere sin opfattelse af begrebet og i øvrigt hvad man bruger sin tid på. For fra samme øjeblik som LT. Marion Cobra Cobretti, fra LAPD’s Zombie Squard (intet mindre) gør sin entre i supermarkedet og annoncer over højtaleren til gidseltageren fra den neo nazistiske et-eller-andet New World crap gruppe:Hey, dirtbag! You're a lousy shot! I don't like lousy shots! You wasted the kid...now it's time to waste you! Ja, så ved både vi og Sly hvad klokken har slået. Og da den kære ungdomsforbryder (som selvfølgelig har parkeret sin motorcykel på en handicap parkeringsplads) i et sidste øjebliks desperat forsøg truer med at sprænge supermarkedet, sig selv og gidslerne i luften, så vrisser Sly køligt, som var det blot endnu en meddelelse om et forsinket tog i højtaleren på KBH hovedbanegård: Go ahead, I don’t shop here! Og før vores nu overrasket wannabe terrorist for fremstammet: A hva’? Så skærer Sly maven op på ham, mens han hvisker ham i øret: I don’t deal with psychos, I put ’em away! Sådan Sly! Og ved I hvad børnlille? Vi er kun lige begyndt!

Sly befinder sig i øvrigt i fornemt selskab med selveste Birgitte Nielsen (uden bryster) som spiller Ingrid Knudsen.....den lader vi lige stå et øjeblik.

Cobra's superkurk og leder af The New World, er ingen ringere end Brian Thompson. Manden med verdens måske mest markeret hageparti. Thompson som vi i øvrigt også har haft fornøjelsen af i bl.a. The Three Amigos som filmens tyske højdepunkt. The Terminator og ikke mindst horror-comedy perlen Fright Night Part II.

Fright Night Part II er den yderst undervurderet fortsættelse til ja, godt gættet: Fright Night som der kører (suprise-suprise) remake af i biograferne for tiden. Fright Night  Part II kan (skulle man underligt nok ikke sætte pris på en god vampyr comedy) lures alene på grund af den underskønne og dejlige vamp godte, Julie Carmen...please bite me Miss Carmen! I øvrigt nærmere det sig med hastige skridt en 8. dødssynd, at denne perle endnu ikke har set lyset på en Blu Ray eller dvd udgivelse i sit rette format. En film som burde belønnes med en anmeldelse her på siden, men indtil da, kan I nyde Carmen så længe.

Sly var med Cobra leveringsdygtig i endnu en 80’er action-basker-klassiker og til med Warners største weekend åbning. Derfor bør vi alle med stolthed og en lille-bitte smule æresfrygt nu og da finde svinet frem, når vi er samlet med gutterne fra den-der-gang hvor bumsecreme, en pose fyldt med lunkne øl og den evige debat om hvem af pigerne fra naboklassens bryster var vokset mest hen over weekenden.

Sluttelig må vi selvfølgelig ikke glemme filmens udmærkede soundtrack med bl.a. John Cafferty og  Voice of America’s sons, som blev sparket ud igennem æteren og ind i de små danske hjem af Kim Schumacher i Harakiri

eller for den sags skyld Jean Beauvoir og Feel the Heat.  Until next time...enjoy!

Cobra 1986 IMDB